Topbanner

Nyhed

​​

Livet ved grænsen

En lille fortælling fra Nils Anker Tønner- Oldefar om hans hverdag ved grænsen

12-06-2017

Livet på Grænsen

For godt et halvt år siden stod jeg og manglede et arbejde. Ca. samtidig stod hjemmeværnets Grænsebevogtningsenhed og manglede nye konstabler. Long story short så fik jeg tilbuddet om at starte som konstabel ved grænsen, efter at have gennemført både et trafikreguleringskursus og en missionsspecifik uddannelse. En del af det at blive godkendt til arbejdet ved grænsen, er at man underskriver en fortrolighedserklæring, så for ikke at udfordre den på nogen som helst måde, kommer denne artikel ikke til at omhandle arbejdet ved grænsen, men derimod det liv som vi fører ved siden af.
For på samme måde som man som konstabel og hjemmeværnsmand har to medarbejdernumre, så har man et liv i de timer man ikke er på arbejde ved grænsen, og et liv når man er der hjemme.
Det følgende er således min redegørelse for hvordan det er at være en del af et kompagni som ikke er som de andre. Et kompagni som i høj grad er begyndt at føles som endnu en familie.

Overordnet
Som, stort set, alle andre er vores dage opdelt i tredjedele: en tredjedel bruges på arbejde, en tredjedel på at sove og en sidste tredjedel på fritid. Den skarpe læser, har nok regnet ud at når jeg ikke kan skrive om den del der bruges på arbejdet og den del der bruges på søvn er uvedkommende, så kommer denne tekst til at handle om hvad en flok hjemmeværnsfolk bruger deres fritid på.

Grænseenheden består af to delinger, af hver tre hold. Det er politiet som har givet os disse betegnelser, så de minder mere om deres egne. På grund af de timer man arbejder, er der meget lidt tid til at være sammen med de andre hold, så ens eget hold går hurtigt hen og bliver ens familie, væk fra familien. Det er dog ikke fordi at det politi som også er ved grænsen nødvendigvis holder sig for sig selv, men da de ikke er udstationerede i lige så lang tid som os, er der oftest kun tale om kollegiale forhold.

Fritiden på mit eget hold, benyttes som oftest på følgende områder: FUT (fysisk udmattelse og tortur): da vi er underlagt et krav om fysisk egnethed, mad: fordi det, lige som hjemme, er et godt tidspunkt at samle folk og få luftet ideer, brok osv. og til sidst diverse sociale aktiviteter.

 

Mad
Mad er noget som alle mennesker har som et fælles referencepunkt for samtale. Hvad er godt? Hvad er skidt? Og kan man blande X med Y, uden at det bliver ulækkert? På mit hold er især aftensmåltidet, når man har nattevagt, en særlig begivenhed, hvor vi skiftes til at forsøge på at imponere hinanden med vores kulinariske evner. Og lad mig blot sige at de evner, ofte, ikke er overdrevne. Man kunne, hvis man ville være lidt fræk, vove den påstand at såfremt Forsvaret bad hjemmeværnet om at stille et forplejningskompagni, så ville der ikke være en eneste soldat med Dannebrog på venstre arm, der gik utilfreds fra messen.

Nu skal det jo helst ikke forlyde at vi drager til det historiske Sønderjylland med vores fremmede madvaner og på ingen måde lader os berige af egnens særlige madkultur. For fra tid til anden finder vi også tid til at besøge lokale spisesteder for at opleve den sønderjyske gastronomi. Ikke mindst deres bagværk og kager.

 

FUT
Med al den gode mad som vi udsættes for, er det vigtigt at holde sig i god form. Den fysiske træning i holdene er noget som vi indtil for nyligt selv måtte stå for. Men med årsskiftet kom også en udskiftning af den øverste ledelse, og blandt de små ændringer det medførte var blandt andet den at vi skal træne et fastsat rum tid om ugen. De bliver primært brugt på løb på vores hold, da den fysiske test som er afgørende for vores ansættelse er en løbetest, men vi har også taget ture i træningslokaler, enten hos vores indkvartering eller på kasserenen i Søgård. En gang i mellem kan vi også finde vej til svømmehaller, badmintonbaner og lignende, men som oftest er der tale om løbeture langs gendarmstien.

 

Sociale Arrangementer
Vi finder også tid til diverse sociale aktiviteter. Det kan være alt fra indkøbsture i det tyske, besøg ved forskellige historiske og kulturelle mindesmærker, biografture, spil, eller bare at se en film og drikke noget kaffe sammen. På grund af de skiftende arbejdstider er der enten tale om lidt hygge inden, eller efter en vagt. Det kan selvfølgelig også være rart med tid for sig selv, og det sociale er aldrig noget som er påtvunget den enkelte. Men, som det også er tilfældet i resten af det danske samfund, så melder man sig ud af det sociale med den risiko at man udelukker sig selv. Tiden som folk bruger for sig selv, kan jeg, selvsagt, ikke rigtigt fortælle meget om. For mit vedkommende betaler jeg regninger, taler i telefon med min familie der hjemme, skriver artikler til hjv.dk og diverse brev- eller elektroniske hjemmeværnskurser.
Som gruppefører i mit frivillige hjemmeværnsliv, så har jeg også en masse forpligtelser når det kommer til at holde styr på mine menige og deres uddannelser, og til at have et fremmøde på diverse uddannelses- og planlægningsaftener, og da jeg ikke er den eneste blandt de ansatte ved grænsen med et lignende, eller større, niveau af pligter så sker det at der er aktiviteter i hjemmekompagnierne som kræver at man tager turen fra Sønderjylland for at deltage. Dette kan lyde enormt stressende, endda umuligt at forene, men det taler højt om det niveau af engagement som hjemmeværnsfolk har. En gang i mellem må man eksempelvis tage direkte fra arbejde for at deltage i en øvelse, for så at vende tilbage til indkvarteringen i Sønderjylland.​


Limen som binder os
På samme måde som hjemmeværnet består af folk fra alle mulige samfundslag og professioner, så består grænseenheden af alle mulige hjemmeværnsfolk, fra menige til kompagnichefer, og repræsenterer alle de forskellige værnsgrene. Nogle har været i hjemmeværnet i ganske få år, mens andre har adskillige årtier i det frivillige bag sig. Det giver en særlig dynamik, at vi er så forskellige, men dog så ens. Det kan være svært at sætte ord på men, jeg vil mene at familieallegorien holder bedst. For, selv når vi er uenige, er vi stadig nødt til at kunne fungere sammen.
Når Forsvarets bidrag til politiets grænseoperation ophører, vil tiden brugt der nede altid give én en særlig fornemmelse. Og effekten af at blande så mange hjemmeværnsfolk, fra alle steder i landet og fra så mange forskellige kompagnier i så lang tid, kan kun ende med at være positiv for hjemmeværnet som organisation. For det er let at tro at hjemmeværnet blot er ens eget kompagni, men i virkeligheden så tilhører vi alle den samme familie, bundet sammen af et behov for at bidrage til vores land og hjælpe til der hvor der er brug for det.

​​​​

Fakta

Ord og foto af KS Nils Anker Tønner-Oldefar Gruppefører v INFHVKFYN 1 DEL

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg - Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224