Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

HM Dronning Magrethe og CHV ved parade
​H.M. Dronning Margrethe og Chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Finn Winkler, inspicerede paraden. Foto: Esben Zøllner Olesen

Stor ros til hjemmeværnssoldaternes indsats

Deltagerne fra Landsøvelse 2016 stod den 5. juni i en kæmpe parade foran Bülows Kaserne. Paraden fik besøg af Hendes Majestæt Dronningen og viceforsvarschef, generalløjtnant Per Ludvigsen.

05-06-2016

Af Thilde Lejre

På trods af varmen og en udfordrende landsøvelse dagene forinden var der godt humør i geledderne, da mere end 4.500 hjemmeværnssoldater stod i parade foran Bülows Kaserne.

Chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Finn Winkler, holdt tale for den mere end 300 meter lange parade, og her udtrykte han stor tilfredshed med hjemmeværnssoldaternes engagement på landsøvelsen.

”I frivillige yder året rundt støtte til politiet og Forsvaret, og med denne øvelse kan vi vise, at vi træder frem og gør en indsats. På øvelsen har vi kunnet vise vores mange forskellige opgaver og kapaciteter, og her på paraden kan vi demonstrere vores store diversitet. Jeg er stolt af, at så mange har været med til at vise Danmarks hjemmeværn frem,” sagde Chefen for Hjemmeværnet.

De fremmødte hjemmeværnssoldater fik også ros for den store indsats, som de året rundt yder til Forsvaret og samfundet.

”Frihed kommer ikke uden ofre, og uretfærdige forhold kræver en indsats at ændre. Tak for jeres indsats, flotiller, eskadriller og kompagnier, ” sluttede Finn Winkler sin tale.

Hyldest til den frivillige ånd

Viceforsvarschefen, generalløjtnant Per Ludvigsen, var også mødt op til paraden og hyldede de flere tusinde hjemmeværnssoldater og den frivillige ånd.

"Hjemmeværnets betydning kan ikke overvurderes som støtte for Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet. Men også til civile opgaver må der flere gange kaldes på Hjemmeværnet, som altid møder op. Det fortjener stor respekt. Mange tak fra mig til jer alle,” sagde Per Ludvigsen.

Hendes Majestæt Dronningen inspicerede til slut paraden, som H. K. H. Kronprinsesse Mary også stod indtrådt i. Herefter talte hun til de frivillige, som hun kaldte en kilde til stolthed.

”Det er stort for mig at være med på en parade og se de mange frivillige, som har trænet på landsøvelsen. Der ligger et stort arbejde i at være frivillig, og I har hjertet med,” sagde Hendes Majestæt Dronningen.

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring