Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Topbanner

Nyhed

​Flydespærringen pustes op og sættes i vandet fra Holger Danske

Marinehjemmeværnet har inddæmmet olie

Et køleskib er i dag havareret og lækker nu olie i Kalundborg Fjord. Marinehjemmeværnet fra Kalundborg er ude med deres fartøj Holger Danske for at inddæmme olien.

20-03-2018

​Af Ninna Falck - Foto: Flemming Buch

Kaptajnen om bord på køleskibet 'Crown Ruby' slog ifølge Ritzau tirsdag klokken 14.45 alarm, fordi skibet havde et hul i skroget, hvor det lækkede olie fra brændstoftanken.

Crown Ruby var på vej gennem dansk farvand fra Sankt Petersborg til Panama, da problemet opstod, og det lagde sig ind Kalundborg Fjord ved Røsnæs.

Klokken 15.00 blev Marinehjemmeværnet i Kalundborg alarmeret, og det lokale fartøj, 'MHV 912 Holger Danske', afgik fra havnen med en besætning på i alt 10 frivillige klokken 16.10. De var ude ved køleskibet 25 minutter senere.

Fartøjsfører om bord på Holger Danske er Løjtnant Flemming Buch. Han sendte Holger Danskes gummibåd ind og tage prøver af olien, og flydespærringerne blev sat ud for at inddæmme den udsivende olie.

Læs mere om Marinehjemmeværnets havmiljøopgaver her

”De lækker noget heavy fuel og oliefilm og oliesporet har været ca 1,3 sømil langt”, fortæller fartøjsfører Flemming Buch.

Køleskibet delvist omkranset af flydespærringer
Holger Danske har været ude og dæmme oliebræmmen ind, Herefter har besætningen om bord på Marinehjemmeværnsfartøjet og i gummibåden fastgjort Holger Danskes 360 meter flydespærring på hver side af Crown Ruby, så køleskibets agterende – og hullet i skroget – er omkranset, og sådan at både den indsamlede og den udsivende olie kan holdes i skak inde ved skibet.

Læs videre under billedet
- I firkanten ligger Holger Danske og Ruby Crown. Udklip fra vesselfinder.com tirsdag kl. 21.18

Når uheldet nu skal være ude, og der skal inddæmmes olie med flydespærringer, så er vejrforholdene tirsdag aften sådan set ideelle.

”Det er koldt, og har blæser omkring fire sekundmeter. Havet er roligt, der er kun ganske få krusninger på overfladen, så det er rigtigt fint”, siger Flemming Buch.

Infrarødt udstyr ser olien i mørket
Flemming Buch  har desuden også har gjort sig gode erfaringer med Holger Danskes infrarøde kamera ved olieopgaven.

"Det er fantastisk. Selvom det er bælgravende mørkt, kan vi se oliefilmen på vandet med vores FLIR (​Forward Looking Infrared)", konstaterer han med stor tilfredshed.

Søværnets miljøskib Gunnar Seidenfaden er stødt til i løbet af aftenen, og Flemming Buch afventer, at de vil overtage opgaven.

OPDATERING:
Holger Danske og besætning var tilbage i Kalundborg Havn tirsdag kl. 23.00

Læs mere om Marinehjemmeværnet her 

Herunder: Holger Danske trækker flydespærring, mens solen går ned.

Herunder: Oliefilm og en klump olie på størrelse med en knytnæve fotograferet langs med Holger Danske.



Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring