Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Ved Mindelunden på Assistens Kirkegård

Højtideligholdelse af 4. maj

”Bum, bum, bum, bum, her er London. BBC sender til Danmark”. Sådan startede budskabet om, at Danmark var befriet, for 72 år siden. Vores nation var blevet frie af nazismens åg. Officielt fra næste dag, den 5. maj kl. 08.

08-05-2017
Af kompagnireporter Palle Christiansen
 
Distriktsfanen blev båret ind
Arrangementet startede i kapellet på Svendborg Assistens Kirkegård, hvor uniformeret personel fra HD FYN med Kent Mikkelsen i spidsen, mødtes med sydfynske HJV-soldater. Der var også en række inviterede gæster. Heriblandt Svendborgs borgmester, Lars Erik Hornemann, Christian Greve Ahlefeldt-Laurvig-Lehn, Hvidkilde gods med familie, kirkegårdsinspektør Tommy Christensen, m.fl.
Som æresgæst deltager hvert år den nu 95-årige, tidligere modstandsmand, Mogens Sand, Svendborg. I år på trods af, at han for nyligt havde brækket sin ene arm.

Feltpræst Henrik Nedergaard
Feltpræsten talte i kapellet og sagde bl.a.: ”I 2017 er der ikke mange, der kan huske besættelsen og befrielsen. Men selv om jeg var et lille barn dengang, så fornemmede jeg at opleve historie, men på en særlig måde.  Hver gang jeg hører frihedsbudskabet afspillet den 4. maj. Så rører det mig dybt. Med sorg og taknemmelighed mindes jeg dem, der satte deres liv ind mod ondskab og undertrykkelse. Herre, vær med os, som gør tjeneste i hjemmeværnet”.
Efter feltpræstens gribende ord, blev navnene på de frihedskæmpere, som mistede livet i Svendborg-området læst op. På skift mellem greven fra Hvidkilde, borgmester Lars Erik Hornemann, OL Kent Mikkelsen, og tidl. frihedskæmper Mogens Sand.
Som altid afsluttedes højtideligheden med ”Altid frejdig”.

”Last Post” ved mindelunden
Efter ceremonien trådte alle an, både soldater og civile. En lang procession, der nok nærmede sig 100 i antal. En trommeslager fra HJV Brassband Syd slog takten med dunkende trommeslag fra HJV Brassband Syd på turen gennem den forårsgrønne have, til mindelunden for modstandskampens ofre. Her blev der lagt blomster af CH HD FYN, OL Kent Mikkelsen, tidl. modstandsmand Mogens Sand, og Svendborgs borgmester, Lars Erik Hornemann (V).
Højtideligheden sluttede med, at Mette og Helle fra Brassband Syd, på trompeter, spillede ”Last Post”.
Herefter fortsatte arrangementet på HJV center Sølund.

Særlig tak til Christina og Per
På Sølund var også HVK SFY med til at fejre befrielsesaftenen, sammen med HVK SVE, HVK LLD, ÆRØ og Flotille-folk og POKMP. Tro mod gode sydfynske traditioner.  Det blev igen en smuk og stemningsfuld befrielsesaften.  HVK SFY tog sig af alt det praktiske, og især Per og Christina skal have tak for det store arbejde, de udførte med indkøb, bestillinger, m.v. Fra HDFYN kom OL Kent Mikkelsen og en lille stab af ansatte. Det starter altid på Svendborg Assistens Kirkegård, rundes af på Sølund hjemmeværnscenter. Distriktschefen OL Kent Mikkelsen har altid været med til at arrangere 4. maj på Sydfyn. Også en tak til Kent for hans opbakning.

Vi skal værne om at mindes
Distriktschefen OL Kent Mikkelsen, sagde her, bl.a. i sin 4. maj tale: - Nu er det 6. gang at jeg er med til at fejre dagen på Sølund. Selv om det er 72 år siden befrielsen i 1945, så giver det mig en særlig følelse af respekt og ærbødighed, at være med til denne mindedag. Og det bliver aldrig rutine for mig! Hver gang, jeg hører Frihedsbudskabet afspillet i radioen på denne dag, så føler jeg næsten, at hårene rejser sig i nakken. Denne dag skal vi fortsat værne om og højtideligholde og ære modstandsfolkenes minde.
Oberstløjtnanten sluttede med at fremhæve den nu 95-årige tidl. frihedskæmper Mogens Sand. Trods en brækket arm, møder han op til dette arrangement. Han er et forbillede.

Mogens Sand, ven af HVK SFY
Ja, Mogens Sand er et forbillede. Igennem mange år, har vores KC Per Christiansen sørget for at han kunne deltage i 4. maj arrangementet. Ved at holde kontakten, og hentet ham i hans hjem.
Under besættelsen var Mogens modstandsmand i København. Da han var kommet i Gestapos søgelys, måtte han gå ”under jorden”. Mogens Sand fortalte mig, at han, sammen med en kammerat flygtede til det frie Sverige. De roede simpelthen derover i en kajak. Mogens kom hjem med Den Danske Brigade i 1945.
Har i øvrigt boet 25 år i Costa Del Sol, sammen med familien men vendte hjem til Svendborg i 1998.

Helle Schou-Hansen og Kim Lindholm blev hædret

Det er tradition på denne dag, at der overrækkes tegn og udmærkelser.

Vores kompagni havde 3 tegnmodtagere på listen. Helle Schou-Hansen fik både hjemmeværnets Fortjensttegn og 40 års tegnet!
 
  
Kim Lindholm Jørgensen fik overrakt 25 års tegnet. 
Jesper Ovesen har også været med i 25 år, men han var ikke til stede ved ceremonien.
I år blev der på Sydfyn overrakt 3 stk. af hjemmeværnets Fortjenstegn, 2 stk. 50 års tegn, 5 stk. 40 års tegn, og 9 stk. 25 års tegn.

OL Kent Mikkelsen ønskede alle tegnmodtagerne til lykke og understregede, at udmærkelser og anciennitetstegnene er et vidnesbyrd om mange, frivillige tjenestetimer. Godt gået.
Kent Mikkelsen har altid været med til at arrangere 4. maj på Sydfyn. Også en tak til Kent for hans opbakning.

4. maj sluttede af med afspilning af Frihedsbudskabet.
En meget smuk aften.
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring