Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Clausen er en af de soldater, der ser frem til missionen i Mali. Foto: Emil Richardy Danieul

Soldaterne ser frem til opgaven i Mali

Hjemmeværnets første hold soldater på FN-missionen MINUSMA er netop blevet afløst af Hold 2. De glæder sig til at støtte Flyvevåbnet med en række bevogtningsopgaver.

30-08-2017


Af Sara Amos Pedersen

Ved siden af uniformen ligger et par løbesko og bogen Soldaten i krig og kærlighed. 28-årige Clausen er ved at pakke de sidste ting, inden han er klar til at rejse til Mali. Her skal han i tre måneder deltage i FN-missionen MINUSMA sammen med de andre soldater fra Hjemmeværnet. Delingens opgave består i en række bevogtningsopgaver for Forsvaret, fortæller han under pakningen af rejsetasken.


“Min rolle i Mali er rent bevogtning. Jeg kommer til at sidde i hovedvagten sammen med en anden kammerat, og derudover skal vi sidde i observationsrummet og holde øje med videoovervågningen, hvor vi kan se, hvad der rører sig i og omkring lejren,” siger Clausen, der er frivillig i Infanterihjemmeværnskompagni København.


Udsendelsen til Mali er hans første internationale opgave. Han tilmeldte sig det første informationsmøde, fordi udsendelsen var en god mulighed for at få en anderledes oplevelse samtidig med at han kunne bidrage til en fredsbevarende mission.


“Jeg meldte mig, fordi jeg har et eventyrhjerte. Jeg kan godt lide at komme ud og opleve noget nyt, og da jeg hørte om opgaven, syntes jeg, at det lød som en god mulighed for at bruge min rolle i Hjemmeværnet til at bidrage til en opgave, der er vigtig for Danmark,” siger Clausen.

Uddannelse inden udsendelse

Inden han kunne begynde pakningen af uniform, FN-baretten og et par personlige genstande har Clausen først været igennem en længere udvælgelsesproces. Til det første informationsmøde i Hjemmeværnet var der 180 fremmødte, og siden er gruppen blevet skåret ned til 24 soldater. De bliver udsendt til Mali i to hold, hvoraf Hold 1 netop er kommet hjem. Inden udsendelsen har de været igennem mere end to måneders uddannelsesforløb.


“Jeg synes, at vi er blevet klædt rigtig godt på til opgaven. Vi har både trænet skydefærdigheder, taktisk sanitetstjeneste og bevogtning. Derudover har vi fået en række opgaver, vi skulle løse under uddannelsesforløbet,” fortæller Clausen.


En naturlig udvikling

Det er langt fra første gang, at Hjemmeværnet deltager i missioner uden for landets grænser. Hjemmeværnet fik sin internationale ilddåb i 2006, da patruljesoldater fra Hjemmeværnets Særlig Støtte og Rekognosceringskompagni (SSR) blev udsendt som personbeskyttere til Irak. 


Opgaven blev startskuddet på et nyt kapitel i Hjemmeværnets historie, fortæller Jeanette Serritzlev, der er kommunikationsrådgiver hos Hjemmeværnskommandoens Center for Stabiliseringsindsatser (CSI).


“Det var skelsættende, da det skete, men det er resultatet af en naturlig udvikling i forhold til de opgaver, Hjemmeværnet løser. Samtidig er det også resultatet af et tættere samarbejde med Forsvaret,” siger Jeanette Serritzlev.


Under Hjemmeværnets første bidrag til internationale missioner var Jeanette Serritzlev Informationschef i Totalforsvarsregionen København, der stillede personellet til Irak og til de første bevogtningsdelinger, der blev sendt til Afghanistan få år senere. I 2008 sendte Hjemmeværnet den første bevogtningsdeling til Helmandprovinsen i Afghanistan. Opgaven bestod i Hjemmeværnes kernekompetence.


“I Afghanistan løste vi en bevogtningsopgave. Vi ved, at Hjemmeværnets soldater er gode til den typer opgaver herhjemme, og med udsendelsen til Afghanistan beviste vi, at vi også kunne gøre det i et skarpt miljø,” forklarer Jeanette Serritzlev.


Opfyldelsen af en drøm
For flere af Hjemmeværnets soldater blev missionen i Afghanistan en mulighed for at få opfyldt en drøm, de ikke havde turde håbe på. Frank havde tidligere været udsendt på en række missioner med Forsvaret, men da han skiftede den faste stilling i Hæren med et civilt job, havde han ikke regnet med, at muligheden for en udsendelse ville dukke op igen.


“Det var en drøm, der gik i opfyldelse, da jeg hørte, at Hjemmeværnet ville udsende soldater. Jeg savnede sammenholdet fra udsendelserne, og ville gerne bære Dannebrog på min skulder under en international mission igen,” forklarer Frank, der er frivillig i Infanterihjemmeværnskompagni Jonstrup.


Han blev udvalgt som en af Hjemmeværnets cirka 200 soldater, der deltog i missionen i Afghanistan. Inden udsendelsen brugte soldaterne et år på forberedelse og uddannelse. Hjemmeværnets bevogtningsdelinger aflastede de udsendte hold i forbindelse med leaveperioder (orlov, red.), hvor der var færre soldater til at løse de samme opgaver.


Frank sprang også til, da muligheden bød sig for at blive udsendt til Kosovo i Hjemmeværnsregi i 2012. På udsendelserne har han oplevet, at Forsvarets soldater sætter pris på Hjemmeværnets deltagelse.


“Vi hører ofte fra de andre soldater, at vores professionalisme er rigtig høj. Vi er med helt ude på spydspidsen, hvor der skal passes på. Når vi løser sådanne opgaver, er vi derfor med til at ændre Hjemmeværnets image,” forklarer han.

Det var en drøm, der blev opdfyldt, da Frank fik mulighed for at blive udsendt til Kosovo i Hjemmeværnsregi. Foto: Jeanette Serritzlev.

Løser mange forskellige opgaver

Frank har også valgt at deltage i missionen i Mali. Siden han første gang var udsendt, er det blevet en almindelig del af Hjemmeværnets opgaver at operere på international jord. I dag løser Hjemmeværnets soldater mange forskellige opgaver, fortæller Jeanette Serritzlev.


“Når man ser på de opgaver, Hjemmeværnet har i dag, må vi konstatere, at vi har en langt bredere portefølje af opgaver end for ti år siden. I øjeblikket løser vi en bevogtningsopgave i Mali, men derudover trækker vi også på andre kompetencer fra Hjemmeværnets frivillige,” fortæller hun.


Hjemmeværnet bidrager blandt andet med trænere til træningsmissionen i Irak og rådgivere i Afghanistan. Rådgiverne trækker på deres civile uddannelser, der bliver kombineret med deres militære kompetencer fra Hjemmeværnet.


Sideløbende med udsendelser har Hjemmeværnets soldater også deltaget i en række internationale øvelser i blandt andet USA og Georgien. Og i fremtiden kommer Hjemmeværnet fortsat til at være synlig uden for Danmark, fortæller Jeanette Serritzlev.


“Jeg tror kun, at det er en udvikling, vi vil se fortsætte, og det er positivt. Internt i Forsvaret har udsendelserne givet Hjemmeværnet et imageløft, fordi vi har bevist, at vi godt kan klare det, når det bliver alvor. Det har haft en stor betydning for Hjemmeværnets anseelse,” afslutter hun.

Soldaterne løser en lang række opgaver i Mali. Foto: Sergent Lars


Hjemmeværnet sender hold 2 til Mali

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring