Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Nytårsparole i kompagniet

Helligtrekongers aften er næsten standard for nytårsparole og standarden fortsatte fredag aften, hvor kompagniet fastholdt traditionen på hjemmeværnsgården i Tjørring.

08-01-2017
Tekst & foto: Webredaktør Jørgen Krätz Andersen
 
Da alle var ankommet, blev der trådt uden for med Egon Frederiksen som chef for delingen. Han fik meldt af til KC Kim Opstrup, hvor på man skyndte sig ind i varmen.


Da alle var kommet på plads blev H.M. Dronningens skål drukket. Så var der yderst høflig selvbetjening ved ta’ selv bordet. Flæskesteg på gammeldags facon, særdeles lækkert. Desserten var ej heller at forklejne, så der var ikke mange rester at smide ud.
 

Så tog KC ordet og startede med en velkomst til helt nye folk. Han berettede om året der var gået, om de mange aktiviteter, kompagniet har deltaget i gennem året, både sociale og militære. Vores ”show off” på Hogager marked, hjælp ved grænsekontrollen, udskiftning på funktioner så som SKLÆ og FSBM, nye BM-er og VJTF samt det nye skarpe objekt ved Karup.
 
Yderligere er AKOS for 2017 på plads, uddannelseskodeordet er bevogtning, enkeltmandsfærdigheder samt føreruddannelse er i spil. I 2016 leverede kompagniet 12.973 timer af ca. 70 m/k-er.
I dag er flere uddannelser opdateret og flere kan gennemføres lokalt, hvilket nok gør tingene lidt lettere. Blandt andet vil LPU-uddannelsen kunne laves for moduler 1 – 4 hjemme i kompagniet, men endnu er der ting som ikke er på plads.
KC omtalte også den ”nye” trussel fra østmagten Rusland, dennes krænkelser af svensk og norsk territorium, og de nye muligheder for udsendelse til f. eks. Mail, Irak og Letland, plus en øvelse i USA.
Kim Opstrup sluttede med en stor tak til hele kompagniet for indsatsen i 2016.
Så skulle der uddeles tegn. Bent Nielsen modtog 40 års tegn, Kirsten Pedersen og Arne Pilgaard fik 25 års tegn og Thomas Groth 20 års tegnet.

På skyttemærkesiden var der guld til Kim Opstrup og Karsten Lauridtsen, Karsten fik også guld på LSV. Jesper Thorø fik sølv og Anders Lynge Christensen fik bronze.

Svend Erik Pedersen tog sig af skyttepokaluddelingen som sin sidste officielle opgave. Anders Lynge var umiddelbart her efter oppe og takke Svend Erik for hans store arbejde med skydningen gennem årene.

På underholdningssiden stillede man tre mand op til at skille og samle geværet, henholdsvis med og uden bind for øjnene. Her måtte de unge sande at alderen og rutinen slår alt. Bent Nielsen vandt!

Jens Vind viste en videooptagelse fra Hogager Marked i september, hvor NK Jens Jørgen Andersen demonstrerede FIK-køretøjets fortræffeligheder.
Aftenen sluttede med hyggeligt, socialt samvær.
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring