Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Topbanner

Nyhed

​Uniformen efterses i geled, så der er styr på detaljerne

MHV Fanekomman-hvaffor-en-fisk?

I den forgangne weekend mødtes en flok marinere på Holmen, for at træne sammen som fanekommando og deltage i Den Blå Gudstjeneste i Holmens Kirke. Men hvad får 7 M/K til at spendere en hel weekend med eksercits og pudsning?

09-01-2018

Nyeste "tilløber"
Jeres udsendte rapporter har en fortid - som medlem af Hærhjemmeværnet og en periode i et eksercitskommando på Sydfyn. Det er mange år siden (godt 10 år), men minderne var glorværdige og da lejlighed bød sig, for at deltage i træning og gudstjeneste med MHV Fanekommando, var der ikke langt fra tanke til handling. Noget spændt mødte jeg op på Holmen lørdag morgen, for at mødes med de mere garvede deltagere vest fra.

Starten var blid, idet der var indtagelse af morgenmad, da jeg ankom sammen med fotografen, men der gik ikke mange minutter før det føltes som om vi havde kendt hinanden længe. Det var som at komme hjem og møde noget helt nyt på én gang. Den blide start, blev hurtigt afløst af den seriøse del af legen - nemlig eksercits for fanekommando og der blev gået til stålet. Det skønne var, at det var meget seriøs træning, blandet med latteranfald, når deltagerne - dybt overbevist om at hver især havde forstået den afgivne kommando, marcherede og vendte i 3 forskellige retninger - til stor undren for fanekommandøren.

Hurtigt kom de basale ting på plads og der blev trænet forskellige manøvrer, med forskellige fanebærere og fanekommandører, så flere fik mulighed for at bygge på deres basisviden. Som nytilkommen i en fanekommando og helt “grøn” i den del af den maritime verden, var der masser at suge til sig. Normalt er jeg ikke så bombastisk i mine udtalelser, men det var simpelthen fedt, at være en del af en enhed, som vil gøre det godt, som vil træne og gerne gentager kommandoer 10 gange, for at få sat tingene på plads - ud over at der der hverken blev mukket, når der blev rettet på personlig optræden/fremtoning, eller når der skulle pudses messing og fodtøj. 

Den Kongelige Livgarde ved Amalienborg

Sjov og alvor på én gang
Nu skulle man måske tro at al tiden gik med at eksercere og pudse grej, men det var bestemt ikke tilfældet. Når man er sammen med entusiastiske mennesker, med stor faglighed, så er det muligt at indbygge flere aspekter i samme weekend. Således afgik vi fra Holmen efter den første runde træning til Rosenborg, for at se og følge Den Kongelige Livgardes parade til Amalienborg og vagtskiftet. Dette var muligheden for at se hvordan de “professionelle” håndterer eksercitsen og måske også et enkelt eksempel på, hvordan vi ikke vil lave det. Det var en sjov oplevelse at passere gennem det centrale København sammen med paraden - vores nydelige uniformer (arbejdstøjet denne gang) og hvide kasketter affødte en del respons fra publikum rundt på ruten. At vi, inden afgang fra Rosenborg, nåede at afgive assistance til Politiet (aftagning af regnbukser kan være svært…), gjorde ikke oplevelsen ringere.
 
Tilbage ved Rosenborg, nåede vi at se Livgardens museum og få lidt historier fra de af deltagerne, som havde en fortid med tamburkorps - inden turen gik tilbage til Holmen. Her ventede endnu en gang træning, denne gang med faner (træning til gudstjenesten), inden en meget vellykket middag, efterfulgt af pudsning til den store guldmedalje.  
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 


Alle fanerne og messing på bælterne skulle gejles op, så de strålede. Nogen ville måske synes det var kedeligt, men tro om igen - stemningen var høj og der blev lystigt vist frem, når et særligt genstridigt stykke messing, havde fået fordums glans tilbage. At det så lykkedes undertegnede at
introducere en hidtil ukendt “pudse-gadget”, var bare et ekstra plus. Grundet den seriøse indstilling fra fanekommandoet, nåede vi også en lille rundvisning på en motortorpedobåd, søndag inden frokost, venligst forestået af vores medbragte fotograf.  
                                                                      
Fanekommandoets opgaver er mangfoldige, så her øves sammenlægning af flag
(
sengetæppe, i dette tilfælde - i mangel på flag).
 
Traditioner og ceremoniel
Hvad skal det så bruges til - alt det her “nørderi”? Basalt set er det en hyldest til vores smukke flag og det håndværk der ligger i at arbejde sammen, som det er nødvendigt når eksercits skal se rigtig godt ud og lyde “lækkert”.
 
Målet med weekendens træning var Den Blå Gudstjeneste i Holmens Kirke, hvor der skulle bæres 3 faner ind af fanekommandoet - inklusive MHV fanen - naturligvis med chefen for Marinehjemmeværnet - Henrik Holck Rasmussen i spidsen.

Påklædning kræver også teamwork
 
Tidligere har de vestlige deltagere i MHV Fanekommandoet, forestået ceremoniel ved andre højtidelige lejligheder og da Marinehjemmeværnet nu er samlet i en landsdækkende enhed, er det naturligvis tanken, at MHV Fanekommandoet også skal dække hele landet.
 
Inden frokosten søndag, fik en række deltagere fra MHV Frivillig Stab demonstreret, at det ikke var slinger og sløseri, når fanekommandoet trænede. En “Holdt!” kommando, lidt tæt på de øvrige gæster, fik nogle til at trække sig en smule, fordi de åbenbart troede at kommandoet ikke ville stoppe i tide. Det gjorde det - og det lød ikke som perler på et marmorgulv!
 
 
Fremtiden
Dejligt var det også at se og høre reaktionen fra deltagerne ved gudstjenesten, når de oplevede fanekommandoets medlemmer, iklædt fineste uniform, hvide handsker, bælter og gamacher, udføre opgaverne i flot stil. Det borger for ønske om deltagelse ved endnu flere lejligheder fremover, ud over de arrangementer der primært har foregået i det vestlige Danmark, hvor enheden har haft sin vugge.
 
MHV Fanekommandoet er endnu ikke formelt godkendt, men er i sin sidste fase af godkendelser og derfor bliver der forhåbentlig rig mulighed for fremover, både at opleve fanekommandoet i aktion, men også at deltage som medlem, hvis man synes at ceremoniel og traditioner er noget man vil værne aktivt om.
 
MHV Fanekommando er hjemhørende i Frivillig Stab og kan anmodes om støtte ved særlige lejligheder, på lige fod med musikkorps mm.

MHV Fanekommando i kirken, efter gudstjenesten, med Chefen for Marinehjemmeværnet - Henrik Holck Rasmussen i front

Fakta

Forfatter: Jane Noesgaard Larsen Fotograf: Bjarne Olsen
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring