Topbanner

Nyhed

​Ja, der slæbes sandsække i massevis..!!

HVK SJS indsat mod EGON

Ligesom store dele af HJV i Nordsjælland var HVK Sjælsø også i aktion under stormen.

25-01-2015
HVK Sjælsø var kun 11 dage gammelt, da årets første storme ramte Nordsjælland. Metrologerne havde støt og roligt bygget et skrækscenarie op af orkan og stormflod, og alt hvad der kunne krybe og gå af beredskab var alarmeret.
Fredag og lørdag var bl.a. POKMP og INFKMP indsat i området omkring Frederikssund for at sikre byen og lavtliggende bebyggelser mod den truende stormflod.
Disse styrker skulle naturligvis afløses. Her kommer HVKSJS ind i billedet. Lørdag brugte ST/DF en stor del af dagen på at skabe overblik over hvor mange, der evt. kunne møde ind lørdag aften og søndag.
Lørdag aften blev undertegnede kontaktet af vagthavende fra distriktet, opgaven var klar. Mødested: Brandstationen i Frederikssund kl 0600 klar til alt i alle retninger.
Søndag morgen stod 8 mand/-inder klar til dagens opgaver, og ikke længe efter, var vi sendt ud for at afløse nogle af vores kolleger, som havde siddet stand-by i et lavtliggende beboelsesområde, med henblik på at evakuere beboerne hvis vandet kom.
En times tid efter blev vi kaldt tilbage, idet man fra politiets kommandostation, vurderede at faren var drevet over for det pågældende område.
Vel ankommet til brandstationen blev morgenmaden indtaget. Kort tid efter lød alle alarmklokker, og vi fik den besked, at der var sket et dige gennembrud i Hyllinge riis, det område vi netop havde forladt. Bevæbnet med en af beredskabskorpsets lastbiler kamplæsset med sandsække, hastede vi ud til området, for at standse vandet. Desværre lå diget ca. 300 meter fra nærmeste fastbanede vej, så vi måtte fatte sandsække og mandskabstransportere dem ned til diget. Trods vores veludviklede evner som dæmnings byggere, kunne vi ikke standse hele Roskilde fjord. En lokal vognmand blev tilkaldt, og med gummiged og flere læs grus blev diget forstærket, til det atter kunne holde vandet på den rigtige side.
Vi fik senere at vide at vores indsats havde været uvurderlig, i forhold til at sinke fjenden (vandet).
 


 
Retur til Frederikssund, hvor vi gik på vent, dog ikke længe, for vandet i fjorden var skyllet gennem kloarkerne og oversvømmet byens mest trafikerede lyskryds. Opgave: Ned og afspærre vejene, vejlede trafikanter m.m, Ikke vores spidskompetence, men vi klarede det uden nævneværdige skader og tab.
 


 
Dagens sidste opgave lød: læs en MAN 8 med alle de sandsække der kan være, og afsted til endnu et dige, som var ved at blive overrendt af fjenden. Denne gang i Skuldelev strand lidt syd for vores første OPG. Igen var diget lagt 300 meter fra vejen, så der var kun et at gøre, nemlig at bære sækkene frem til det sted hvor de skulle lægges.  Mørket havde nu sænket sig over området, og vi kunne atter engang returnere til brandstationen.
 


 
Kl 1800 vurderede politiet, at vandet trak sig tilbage. Vi kunne gøre det samme, og KMP blev aftrådt til forkortet week-end.
En stor tak til de fremmødte skal lyde herfra, det var en fornøjelse af se hvordan der blev knoklet max, når opgaver skulle løses. Desuden fungerede samarbejdet med civile myndigheder forbilledligt, alle var meget glade for vores indsats, især beboerne i de udsatte områder. Der er ingen tvivl, vi gjorde en forskel den dag.
Jeg er sikker at alle deltagerne kunne snøre støvler i retstilling dagen efter.
 


 
 

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg - Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224