Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

NAV PÅ VEJ – nu i det Sydfynske

4 navigatører om bord på 800 klasse-fartøj i weekenden fik super træning og udfordringer i ukendt og vanskeligt farvand.

03-04-2017
Lene B., Jackie, Johnny og Matin er gennem et stykke tid trænet inden de skal på den sidste del af navigatør uddannelsen, NAV 4, af Lars Schwaner og Palle Andersen.
Indtil nu har uddannelsen hovedsagelig været teoretisk og sket om aftenen samt på vore planlagte togter med HJORTØ – et 900 klasse fartøj, i farvandet omkring Bornholm.
Fra fredag aften til søndag middag fik NAV’erne en ekstra udfordring, idet vi fyldte en buslet og drog til Assens, hvor Lars havde chartret 817 PARTISAN – et søsterskib til vort tidligere fartøj 803 ARIES – så nu stod det på sejlads med fremmed fartøj i anderledes og vanskeligt farvand.
Fredag aften og nat – indtil ca. 02.00 – bød på sejlads i mørke med havnemanøvre, bjergnings- og brandslukningsøvelser og blindsejlads, hvor gardinerne trækkes for alle vinduer og der så skal sejles instrumentsejlads.
Lørdag morgen kl. 08.00 er vi atter på vej og efter flere nye øvelser møder vi Søværnets MERLIN helikopter, der skal træne sammen med os.
3 af helikopterens besætningsmedlemmer sættes ned på PARTISAN og Martin, Palle og Johnny hoistes op i helikopteren i stedet.
Efter en kort rundtur fires de atter ned på PARTISAN en spændende oplevelse rigere!
Vi går kortvarigt i havn for at skaffe – spise – og tager så afsted igen for at sejle i ukendt farvand med snævre passager i mørke.
Klokken ca. 19.15 kommer MERLIN tilbage for at kaste en line ned til os. I den anden ende er en gummibåd, som selvoppustes ved kontakt med vandet. En læge, en hjælper samt en båre fires ned i båden, og den trækkes ind på siden af PARTISAN, hvorefter det hele hales indenbords.
Klokken ca. 12.00 lagde vi til i Årøsund for at gå til køjs.
Søndag stævner vi atter tidligt ud – og nu er det sommertid, så 1 times kortere søvn! – vandet er spejlblankt og det er bedst tænkelige!
Alligevel går det gruelig galt – en fejlnavigation resulterer i en meget høj lyd og fartøjet står på grund!
Nu starter et intenst arbejde med at undersøge forholdene og gøre klar til at trække os fri, undersøge skaderne og klargøre pumpeudstyr, så vi kan lænse skibet for vand.
En af vore to hjælpere fra Fyn, Morten er så uheldig at falde nede i messen, så han må have akut førstehjælp og transporteres op ad den stejle trappe til agterdækket, fordi der nu trænger vand ind fra et hul i skroget og vi ikke når at forsegle rummet.
Så er det med at gøre klar til bjærgningsrulle, PARTISAN krænger nu 25 grader og vi skal straks forlade skibet.
NÅH JA, jeg glemte jo helt at fortælle, at det hele var en øvelse – en meget realistisk en af slagsen.
 På mirakuløs vis kan vi sejle videre mod Asens. Hvor vi starten turen til Bornholm 11.30.
Det blev et par hektiske, udfordrende og lærerige døgn med en masse input og i tilgift fik Palle mange gode ideer til uddannelsestogtet i uge 36, som netop skal foregå i samme farvand.
Tak for en super god og lærerig tur og stor tak til Morten og Kasper fra Fyn for det store engagement og arbejde, de lagde i at bistå bornholmerbesætningen og tak for lån af HMV 817 PARTISAN.
 
Lars
ROF 471 Bornholm


Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring