Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Topbanner

Nyhed

Der var brug for, at ​MHV 912 HOLGER DANSKE fra Kalundborg rykkede hurtigt ud

Ægtepar reddet i befærdet farvand

​Marinehjemmeværnet i Kalundborg har søndag aften reddet et ægtepar i en lystbåd. Båden kunne ikke styres på grund af havari på roret og drev i faretruende retning mod ’Rute T’. Rute T er den tunge skibstrafiks ’motorvej’ gennem Kattegat og Storebælt.

19-03-2017

Af Ninna Falck

Søndag klokken 16.22 blev Flotille 251 Kalundborg alarmeret af Forsvarets Joint Operations Centre.

En 45 fods lystsejler var havareret med en rorskade og lå nordvest for Røsnæs. Ægteparret om bord havde kastet anker, men båden drev i retning mod Rute T og Hatter Barn ved Samsø.

Det er et problem, fordi det ikke er ufarligt at ligge og skvulpe rundt i Rute T, som er den dybe transitrute for den tunge skibstrafik på vej gennem Kattegat og Storebælt.

Derfor havde man i flotillen travlt med at få samlet folk til opgaven og komme af sted.

På vej en halv time efter alarm
”Vi startede med at sende vores hurtige gummibåd ud mod havaristen, og den afgik fra Kalundborg klokken 16.55. 20 minutter efter var vi på vej med HOLGER DANSKE”, fortæller fartøjsfører, løjtnant Flemming Buch, som har stået i spidsen for aftenens sejlads og de i alt otte frivillige gaster, der var med ude på opgaven.

Gummibåden var hurtigt fremme og fik kontakt med lystbåden, hvor man kunne skabe sig et overblik og berolige ægteparret. Da HOLGER DANSKE nåede frem, sørgede gummibådsbesætningen for, at der blev etableret et slæb mellem lystbåden og det grå fartøj.

”Klokken 18.27 havde vi båden på slæb, og nu går det stille og roligt med tre knob tilbage til Kalundborg med forventet ankomst klokken 22.40”, fortæller Flemming Buch i telefonen fra HOLGER DANSKE, og han kan også fortælle, at han er i løbende kontakt med ægteparret i lystbåden, som er meget lettede over at blive reddet.

”Det har for så vidt været en ganske udramatisk aktion, men det har ikke været godt at ligge og drive i mørket i 1,5 meter høje bølger på vej ud i Rute Tango”, understreger han.

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring