Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Mindelunden i Ryvangen - Foto: Nikolaj Grøn

9. April har særlig betydning!

[SSR] Den 9. April har altid haft en særlig betydning for de frivillige soldater i hjemmeværnet. "Aldrig mere 9. april" siger vi stadigvæk. For Hjemmeværnets Særlig Støtte og Rekognosceringskompagni har datoen også en anden og mere positiv betydning.

09-04-2015


Af Nikolaj Grøn, SSR

 

Datoen 9. April har altid haft en særlig betydning for soldaterne i hjemmeværnet og det øvrige forsvar - "Aldrig mere 9. april" siger vi stadigvæk, og mener dermed at det aldrig må komme til en gentagelse af situationen, hvor Danmark blev taget på sengen og var forsvarsløs overfor et væbnet angreb.

De få danske soldaters kamp mod de tyske soldaters fremrykning den 9. April 1940 kan netop nu ses beskrevet i filmen af samme navn. I krigens sidste år intensiveredes modstandskampen, og nåede et omfang, der gjorde at den tyske besættelsesmagt ikke længere kunne sove roligt om natten. Udrustet med våben, sprængstof og i radiokontakt med London, viste modstandsbevægelsen vejen for eftertidens hjemmeværn. I de seneste år har film som ”Flammen og Citronen” og ”Hvidstensgruppen” mindet os om dem, der gav deres liv i forsvaret af Danmark.

Ud af modstandskampen voksede hjemmeværnet, og i 1949 blev det lovforankrede hjemmeværn oprettet. Og i 2009 kunne hjemmeværnet fejre sin 60 års fødselsdag. 60 år for fred og frihed under mottoet: "Aldrig mere en 9. april".

I hjemmeværnets ungdom, i midten af 1950'erne, var hjemmeværnets patruljetjeneste en broget skare. Formål, mål og midler, stod ikke altid lige klart for alle. Ud over lokale kamppatruljer ved distrikterne, blev der også oprettet Specielle Efterretningspatruljer (SEP) med det formål at lave fjernopklaring for Hæren, skulle landet blive blive mål for en militær invasion fra Warszawapagten.

Hilsen til alle tjenestgørende siden 9. april 1959.
For Hjemmeværnets Særlig Støtte og Rekognosceringskompagni (SSR) har datoen 9. april også en anden betydning: SSR fik sit nye navn 1/1-2007; tidligere hed enheden Patruljekompagniet ved Hærens Operative Kommando og før dette Patruljekompagniet ved Østre Landkommando. Enheden kan spore sit ophav tilbage til det navnkundige "SEP" - Specielle Efterretningspatruljer, og "SEP" officielle fødselsdag regnes som 9. april 1959, hvor enheden første gang omtales i et Forsvarskommando-direktiv af samme dato. SEP blev nedlagt i 1994. I dag er SSR hjemmeværnets nationale specialenhed indenfor rekognoscering, og enheden bidrager løbende til løsningen af forsvarets opgaver, også internationalt.

Den 9. april er således også en positiv mærkedag for SSR, og 50 året for enhedens ophav blev markeret den 9. april 2009, blandt andet med hilsener fra Forsvarschefen og Chefen for Hjemmeværnet.

SSR vil i dagens anledning sende en hilsen til alle, der igennem tiden har gjort tjeneste i de enheder som SSR udspringer fra, og til alle, der i dag gør tjenest i SSR, både herhjemme og i udlandet. Samtidig mindes vi, der ikke er iblandt os længere og dem, der faldt for Danmark: Æret være deres minde.



Flere historier i anledning af den 9. April 2015:

H.K.H. Kronprinsessen markerede 75-årsdagen for Danmarks besættelse

 

Hvis du vil vide mere

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring