Faldskærmsgrunduddannelse ved Jægerkorpset er primært for Jægerkorpset selv, og er så senere blevet en del af officersuddannelsen i det danske Forsvar. Udspring er Static Line – faldskærmen udløses idet man forlader flyet, via en line, der trækker faldskærmen ud.

 

Forud for kurset havde vi trænet Forsvaret styrketest C niveau 3 samt 3000 meter løb på max. 17 min. Den fysiske test var ikke noget problem, da niveaet er en del af grundformen.

 

Der var to instruktører fra Jægerkorpset (JGK), som var gennemgående på hele FALDGRU, og derudover var der en del hjælpeinstruktører fra JGK og Air Force Training Centre (AFTC).

 

Første dag på FALDGRU var fysisk test. Der var mødt 21 kursister op - en blandet landhandel, hvor størstedelen dog var Flyvevåbnets officerskadetter, som FALDGRU primært var for. Derudover var der mange fra Flyvevåbnet samt mange andre, som havde gjort sig fortjent til at komme på kurset.

Efter den fysiske test var bestået, blev der udpeget en delingsfører samt en moralofficer.

Herefter gik kurset i gang med Faldskærmslektion 1, føringsmåder udlægning, på- & aftagning og sammenlægning af faldskærm T10/MCD.

Resten af aftenen gik med at træne landefald, forlæns, baglæns og til venstre- og højre side.

 

Tirsdag, som alle andre morgner på kurset, startede med morgenløb og diverse forhindringer samt morgensang. Man kan roligt sige, at kurset er bygget op om mange traditioner, som vi selvfølgelig ikke skulle snydes for.

Meget af dagen gik med at træne landefald fra træner samt træne hænger og lave normalprocedure.

 

Det nok hårdeste på kurset var tårnspring. Ikke fordi det var ubehageligt at springe ud og træne proceduren for korrekt udspring fra fly. Det var mere det, at selerne man havde på, fik én til at ligne og gå som en gammel mand. Man blev nødt til at krympe sig sammen, og lige meget hvad man gjorde, så strammede selerne i lysken. Og selerne strammede ekstra meget i lysken, når man lavede tårnspring.

 

Så var turen kommet til pendler. Her blev man hængt op i en 2-3 meters højde, hvor vi svajede frem til tilbage, indtil instruktøren slap os med rebet, og man fik et landefald, der stort set var af samme kraft som et ægte spring. Her skulle kan så træne korrekt landefald til korrekt side, for ikke at slå sig. Hvis ikke man lavede det korrekt, kunne det ses i aftrykket i de små sten, man landede på. Desuden kunne man være mindre heldig og få hele landingskraften overført til ryg og hoved. Hvilket absolut ikke var meningen.

 

Sidst på dagen, trænede vi procedure for at ”hoppe af flyet”. Det bestod i at sidde i et lille hus, der var udformet som en flyattrap. Vi gennemgik proceduren igen, og igen og igen……og så lige igen.

Hver dag blev der lagt lidt ekstra på.

Den mest interessante faldskærmslektion omhandlede nødproceduren, hvis T10 skærmen ikke foldede sig ud eller man blev en efterhænger (hvor faldskærmen ikke bliver frigjort fra static line, og man hænger efter flyet). Nogle uger forinden havde der været et uheld med en civil faldskærmudspringer, hvor piloten ikke kunne få frigjort springeren og man måtte lande med springeren hængende ud af flyet. Piloten landede i skum på græs. Denne procedure har der længe været undervist i på FALDGRU som sidste udvej.

Af andre procedurer lærte vi, hvad vi skulle gøre ved landing i vand, eller hvis faldskærmen ikke foldede sig ud eller kun delvis var bærende. Vi trænede også procedure ved sammenstød med andre udspringere, og hvis man i luften landede ovenpå en anden springers faldskærm.

 

 

Sidst om torsdagen gennemgik vi endnu mere nøjagtigt hovedskærm og reserveskærm og trænede proceduren i flyet samt proceduren for at springe.

Efter næsten 4 dage med udstyret og uddannelsen, var man blevet godt bekendt med det hele og kunne begynde at udvikle egne rutiner forud for, at man blev tjekket ud af instruktørerne.

 

Efter aftrædelse torsdag (fri om fredagen – store bededag) fik vi at vide, at vejrudsigten mandag så ud til at være god. Der var udsigt til at vi kunne springe måske alle 3 spring om mandagen. På vores første spring måtte det højst blæse 4-6 meter i sekundet. Grund til dette er, at vores T10 skærm har en fremdrift på ca. 4-6 meter i sekundet. Dermed ville vi i teorien få en landing lige ned og frem, når vi går op i mod vinden, før vi lander. I landingssekvensen laver vi det man kalder for en modløber. T10 skærmen er kontrollerbar. Dvs. at den kan styres lidt ved at trække i nogle håndtag. Det tager dog noget tid før T10 reagerer, når man har ændret faldskærmens angrebskant på luften. Dette kan også gøre ved at trække i 2 af de 4 styreseler til faldskærmen, i højre- og venstreside.

 

Vi var ude at se dropzonen, som var et moseområde. Der var nogle enkelte grøfter og en mark på den ene side, hvor vi skulle lande. På den anden side var der en grusvej samt køer i indhegning. Dette resulterede naturligvis i en stående joke om, at vi ikke havde fået nogen nødprocedure for 'landing på ko'.

Efter en forlænget weekend med hjemmetræning af landefald og gennemgang af faldskærmteori, mødte vi mandag morgen.

Som noget af det første skulle vi igennem slutkontrol. En Jæger stillede os på skift nogle spørgsmål om faldskærmsteori samt om praktiske procedurer, som vi så skulle svare på eller vise.

Efter meget tilfredsstillende slutkontrol skulle vi alle hente vores hovedskærm samt reserveskærm og gå til C130 hangaren. Her gjorde vi vores udstyr klar og ventede på at få en frist for, hvornår vi skulle springe det første spring. Der var to ting, der skulle være på plads. Det ene var at skyhøjden ikke måtte være for lav, og den anden at vinden måtte ikke blæse mere end 4-6 meter i sekundet ved første spring.

Efter en time fik vi udstyret på og satte os forventningsfulde ud i C130. Dog kom vil til at sidde ca. i en time i C130, inden vejret var med os.

 

Ved første spring blev vi klappet af. Dvs. at Jump Masteren klappede os bagi, når vi måtte springe. At stå i ca. 475 meters højde og se landskabet glide forbi er fantastisk. Vi glædede os alle til at udføre verdens hurtigste venstre sving. Vi skulle springe fra venstre dør i C130. Så i det øjeblik vi hopper ud, bliver vi kastet til venstre med ca. 200 km. i timen. Så der skulle være fuld fokus på at have den korrekte stilling, så ikke man roterede rundt, når man kom ud. Hvis man roterede for meget, kunne det betyde, at skærmen var snoet, og at den derfor ikke var foldet helt ud. I værste tilfælde ville T10 skærmen ikke være bærende nok. Kommandoen var ”I DØREN”. Når vi fik klappet og sprang, kunne vi dårlig nok nå at sige ”HOP TUSIND – TO TUSIND – TRE TUSIND – FIRE TUSIND – KONTROL”, så var skærmen foldet helt ud, og vi hang der i luften i fuld stilhed.

 

FALDGRU er nok et af de fedeste kurser man kan komme på. Kurset giver adgang til at kunne tage flere danske spring, og man får den danske blå faldskærmvinge – AIRBORNE.