Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Topbanner

Nyhed

​Efter eksplosionen brændte båden helt ud. Foto: Erik Bjørn Sørensen

Støtte til lystsejler ved eksplosionsbrand

Marinehjemmeværnet fra Svendborg var på pletten, da en båd brændte ud ved Flensborg Fjord. Ejeren kom heldigvis fra borde, inden bådens gasflaske eksploderede. Om bord på Marinehjemmeværnsfartøjet fik han en beroligende snak og praktisk hjælp.

23-07-2016

​Af Ninna Falck

Flotille 244 Svendborg er i denne weekend på farvandsovervågning for Søværnet. Her er otte gaster under ledelse af fartøjsfører premierløjtnant Erik Bjørn Sørensen ude med fartøjet, MHV 808 LYRA.

Lørdag eftermiddag var LYRA på vej fra Sønderborg ned mod bunden af den danske del af Flensborg Fjord, da de omkring klokken 15.00 observerede en brændende båd af typen JODA 24, og det kunne man selvfølgelig ikke bare sejle forbi.
 
JODA’en lå tæt på land ved Egernsundbroen, og det viste sig, at ejeren inden da var blevet taget om bord hos en anden lystsejler. Han havde været ude at sejle, da branden pludselig var opstået. Og det var bare med at komme fra borde – ikke mindst fordi der var en gasflaske om bord på JODA’en.
 
Gasflasken sprang lige pludselig i luften
Fra LYRA meldte man om hændelsen til JRCC (Joint Rescue Coordination Centre ved Forsvarets Operationsstab), og marinehjemmeværnsfartøjet blev liggende for at afvise nysgerrige sejlere på grund af JODA’ens gasflaske, der muligvis ville eksplodere.
 
”Og det skal jeg da lige love for. Tak skal du ha'! Den sprang lige pludselig i luften med et stort brag. Der skete en voldsom udvikling af flammer, og båden brændte helt ud”, fortæller Erik Bjørn Sørensen.
 
Lystsejleren, som havde taget sig af ejeren af JODA’en, gik på siden af LYRA, og den uheldige bådejer kom om bord til en snak.
 
”Vi ydede psykisk førstehjælp til den meget chokerede ejer, og han fik et stykke kage og en kop kaffe til at falde lidt ned på”, siger Erik Bjørn Sørensen.
 
Efterfølgende var besætningen på LYRA i kontakt med politiet i Sønderjylland og formidlede kontakt mellem bådejeren og politiet. Og afslutningen blev, at LYRA satte bådejeren af ved Egernsundbroen og fortsatte ud på dagens planlagte farvandsovervågning.
 
”Han var meget taknemmelig, da vi satte ham i land”, fortæller Erik Bjørn Sørensen lørdag aften fra LYRA, hvor man var gået i havn i Søby på Ærø for natten.
 
LYRA er lånt af naboflotillen i Faaborg, da Svendborgs eget fartøj, MHV 810 LUNA, er på togt i Tyskland.
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring