Topbanner

Nyhed

4. maj parade i Kastellet

Hjemmeværnet, der er født ud af modstandsbevægelsen, mindedes de faldne, hæftede sig ved nutiden og går fortrøstningsfuldt fremtiden i møde.

04-05-2014
Hærhjemmeværnsdistrikt København markerede årsdagen for Danmarks befrielse den 4. maj 1945 med en parade i Prinsessens Bastion i Kastellet.

HVK Rosenborg indgik i paraden med tambourkorps, eksercits- og fanekommando. Ligesom kompagniet bidrog ved kranselægning.
Distriktets næstkommanderende, major Steen Egesø formerede paraden i en af de nærliggende gader.
Indmarchen til Prinsessens Bastion skete til tonerne af »Den Tapre Landsoldat«. Hvorefter distriktets næstkommanderende, major Steen Egesø afleverede styrken til distriktschefen, oberstløjtnant Jens Jørgen Hansen.
  
Korporal Edward Wainer Sharf og menig Simone Rydahl lagde krans ved »Monument for Danmarks Internationale Indsats siden 1948« med inskriptionen »En tid - Et sted - Et menneske«.
Da chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Finn Winkler ankom, blev han modtaget med honnørsignal spillet af tambour Bengt Wendt Sørensen.
Distriktschefen, oberstløjtnant Jens Jørgen Hansen hilste og gav ordet til chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Finn
 
 
Den røde tråd er vores fællesskab
Chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Finn Winkler holdt 4. maj talen, som her citeres i uddrag.
Generalmajoren hæftede sig ved både fortiden, nutiden og fremtiden.
»Vi er samlet her i dag for at hylde de kvinder og mænd, der besluttede, at de ikke længere ville finde sig i besættelsesmagtens overgreb og gik ind i modstandsarbejdet. Det var ikke uden risiko. I ved alle, at den daværende regering med Vilhelm Buhl i spidsen udtalte; at det var ikke i fædrelandets interesse at støtte modstanden mod tyskerne. En svær politisk beslutning der selvfølgelig skånede Danmark og befolkningen. Men nok også, i et eller andet omfang, medførte, at vi var i stand til at redde langt de fleste danske jøder i ‘43. I Norge lykkedes dét ikke, hvor majoriteten af jøderne desværre blev deporteret og døde i tysk fangenskab. I dag står vi i Danmark og kæmper med traumerne, for at vi ikke kæmpede aktivt som nordmændene mod tyskerne. I Norge står de med en historie der gjorde, at de ikke kunne redde landets jødiske befolkning. Sådan er det i næsten alting – der er fordele og ulemper.«
Den 29. august 1943 brød Danmark imidlertid samarbejdet med den tyske besættelsesmagt.
»Uanset hvad jeg har nævnt, og hvad der kommer til at ske fremad, så er Hjemmeværnet til stede. Vi skal også leve op til de nye krav, der er til Hjemmeværnet. Hærens Operative Kommando har givet os et langt katalog over gode militære opgaver, som de gerne vil have os til at løse. Vi træder frem, når der er brug for det.«
»Vi er et barn af modstandsbevægelsen. Det er grundlaget, som skal bringes i erindring, når vi skal implementere forlig og løse nye opgaver. Den røde tråd skal være vores fællesskab som organisation, vores fællesskab mellem hinanden, men også fællesskab med de partnere, vi har og det Danmark, som vi alle sammen bor i. Jeg er sikker på, at vi kan balancere både vores historie og vores fremtid.«
»Det som nogen kalder ‘ånden fra modstandsbevægelsen’, den lever stadigvæk dybt i Hjemmeværnet. Vi kan klare meget, vi kan klare alt, særligt hvis vi står sammen. Så jeg er fuld af fortrøstning over de opgaver, der ligger foran os, og det fællesskab vi fortsat skal fastholde og udbygge,« sagde generalmajor Finn Winkler.
 

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg - Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224