Livet på Grænsen
For godt et halvt år siden stod jeg og manglede et arbejde.
Ca. samtidig stod hjemmeværnets Grænsebevogtningsenhed og manglede nye
konstabler. Long story short så fik
jeg tilbuddet om at starte som konstabel ved grænsen, efter at have gennemført
både et trafikreguleringskursus og en missionsspecifik uddannelse. En del af
det at blive godkendt til arbejdet ved grænsen, er at man underskriver en
fortrolighedserklæring, så for ikke at udfordre den på nogen som helst måde,
kommer denne artikel ikke til at omhandle arbejdet ved grænsen, men derimod det
liv som vi fører ved siden af.
For på samme måde som man som konstabel og hjemmeværnsmand har to medarbejdernumre,
så har man et liv i de timer man ikke er på arbejde ved grænsen, og et liv når
man er der hjemme.
Det følgende er således min redegørelse for hvordan det er at være en del af et
kompagni som ikke er som de andre. Et kompagni som i høj grad er begyndt at føles
som endnu en familie.
Overordnet
Som, stort set, alle andre er vores dage opdelt i tredjedele: en tredjedel
bruges på arbejde, en tredjedel på at sove og en sidste tredjedel på fritid.
Den skarpe læser, har nok regnet ud at når jeg ikke kan skrive om den del der
bruges på arbejdet og den del der bruges på søvn er uvedkommende, så kommer
denne tekst til at handle om hvad en flok hjemmeværnsfolk bruger deres fritid
på.
Grænseenheden består af to delinger, af hver tre hold. Det
er politiet som har givet os disse betegnelser, så de minder mere om deres
egne. På grund af de timer man arbejder, er der meget lidt tid til at være
sammen med de andre hold, så ens eget hold går hurtigt hen og bliver ens
familie, væk fra familien. Det er dog ikke fordi at det politi som også er ved
grænsen nødvendigvis holder sig for sig selv, men da de ikke er udstationerede
i lige så lang tid som os, er der oftest kun tale om kollegiale forhold.
Fritiden på mit eget hold, benyttes som oftest på følgende
områder: FUT (fysisk udmattelse og tortur): da vi er underlagt et krav om
fysisk egnethed, mad: fordi det, lige som hjemme, er et godt tidspunkt at samle
folk og få luftet ideer, brok osv. og til sidst diverse sociale aktiviteter.
Mad
Mad er noget som alle mennesker har som et fælles referencepunkt for samtale.
Hvad er godt? Hvad er skidt? Og kan man blande X med Y, uden at det bliver
ulækkert? På mit hold er især aftensmåltidet, når man har nattevagt, en særlig
begivenhed, hvor vi skiftes til at forsøge på at imponere hinanden med vores
kulinariske evner. Og lad mig blot sige at de evner, ofte, ikke er overdrevne.
Man kunne, hvis man ville være lidt fræk, vove den påstand at såfremt Forsvaret
bad hjemmeværnet om at stille et forplejningskompagni, så ville der ikke være
en eneste soldat med Dannebrog på venstre arm, der gik utilfreds fra messen.
Nu skal det jo helst ikke forlyde at vi drager til det
historiske Sønderjylland med vores fremmede madvaner og på ingen måde lader os
berige af egnens særlige madkultur. For fra tid til anden finder vi også tid
til at besøge lokale spisesteder for at opleve den sønderjyske gastronomi. Ikke
mindst deres bagværk og kager.
FUT
Med al den gode mad som vi udsættes for, er det vigtigt at holde sig i god
form. Den fysiske træning i holdene er noget som vi indtil for nyligt selv
måtte stå for. Men med årsskiftet kom også en udskiftning af den øverste
ledelse, og blandt de små ændringer det medførte var blandt andet den at vi
skal træne et fastsat rum tid om ugen. De bliver primært brugt på løb på vores
hold, da den fysiske test som er afgørende for vores ansættelse er en løbetest,
men vi har også taget ture i træningslokaler, enten hos vores indkvartering
eller på kasserenen i Søgård. En gang i mellem kan vi også finde vej til
svømmehaller, badmintonbaner og lignende, men som oftest er der tale om
løbeture langs gendarmstien.
Sociale Arrangementer
Vi finder også tid til diverse sociale aktiviteter. Det kan være alt fra
indkøbsture i det tyske, besøg ved forskellige historiske og kulturelle
mindesmærker, biografture, spil, eller bare at se en film og drikke noget kaffe
sammen. På grund af de skiftende arbejdstider er der enten tale om lidt hygge
inden, eller efter en vagt. Det kan selvfølgelig også være rart med tid for sig
selv, og det sociale er aldrig noget som er påtvunget den enkelte. Men, som det
også er tilfældet i resten af det danske samfund, så melder man sig ud af det
sociale med den risiko at man udelukker sig selv. Tiden som folk bruger for sig
selv, kan jeg, selvsagt, ikke rigtigt fortælle meget om. For mit vedkommende
betaler jeg regninger, taler i telefon med min familie der hjemme, skriver
artikler til hjv.dk og diverse brev- eller elektroniske hjemmeværnskurser.
Som gruppefører i mit frivillige hjemmeværnsliv, så har jeg også en masse forpligtelser
når det kommer til at holde styr på mine menige og deres uddannelser, og til at
have et fremmøde på diverse uddannelses- og planlægningsaftener, og da jeg ikke
er den eneste blandt de ansatte ved grænsen med et lignende, eller større,
niveau af pligter så sker det at der er aktiviteter i hjemmekompagnierne som
kræver at man tager turen fra Sønderjylland for at deltage. Dette kan lyde
enormt stressende, endda umuligt at forene, men det taler højt om det niveau af
engagement som hjemmeværnsfolk har. En gang i mellem må man eksempelvis tage
direkte fra arbejde for at deltage i en øvelse, for så at vende tilbage til
indkvarteringen i Sønderjylland.
Limen som binder os
På samme måde som hjemmeværnet består af folk fra alle mulige samfundslag og
professioner, så består grænseenheden af alle mulige hjemmeværnsfolk, fra
menige til kompagnichefer, og repræsenterer alle de forskellige værnsgrene.
Nogle har været i hjemmeværnet i ganske få år, mens andre har adskillige årtier
i det frivillige bag sig. Det giver en særlig dynamik, at vi er så forskellige,
men dog så ens. Det kan være svært at sætte ord på men, jeg vil mene at
familieallegorien holder bedst. For, selv når vi er uenige, er vi stadig nødt
til at kunne fungere sammen.
Når Forsvarets bidrag til politiets grænseoperation ophører, vil tiden brugt
der nede altid give én en særlig fornemmelse. Og effekten af at blande så mange
hjemmeværnsfolk, fra alle steder i landet og fra så mange forskellige
kompagnier i så lang tid, kan kun ende med at være positiv for hjemmeværnet som
organisation. For det er let at tro at hjemmeværnet blot er ens eget kompagni,
men i virkeligheden så tilhører vi alle den samme familie, bundet sammen af et
behov for at bidrage til vores land og hjælpe til der hvor der er brug for det.
