Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Foto: Fanen bæres ind i Lønne kirke af Hjemmeværnsskolens myndighedsbefalingsmand, chefsergent Peter Flade og kaptajn Anders Tornby.

Nytårsparole i Nymindegab

Fredag d. 6. afholdt Hjemmeværnsskolen nytårsparole i Lønne kirke og Nymindegablejren. Ud over skolens medarbejdere deltog også Vardes borgmester Erik Buhl, kommunaldirektør Mogens Pedersen og folketingsmedlem Hans Christian Thoning.

09-01-2017

Af Signe Thiim​

Nuværende og tidligere medarbejdere på Hjemmeværnsskolen var mødt til gudstjen​este i Lønne kirke fredag d. 6. januar og efterfølgende frokost i den gamle spisesal i Nymindegablejren. Det samme var folketingsmedlem Hans Christian Thoning (V), kommunaldirektøren i Varde kommune Mogens Pedersen samt Vardes borgmester, Erik Buhl (V). Traditionen tro blev HM Dronningens nytårshilsen til Forsvaret, Hjemmeværnet og Beredskabet læst op inden frokosten.



Hjemmeværnsskolen er stadig i Nymindegab
"Vi er stolte over at være en stærk garnisonskommune, og er meget glade for det tætte samarbejde med garnisonerne, herunder Nymindegab. Jeg vil fortsat arbejde for, at Hjemmeværnsskolen er placeret i de historiske rammer her i Vestjylland," sagde borgmester Erik Buhl blandt andet i sin tale. Også skolechef Jens Sund berørte flygtningeemnet, der var særligt aktuelt for et år siden, da det var til diskussion, om Nymindegablejren eller dele af den skulle bruges som flygtningelejr. "Da vi stod her for et år siden var situationen en anden. Vi var på det tidspunkt i tvivl om Nymindegablejrens skæbne. Heldigvis ser det ud til, at planerne om at bruge Nymindegab som flygtningelejr er sat i bero for nu," sagde Jens Sund.

Hvad bringer det nye år?
2017 byder på mange nye opgaver for skolen, herunder implementeringen af de justerede befalingsmandsuddannelser og den lovpligtige uddannelse. Derudover skal skolen her i starten af året komme på plads i den nye organisation, som vi skal have til at virke endnu bedre end den gamle. Fem uddannelsescentre er blevet til tre, og skolen har fået en del nye medarbejdere, der skal løfte opgaven efter dem, der allerede er gået på pension og dem, går på pension inden for det næste år.


En særlig indsats
Grafiker Camilla Frost Christensen modtog en særlig pris for sit arbejde, som blandt andet omfatter brochurer, plakater og andre af Hjemmeværnsskolens publikationer. "Camillas arbejde kommer hele Hjemmeværnet til gode, og er altid af høj kvalitet. Derudover får man både som frivillig og kollega altid et smil eller en frisk kommentar med på vejen," sagde Jens Sund. Med anerkendelsen følger 3.000 kr fra Varde Kommunes Garnisonsfond.



Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring