Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Topbanner

Nyhed

​Michelle Vonsild og hendes far om bord på LYØ på vej ud af Esbjerg Havn, mens alt stadig var helt fredeligt. Foto: Signe Thiim.

Vandt sejltur og fik 40 sømil ekstra i Vesterhavets bølger

Michelle røg med på en redningsaktion, da hun var gæst på en sejlads med Marinehjemmeværnet i Esbjerg. En lystsejler var i alvorlige problemer ud for Hvide Sande. og Michelle måtte tage med på den lange sejlads, indtil aktionen blev afblæst.

23-05-2017

​Af Ninna Falck

Michelle Vonsild var den heldige vinder af en sejltur med Marinehjemmeværnet. Hun havde svaret rigtig i en konkurrence på Hjemmeværnets facebookside. Tirsdag aften skulle hun så ud og indkassere sin gevinst, og hun havde taget sin far med.

Fartøjsfører Ole Thomasen havde forberedt en rolig aftensejlads om bord på Flotille 131 Esbjergs fartøj, MHV 904 LYØ. Men det gik ikke helt som forventet.

Fra øvelse til hård tur i tre meter bølger
LYØ  var sejlet ud med en frivillig besætning på 12 gaster og Michelle og hendes far ved 18.30-tiden for at øve og vise gæsterne lidt om livet om bord på et MHV-fartøj. Klokken 19.15 blev planerne om bord på LYØ dog brat ændret. Besætningen blev alarmeret af Forsvarets Joint Operations Centre (JOC), som fortalte, at en sejlbåd tog vand ind 10 sømil ud for Hvide Sande.

På det tidspunkt lå besætningen og øvede lige på vej ud af løbet ved indsejlingen til Esbjerg. Kursen blev nu straks sat mod nord med 40 sømil til positionen.

Det blev en noget barskere tur end planlagt for de to gæster. Vind og sø gik lige imod hjemmeværnsfartøjet, da de lagde sig på kursen nordpå. Og bølgerne var oppe på tre meters højde. 

Klokken 21.30 kontaktede JOC LYØ igen. Redningsbåden fra Hvide Sande Redningsstationen havde klaret ærterne. De var nået ud til den nødstedte sejlbåd, hvor de havde fået situationen under kontrol og tilsyneladende oven i købet havde tømt sejlbåden så meget for vand, at den kunne bjærges med i havn.

40 sømil og søsyge gav alligevel blod på tanden
LYØ blev herefter frigivet for opgaven og kunne nu vende hjem til Esbjerg igen efter at have tilbagelagt godt 20 af de 40 sømil. Så det blev en temmelig forsinket hjemkomst.

”Vi havde jo planlagt at være hjemme ved 22.00-tiden, men det bliver lige et par timer mere eller tre. Men sådan er det. Vi har da fremtryllet lidt mad fra gemmerne, og vinden har nu lagt sig”, fortalte radiogast, oversergent Claus Sørensen, i telefonen fra LYØ kl. 21.45. 

Og Michelle Vonsild og hendes far har - trods søsyge og den kraftigt forlængede sejlads - haft en spændende oplevelse. Faktisk så spændende, at Michelle nu seriøst overvejer at melde sig ind i Marinehjemmeværnet, så snart hendes to små børn er store nok til at kunne undvære deres mor en gang imellem.

Herunder:
​MHV 904 LYØ på en mere rolig dag. Foto: Christer Holte



Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring