Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Oksbøl terrænweekend

”Kære Chefer, Tak for lån af jeres folk!” Sådan begynder en mail jeg en søndag aften i maj ikke kunne lade være at skrive. En søndag hvor jeg træt, men glad og tilfreds netop var vendt hjem til Aarhus fra fælles terrænweekend i Oksbøl.

13-06-2017

Nogle timer forinden har jeg stået i pansersporet og sagt farvel og tak til deltagere fra 5 forskellige kompagnier og har knap nok styr på hvem der er fra eget kompagni og hvem der er ”udlånt”. Alle er et stort kompagni og har efter en weekend sammen i skoven lært at tilpasse sig hinanden og at være en enhed.

En måned tidligere; en kold søndag i april, står vi samme sted. 3 delingsfører og en KC fra forskellige kompagnier - henholdsvis HVK FRS, HVK ARO og STHVK EJY -  er samlet i pansersporet for at udtænke fjendens planer. ”Hvad vil Eshøj mon gøre her?” bliver der sagt mange gange den dag.

Inden da har vi allerede været til fælles terrænfordelingsmøde med de øvrige deltagende kompagnier, så vi har en ide om kompagniernes planer og hvert fald den fælles del søndag. Samlingen til RECCE i Oksbøl er udledt af et ønske om samarbejde på tværs. Nok en del mere af nød end af lyst, men med en tanke om, at når vi nu er samme sted, kan vi da lige så godt udnytte potentialet. Og mens jeg står og iagttager førernes samspil og fælles overvejelser begynder det at gå op for mig, at ”det kan rent faktisk blive godt, det her”.

 

 

 

Den fælles terrænweekend i maj i Oksbøl var planlagt med mange elementer spredt overalt i terrænet. Beredskabsuddannelse ved distriktet og individuelle ”kompagni-aktiviteter” fredag og lørdag, hvor nogle kompagnier gennemførte deres øvelser sammen. Fælles forsyningspunkt af STHVK EJY hele weekenden og  fælles angreb søndag med alle kompagnier samlet i Brikby.

Nogle kompagnier deltog hele weekenden, mens andre tog hjem lørdag. Nogle deltog med delinger, mens andre deltog med en håndfuld. Infanteri, bevogtning, kommando og logistik var alt sammen samlet i Oksbøl.

Hos HVK ARO var vi fredag til lørdag samlet 5 forskellige kompagnier til en weekend med overvågning og BSO skov inden vi sluttede os til HVK ESH og HVK HST til det fælles angreb søndag.

 

Hvad gjorde denne weekend anderledes end så mange andre øvelser?

Forskellen på denne slags weekender og en distriktsøvelse planlagt oppefra er tankerne. At der spørges ”Hvordan kan vi samarbejde om dette?” ”Hvordan kan vi bruge hinanden?”  ”Hvad kan vi lære af hinanden?” og at der er et reelt ønske herom.

Jeg tog hjem mange erfaringer rigere og med en glæde ved at have så mange forskellige enheder samlet på en gang til en fælles aktivitet. Da vi fredag samlede grupperne var det en broget flok med forskelligt erfaringsgrundlag og forudsætninger. Nogle havde modtaget varsel og var forberedt hjemmefra, mens andre blot vidste at de skulle møde i Oksbøl og havde pakket lidt ekstra, så der var noget til enhver situation.

Men søndag var vi en samlet enhed som samarbejdede og arbejdede (næsten) ens. Selvfølgelig var der forskel på førere og grupper alt efter underafdeling, men denne weekend var vi én enhed. Der blev delt erfaringer, materiel og hjælp på tværs. Der var god kommunikation blandt gruppernes førere og stor tillid til, at der var en plan. Grupperne gik med på alt vi foreslog uden at stille spørgsmålstegn og kom med forbedringsforslag, som gjorde weekenden endnu bedre.

God kommunikation på tværs, høj moral og respekt for hinanden er noget af alt det positive vi tager med og bygger videre på næste gang vi har fælles terræn, uddannelse og dagligdag.


 

 
 
 
 

 

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring