Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Topbanner

Nyhed

Nyt indsatsfartøj til Faaborg navngivet

Det sydfynske beredskab er igen blevet udset til at råde over et af Marinehjemmeværnets Indsatsfartøjer (MIF). Det nye fartøj er anden fase i en test af fartøjer, og det blev lørdag navngivet af Jenny Braat, administrerende direktør for Danske Maritime

16-05-2015

Tekst: Ninna Falck - Foto: Ole Friis

Marinehjemmeværnets nyeste skud på stammen, MIF 03, blev i dag navngivet ved en lille ceremoni i Faaborg Havn. Navngiver var Jenny Braat, administrerende direktør for brancheforeningen Danske Maritime, og hun gav fartøjet navnet, BJØRNØ.

Navnet er velvalgt, da BJØRNØ er som skræddersyet til hurtig hjælp og assistance for Bjørnø og de andre øer i Det Sydfynske Øhav. Det lille fartøj vil ligge klar til at afgå på en halv time, og da det kun stikker 70 cm, kan det lettere gå ind i de små havne på de mindste øer.

Opgaverne for BJØRNØ bliver hovedsageligt for politi og redningsberedskab, og fartøjet kan desuden indgå i havmiljøopgaver og i Marinehjemmeværnets opgaver for Skat. Fyns Politi var til stede ved navngivningen, og her udtrykte politikommissær Jens Friis Christiansen glæde ved, at man nu kan gøre brug af BJØRNØ ved politiopgaver til søs.

BJØRNØ vil blive tilknyttet Marinehjemmeværnets flotiller i Faaborg og Svendborg samt i Hundested, hvor det vil sejle på skift.

Faaborg: Det er et professionelt fartøj
Fem frivillige navigatører fra Marinehjemmeværnet i Faaborg er allerede omskolede til det nye fartøj, og flere skal i gang med uddannelsen. Det er en helt ny skibstype at sejle og navigere, så der skal trænes noget mere, inden man er helt klar, men allerede nu er man meget tilfredse.

”Vi har gjort os nogle erfaringer, og kan i den grad mærke, at det er et professionelt fartøj”, udtaler Chef for Flotille 243 Faaborg, kaptajnløjtnant Jan Claussen, og uddyber: ”Det er et stort reelt fartøj, og man føler sig godt tilpas i det”.

”Det er dog også væsentligt sværere at sejle med, end vores første MIF. Waterjetsystemet er nyt for os, og det skal vi lige vænne os til. Det er supernemt på havet, men i havn er det mere udfordrende at manøvrere. Det er et spørgsmål om træning, og vi satser på at have BJØRNØ med ud på alle de kommende aftensejladser, og så er vi snart klar”, understreger en tilfreds flotillechef efter navngivningen.

Marinehjemmeværnets Indsatsfartøjer
BJØRNØ er den ene af to såkaldte lette redningsbåde, som Marinehjemmehjemmeværnet i foreløbig to år har lånt af Kystredningstjenesten. De vil udgøre fortsættelsen af projektet omkring Marinehjemmeværnets Indsatsfartøjer (MIF), der blev startet sidste år med testen af et lille kulfiberfartøj af C-guard-serien fra Tuco Værft (MIF 01).

Med de to nye fartøjer, MIF 02 HOLMEN og MIF 03 BJØRNØ, skal de frivillige navigatører vænne sig til waterjet-systemet, som er noget helt nyt i Marinehjemmeværnet. De får også er en meget manøvredygtig og sikker tidligere redningsbåd, der kan vende rundt i vandet og komme på ret køl igen og sejle videre.

Normalbesætningen om bord vil være en MIF-fartøjsfører og en assisterende navigatør fra Marinehjemmeværnet. På opgaver vil en yderligere funktionsbesætning af to politifolk eller f.eks. to toldere være standarden.

Læs datablad om BJØRNØ her

Herunder:
Frivilige fra Flotillen fra Faaborg i selskab med blandt andet Chef for Marinehjemmeværnsdistrikt Øst, kommandørkaptajn, Henrik Holck Rasmussen, står smukt linet op på fordækket af det lokale grå MHV-fartøj, mens Chef for Marinehjemmeværnet, kommandør Jens Walther, byder Jenny Braat velkommen til navngivningen. På Jenny Braats venstre side står Niels P. Mathiesen, direktør for Mathis Værft, der i sin tid har bygget og nu også har tilpasset og klargjort MIF 03.


Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring