"En lørdag formiddag i maj fandt jeg mig selv stående på en parkeringsplads i Estland i nærheden af et sumpområde sammen en gruppe andre patruljefolk. Her blev vi først sat ind i lidt af den grundlæggende teori omkring overlevelse, inden selve Survivalkurset tog sin begyndelse - herunder, hvad vi måtte spise i sumpen, hvilke planter der har antibakteriel virkning og andre nyttige facts.
Giftige rødder og våde tændstikker
Herefter fik vi udleveret lidt mad, snesko, fiskegrej og en mursten, som vi skulle have med ud i sumpen. Som det allerførste startede vi med at lave vores vandrepind, som alle skulle have - ikke mindst på grund af sikkerhed, så man kunne trække sig selv op fra vandet, mudderet eller hvad man nu kunne forestille sig at sidde fast i. Herefter begyndte vi at tælle skridt for at se, hvor mange ekstra skridt man tog i sumpen kontra normalt terræn. Vi skiftedes til at være spejder og lede flokken i den rigtige retning, og efter en times tid ankom vi til en lille lejr, hvor en anden gruppe estiske soldater havde lavet overlevelseslejr med sauna, soverum, bålplads, fryser og fremstilling af sleeping mat af grene.
Vi fandt en spiselig såkaldt 'wild carrot', som dog havde 90% lighed med en anden giftig og potentielt farlig rod. Derfor skulle man ikke spise den, med mindre man var 100% sikker. Hvis man ikke var sikker, skulle man starte med små mikro-bidder og vente på reaktion...
Herefter gik vi videre ud i sumpen. Da vi kom til det nye sted, skulle vi lave ild. Derfor havde vi først en lektion i, hvordan man kunne bruge våde tændstikker, og hvilke tændstikker der duede. Herefter prøvede vi at lave ild ved at køre en ståltråd hurtigt omkring en pæl.
Døden under mosset
Nu skulle vi bevæge os ud på sø, som var vokset til med mos, og derfor selvsagt er et utrolig farligt sted. Vi fik snesko på for at få vores vægt fordelt ud på et større areal. Mosset kunne være mellem 10 cm til 1 meter tykt. Under mosset var søen 7-9 meter dybt og nogle steder kunne man ryge lige igennem. Her kom ens vandrepind én til undsætning, hvis det gik galt. Vores vandrepind skulle være lige så høj, som når man strakte sin arm over hovedet.
Herefter gik vi en lang tur i området. Da vi kom til et søområde, stoppede vi og skulle prøve at gå på vores pinde; en anden måde at fordele ens vægt på når underlaget er meget ustabilt. Her hoppede en af instruktørerne også i vandet. Vi skulle også prøve at få vores ben sat fast og bruge vores pind til at rive os selv op igen. En vigtig pointe var, at man måtte ikke have mavebæltet på sin rygsæk spændt, for hvis man røg ned gennem mosset, så var det næsten umuligt at komme op, hvis ens rygsæk sat fast på én. Det skulle være sådan, at man bare kunne kravle ud af den ved at løsne skulderstropperne.
En god nats søvn over jorden
Herefter ankom vi til det område, hvor vi skulle overnatte. Her skulle vi bygge vores fiskestang og sætte den ud, så den kunne fange noget hen over natten. Herefter skulle vi bygge vores shelter. Vi byggede os et fint shelter, som var ca. en halvmeter over jorden. Vi sov fantastisk, selvom temperaturen kom under 0. Jeg havde sommersoveposen med, og det var ikke et problem.
Næste morgen gik turen hjem til start. På de 24 timer havde vi i alt gået ca. 20 km med alt grej på. Det var en hurtig tur, men stadig meget lærerigt. Især viden om, hvor farligt sådan et område kan være, og hvordan man skal bevæge sig i det. I en krigssituation er det et område, man oftest bruger til at gemme sig i, da det ikke er et område hvor fjenden har lyst til at bevæge sig ind i, og da slet ikke køretøjer.
Da vi kom tilbage til start, snakkede vi om turen og pakkede sammen, inden vi blev kørt tilbage til lufthavnen. Vi havde dog nogle timer inden vi skulle hjem, så vi afleverede vores bagage og tog et smut ind til byen for at få noget tiltrængt mad."
