Topbanner

Nyhed

​Klar til øvelse!!

Fremragende øvelsessamarbejde

“Fang cheferne!”
Af Palle Christiansen, kompagnireporter HVK SFY.

30-05-2015

​Øvelseskonceptet var bragende enkelt: “Fang cheferne”. Intet andet end det. Intet mindre end det. HVK Sydfyn og HVK Langeland er gode samarbejdspartnere i “Uddannelses Samarbejde Sydfyn”. På soldatersprog: “USAM SYD”. Et system, hvor vi udnytter den energi, der opstår ved f.eks. en fælles øvelse, kompagnierne imellem. (Med i “klyngen” er iøvrigt også HVK SVE og ÆRØ’s fællesværn.)

KC Per Christiansen samlede to bevogtningsgrupper og en INF-gruppe, og kørte over Langelandsbroen. Det foregik på en let overskyet maj-aften, lige for nylig. Målet var den flotte nye hjemmeværnsgård, Torpe Møllegård. Her blev de budt velkommen af kollegerne fra HVK Langeland.

 
KC’erne var “jaget vildt”
Vi fik hvad vi kom efter: En spændende øvelse, rutinering af grupperne, og ikke mindst, socialt samvær. En af gutterne sagde efter øvelsen: “Det er jo lige som i de gode gamle dage!”.
“Fang cheferne”. I dette tilfælde KC Bent Jørgensen, Langeland og KC Per Christiansen, HVK SFY. Det skulle vise sig i løbet af aftenen, at de blev “jaget vildt”, på grund af overvågningsfolkene i terrænet. KC’erne og 5 hjælpere, flygtede gennem gule, langelandske rapsmarker og iøvrigt gennem åbent terræn. Per gik nok under overvågningsfolkenes “øjenradar”. Det gjorde Bent ikke, og han blev fanget. Deres mål var at nå frem til rensningsanlægget nær festivalpladsen, syd for Rudkøbing. En af “piloterne” var vores egen Jesper Ellehauge. Aftenen sluttede med et gevaldigt Braavalla-slag ved festivalpladsen, hvor alle overvågningsgrupperne blev samlet ved 23-tiden.
 
Fly skudt ned ved Spodsbjerg
NK Langeland, René Larsen samlede øvelsesdeltagerne til ordreudgivelse på Torpe Møllegård.  “Vi er i krig”. Orange fly er skudt ned over Langeland. Der er meldt om overlevende piloter fra flyene. De søger over markerne mod vest til en opsamlingszone nær Rudkøbing Rensningsanlæg. 
 
Plan “Snedig”
Planerne var at hjemmeværnet skulle oprette overvågningslinjer i terrænerne omkring Gl. Spodsbjergvej - Vindeltorpvej og Fuglsbøllevej med en række overvågningsposter. De var bevogtningsdelingen fra HVK SFY, to grupper. Ledet af DF Christian Bjørkvig.  En langelandsk bevogtningsgruppe blev ledet af Karin. INF DEL fungerede som reserve og udrykkedeling. Anne-Sophie Fredegaard fik sin “ilddåb” som GF på denne øvelse. KSN var på Torpe Møllegård. Hertil var knyttet POKMP ved Kim Fagerli-Schmidt. Han sagde, at der var blevet taget ialt 3 fanger af de 7 flygtende piloter.
Det var HVK SFY’s 3. overvågningsgruppe som fangede den langelandske KC. Det fortæller Christina Foli.
 
Tak for godt samarbejde
KC Per Christiansen, HVK SFY rettede en tak til KC Bent og NK René fra Langeland, for et godt samarbejde. Og for en god øvelse. Per sluttede med at sige, at han kun havde set glade smil fra sine folk. 
Klokken blev et stykke over midnat, inden der var klar til at blive spist røde pølser, og drukket kaffe.
Sådan skal det bare gøres!

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg - Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224