De seks soldater trænger i roligt tempo frem gennem skoven, mens regnen falder tungt på de omkringstående træers blade. Lyden af regnen bliver med jævne mellemrum overdøvet af den gennemskærende lyd fra en gren, der knækker under en støvle. Hver soldat har sit område der skal afsøges, hver soldat har sine sikringsretninger: Frem, tilbage, højre eller venstre. Langsomt, men sikkert, får gruppen afsøgt det lille skovområde. Ingen fjender er fundet. Soldaterne knæler ned med geværerne pegende i deres respektive sikringsretninger, mens gruppeføreren kalder delingsføreren over radioen for at få de næste instrukser.
Hærhjemmeværnskompagni Kongens
Lyngby afholdt i weekenden 6.-8. oktober en øvelse, hvor fokus lå på skovkamp.
I den anledning havde kompagniet hentet eksterne instruktører ind, som med
premierløjtnant Bo Østergaard i spidsen havde forberedt en weekend med fuld
knald på. Kompagniets folk fik en forsmag på, hvad de kunne blive udsat for, da
de torsdag aften blev undervist i teorien bag kamp i skov. Denne aften
indeholdt blandt andet en gennemgang af de forskellige skovtyper, som en militær
enhed kan komme ud for at skulle kæmpe i, de typer af bevoksninger, der kan
forekomme og hvilke fordele og ulemper der er ved disse. Aftenen fungerede også
som en indledning til weekendøvelsen, da deltagerne blev undervist i den
teoretiske del bag stillinger i skov, ildoverfald på fjendtlige stillinger, og
alt andet, som kunne være en del af selve øvelsen.
Skal ikke være perfekte første gang
Tilbage i skoven er gruppen stadig
i gang med øvelsen, lidt vådere end før. For selvom det regner, så holder de seks
soldater ikke pause. Instruktørerne har en lang række af opgaver, som skal løses,
og den nye opgave er allerede givet. For nu, hvor de er blevet færdige med at
afsøge området, skal de tilbage til deres køretøjer. Men selvfølgelig er det
ikke så simpelt, for nu er der opstået nye problemer, som gruppen skal tage sig
af på vejen. Undervejs i udførelsen af den nye opgave hører man pludselig en
stemme sige: ”Må jeg spørge om noget?”. Stemmen tilhører Bo Østergaard, der lige vil
hjælpe gruppen lidt i den rigtige retning. Det er ikke fordi, de gør noget
forkert. Det er kun fordi, der er en nemmere metode, som gruppen kan vælge. Og
det er dét, der er hele formålet med øvelsen. Man skal lære noget, og man skal
opnå erfaringer, man kan bruge senere. Gruppen skal ikke starte med at løse
opgaverne til punkt og prikke. I stedet skal de lære undervejs af de fejl de
laver, om de så er store eller små, så de ikke gør det samme, hvis situationen
opstår igen.
Efter gruppen har frigjort, får de
feedback fra instruktørerne, og med det samme ligger den næste opgave parat. Et
nyt stykke skov skal ryddes for fjender, gruppeføreren får styr på tropperne,
og soldaterne begynder at gå gennem området.
Kamp i skov er ikke altid lige let, og ofte kan
en stillesiddende fjende udnytte omgivelserne til sin egen fordel. Her ses
gruppeføreren besvare ilden fra fjenden, som gemmer sig et sted i
brombærkrattet. (Foto: C. I. Bronér)
I kamp med fjenden
BANG! En grå sky af røg stiger op
fra det sted, hvor sprængladningen er gået af. De seks mand svinger sig hurtigt
og præcist ned i knælende skydestilling mens forreste mand brøler ”Føling
højre!”, og afgiver tre skud mod den formodede fjende. Den følgende stilhed er
kun brudt af lyden fra den silende regn, og mens røgskyen stille driver væk med
vinden, forsøger gruppeføreren at vurdere situationen for at være 100 %
sikker på at træffe den rigtige beslutning. Og hvad er egentlig den rigtige
beslutning? Enten kan man stoppe op og undersøge hvorfra eksplosionen kom, med
den risiko at være sårbar over for en fjende, som kan skyde sig ind på gruppen.
Ellers kan man gå videre, med risiko for at man går forbi fjenden, som derefter
kan falde én i ryggen. I den virkelige verden vil det kunne betyde forskellen
på liv eller død – i øvelsen risikerer man bare lidt negativ feedback fra
instruktørerne. Gruppeføreren får
hurtigt truffet et valg – området skal afsøges, og tre mand sendes afsted. Kort
tid efter kan de tre soldater konkludere, at braget kom fra en luremine, og i
fast formation rykker gruppen videre ind gennem terrænet.
De seks mand når dog ikke særlig
langt frem, før endnu en fjende melder sig på banen med en kort skudsalve
rettet mod gruppens to forreste mand. Lyden af råbet ”Føling front!” blander
sig med lyden fra den forreste soldats gevær, mens han besvarer ilden fra
fjenden, og dermed holder ham i skak indtil resten af soldaterne kan komme på
plads og være med til at nedkæmpe ham. Gruppen spreder sig ud på en linje, men
nu opstår et nyt problem – en af deres kammerater er blevet såret. Mens to fra
gruppen begynder at give førstehjælp, skyder de andre videre mod fjenden.
Gruppeføreren kalder op til delingsføreren over radioen for at få lov til at
frigøre og trække sig fra kampen. Svaret i den anden ende er klart: Nej,
fjenden skal nedkæmpes. Dette er et tydeligt eksempel på de forhold, som
soldaterne kan komme ud for i en virkelig situation. Selvom der findes en
nemmere løsning, så er det i sidste ende føreren, der bestemmer, hvad der skal
gøres, og når delingsføreren siger nej, så er der ikke andet at gøre. Tre mand
trækker sig bagud i stillingen, og hængsler rundt om for at angribe fjenden fra
siden. Kort tid efter er fjenden nedkæmpet, og de tre mand kan vende tilbage
til resten af gruppen, som i mellemtiden har fået styr på den sårede soldats
skader.
Da gruppen er samlet igen kort tid
efter, stopper instruktøren øvelsen, og gruppen går i spredt uorden tilbage til
køretøjerne. Efter en kort evaluering vender soldaterne tilbage til
Christiansminde, hvor instruktørerne står klar med en ny teorilektion, inden de
praktiske øvelser genoptages om aftenen, når mørket er faldet på. Og her er der
ingen nåde – i en skarp situation kan man komme ud for at skulle kæmpe i skoven
om natten, så derfor skal gruppen også øve dette. Når øvelsen slutter søndag,
er soldaterne blevet klogere og har fået opbygget deres taktiske evner - og
derudover er deres uniformer blevet meget vådere.
Når en af
gruppens soldater bliver såret i kamp, må de andre træde ind for at hjælpe og
yde førstehjælp – selvom det for det utrænede øje hurtigt kan forveksles med et
overgreb. (Foto: C. I. Bronér)
