Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Topbanner

Nyhed

​Medlemmer fra tre af Marinehjemmeværnets flotiller var med til at løse nattens opgave om bord på MHV 912 Holger Danske. Arkivfoto: Ole Friis

’Joint MHV Operation’ ved grundstødning

​Hele tre flotiller fra Marinehjemmeværnet var lørdag repræsenteret under en aktion, hvor Marinehjemmeværnet i Kalundborg blev kaldt ud for at assistere en grundstødt lystsejler.

15-07-2018

Af Ninna Falck

Lørdag aften klokken 21.30 blev Marinehjemmeværnets Flotille 251 Kalundborg kontaktet af Forsvarets Operationscenter.

En sejlbåd var gået på grund ved Røsnæs Fyr i den nordlige del af indsejlingen til Kalundborg Fjord, og flotillen blev bedt om at assistere den uheldige lystsejler.

I Kalundborg var flere medlemmer af Marinehjemmeværnet samlet. På vej hjem fra Marinehjemmeværnets uddannelsesuge på Slipshavn ved Nyborg, var kammerater fra Marinehjemmeværnet i Helsingør og Korsør taget med til Kalundborg, hvor de fik en bid mad med venner fra det lokale Marinehjemmeværn.

Så den halve besætning var sådan set allerede samlet, da anmodningen om assistance tikkede ind, og det tog ikke lang tid, før fartøjsfører Jimmi Nielsen kunne forlade Kalundborg Havn om bord på MHV 912 Holger Danske

- Vi afgik klokken 22.10, og Jimmi sendte samtidig Holger Danskes gummibåd i forvejen, fortæller Gitte Larsen, der ellers er flotillechef i Helsingør.

Eskorteres p.g.a. navigationsproblemer
De to gaster i den hurtige gummibåd var de første ude ved havaristen. Han var i mellemtiden kommet fri af grunden, men han og hans to passagerer om bord på den ca 20 fod lange sejlbåd var dog meget glade for følgeskabet.

- Havaristen har haft et elektronisk havari af en art, så hans navigation duer ikke, og han har anmodet os om at eskortere ham i havn, siger Gitte Larsen.
Derfor lagde gummibåden sig bag sejlbåden på vej til Kalundborg Havn, og da de mødte Holger Danske fulgte det grå fartøj efter.

Så på en lørdag aften og nat i fint vejr vil de tre både således gå stille og roligt tilbage mod Kalundborg Havn, hvor Jimmi Nielsen skønner, at alle er fremme ved omkring 01.30-tiden.

- Når det nu bare er en ukompliceret MAS (Maritim Assistance red.), så synes jeg, at det er meget sjovt, at vi er to gaster fra Marinehjemmeværnet i Korsør, to gaster fra Marinehjemmeværnet i Helsingør og Syv gaster fra Marinehjemmeværnet i Kalundborg, som lige går sammen om denne opgave. Men sådan er det – vi er her jo altid!, afslutter Gitte Larsen i mobiltelefonen direkte fra Holger Danske lige omkring midnat.

Herunder:
Lystsejleren var gået på grund ved Røsnæs Fyr og blev eskorteret ind til Kalundborg havn. Udklip fra Google Maps



Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring