​"Mine kollegaer og jeg fra Hjemmeværnskompagni Cimbrer i Nordjylland ankommer forhåbningsfulde. Vi har ikke den store ide om, hvad der møder os - ud over det vi har hørt om huskelege og -sætninger. Alle har vi en ide om, at det bliver udfordrende, men hvordan er stadig i det uvisse. Denne uvished skal vise sig at præge hele kurset. Man vidste jo ikke, hvad der skete en time frem. Et gennemgående træk, som jeg personligt syntes er en taktisk smart afspejling af faktiske forhold på kamppladsen.

Da vi har meldt vores ankomst og fået udleveret den udrustning, vi skulle benytte os af i løbet weekenden, bliver vi gennet udenfor. Her bliver vores løbetest på 2400m på maksimalt 12 min. iværksat. De fleste klarer den tilfredsstillende. En god måde at starte kurset på, og få fjernet de værste nerver. Vi ligger os til at sove lidt før midnat.

Næste morgen bliver vi til min forundring vækket halvanden time før vi skal mønstre. En blid start gør, at vi får et roligt afsæt til i løbet af dagen at lære om bivuakker, felthygiejne og personlige tips og tricks. Herefter fik vi en god middagspause. Over middag fik vi bl.a. signaltjeneste. Personligt var det meget lærerigt og tempoet var hele tiden i moment, uden at blive frembrusende. Der var sågar plads til at vi kunne joke lidt om banaliteter og andet, uden at underviserne så skævt til os. Vi blev igennem hele kurset behandlet med respekt fra instruktørernes side af. En tak for læringsrig og inspirerende overlevering af viden og erfaring skal i hvert fald lyde herfra. Mange tak. Især for en personlig historie om, hvordan den militære livsstil havde forandret en rodløs sjæl til en stærk personlighed.

Sådan gik dagene med undervisning i forskellige soldatermæssige færdigheder. Samt noget af nætterne. Jeg glemmer ikke den første o-march, hvor jeg efter lidt over to timer kommer hjem badet i sved og desperat leder efter en instruktør. Jeg må indrømme, at jeg havde glemt instruksen, og i min iver efter at få en god tid råber efter en fører. En fattet personlighed siger så fra skoven, hvor han befinder sig, og beder mig om at dæmpe mig. I min glæde over den gode tid spørger jeg næste morgen de to, der gik før mig aftenen før og som også kom hjem før mig, hvad deres tid var. Det viser sig, at de begge havde gået raskt til på ruten, der hvor jeg havde løbet. På trods af det havde vi alle tre nogenlunde samme tid, en af dem endda hurtigere end min egen. Det, jeg troede var en klar sejr, viste sig blot at være endnu en lektion i ydmyghed og om hvordan der altid er plads til forbedring.

Søndagen gik med at hygge sig lidt i form af mere undervisning og aflevering af materiel. Solen skinnede, og vi havde en fantastisk dag, selv om det for nogle var nyt at være på i så mange timer ad gangen.

Jeg ser meget frem til næste gang på modul II.

Til da - god vind!"

Rasmus
(deltager på GPU april 2017)