Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Mandag indtager Jette Albinus posten som stabschef i Hjemmeværnskommandoen. Foto: Ole Friis

Kvindelig general bliver chef i Hjemmeværnet

Når brigadegeneral Jette Albinus sætter sig i stolen som stabschef i Hjemmeværnskommandoen, bliver det som den første kvindelige general nogensinde både i Hjemmeværnet og Hæren.

10-09-2017

Den store gyldne generalstjerne kommer som noget nyt til at pryde skuldrene på en kvinde i Hæren og Hjemmeværnet fra på mandag, når brigadegeneral Jette Albinus træder ind i Hjemmeværnskommandoen som ny stabschef.

Jette Albinus kommer fra en stilling som chef for Veterancentret og bliver med skiftet til stabschef i Hjemmeværnet forfremmet til brigadegeneral. Med en lang karriere med både internationale missioner, flere chefposter fra Forsvaret, bl.a. som chef for den grundlæggende officersuddannelse i Hæren, er der alligevel tale om et gensyn med Hjemmeværnet for den nyudnævnte brigadegeneral.

”Jeg ser frem til at komme tilbage til Hjemmeværnet og blive stabschef i en organisation, som er båret af et fantastisk engagement, og som gennem de senere år har fået en endnu mere solid position og anerkendelse som vigtig støtte for Forsvaret, politiet og samfundet,” udtaler brigadegeneral Jette Albinus, som tidligere har været chef i Hjemmeværnet bl.a. for uddannelsesområdet i Hjemmeværnskommandoen.

Der er en stadig stigende andel af kvinder i både Forsvaret og Hjemmeværnet, men alligevel er det noget nyt, at en kvinde sætter sig i topledelsen som general i Hjemmeværnet. Jette Albinus mener, at det vil tage nogle år, før kvinderne for alvor slår igennem i toppen af Forsvarets ledelse. Hun tænker ikke selv meget over, at hun er kvinde, men har kompetencerne i fokus.

”For mig har det altid handlet om at være en god soldat og officer, og accepten fra dine kollegaer kommer kun på grund af din faglighed og dine evner. Jeg tror mere, det har været mine omgivelser, som har bemærket, at jeg har været kvinde. Jeg tænkte faktisk ikke selv over det i de første mange år. I dag er jeg mere bevidst om, at jeg også er en rollemodel,” udtaler Jette Albinus.

Det er kun anden gang nogensinde, at en kvinde bliver udnævnt til general i Danmark. Første gang, det skete, var i 2016, hvor Lone Træholt blev udnævnt til brigadegeneral og chef for Flyvevåbnets Taktiske Stab.

Læs Jette Albinus’ CV

For yderligere information eller kommentarer kan du kontakte Hjemmeværnets pressevagt på tlf. 24 84 25 04 eller mail pr. mail HJK-KTP-PRESSE@MIL.DK

Følg Hjemmeværnet på Facebook, Twitter og Instagram
​​​​

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring