Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Distriktets skydekonkurrence i Borris 2015

Distriktets skydekonkurrence i Borris 2015

af Anders Bebe

22-09-2015
På denne tid af året er vi nu kommet til distriktets skydekonkurrence, tidligere kendt som Nordenbro skydningen, som nu bliver afholdt i Borris.
Kompagniet har igen haft en gruppe med i denne efterhånden traditionsfyldte konkurrence.
I år var det Therese, Mikkel, Rolf, Morten, Rie og undertegnede, der kom fra kompagniet, og derudover fik vi forstærkninger fra vores tyske venner i form af Gabi og Thorben.
Fredag den 14. august stillede vi på Distriktet til afgang med nogle fine busser. På vejen til distriktet gjorde jeg mine tanker omkring vejret, men slog det så hen med, at jeg trods alt havde mit regntøj med.
Der er så heller ikke mere at sige om fredagen, vi kørte, havde det sjovt, ankom og blev indkvarteret, snakkede med andre deltagere og gik i seng.
Lørdag står vi som sædvanligt tidligt op. Efter morgenmad, transport, tale fra distrikts chefen og fotografering stod programmet på skydning.
Man har i år, som sædvanligt oppet sig med skydningerne, også selv om der er mange gengangere, så var der også nogle, for mig nye.
Generelt var der skydninger i følgende kategorier:
·         Nærkampskydning
·         Skytteild
·         skydning med LSV
·         Skydning fra kulisse
·         skydning fra bevægelig platform
·         støtteild
·         præcisions skydning
·         skydning højre/venstre
·         skydning med kæntret våben
·         skydning med anlagt fragmentationsvest
·         ild og bevægelse
·         puls skydning
Alle ovenstående beskrivelser viser, at i denne skydning får man prøvet at skyde fra alle mulige og umulige stillinger.
For dem som endnu ikke har prøvet, foregår det på den måde, at man går fra bane til bane, dog er man nogen gange heldige at blive kørt. På banen modtages man, bliver efterset, får instruktion, får udleveret ammunition, skyder, evaluering og til sidst efterset og kontrolleret, før man går videre på den næste bane.
Holdet startede blidt med præcisions skydning, dog med den tvist, at hvis vi missede, skulle vi i løb hente patroner for at prøve igen. Det giver lidt stress, men det er alligevel en rolig skydning.
Bane nummer 2 blev en hel anden, her ramte vi nemlig Puls skydningen, som i al sin enkelthed gik ud på, at der var lavet en simpel forhindringsbane med en tunnel, noget balance, en forhindring hvor vi skal over og under, en vippe og til sidste en skråvæg man skulle op og ligge på for at skyde. Det hele  var selvfølgelig på tid. Så tid og præcision var nøgleordene. Men det blev dog ikke så hårdt, for når man er 8 md. på holdet, så har det sine begrænsninger for, hvor hurtigt man kunne få en ny tur. Holdet skulle være i gang i 15 minutter.
Efter pulsbanen kom vi ud på "Skydning fra bevægelig platform" og det havde jeg personligt aldrig prøvet. Ret basalt går det ud på, at man havde hængt en plade op i en ramme, så uanset hvad man gør, er der risiko for søsyge. Små og rolige bevægelser var nødvendige og en vis evne til at skyde på det rigtige tidspunkt i gyngeturen. Målene var selvfølgelig ikke tæt samlet, så der var ingen hjælp at hente, man havde dog valget mellem at svinge frit eller være bundet fast, men det var igen et spørgsmål om point. Så vi valgte alle at hænge "Frit". Det var en anderledes skydning, men rigtig sjov og lærerig, men som altid, er der desværre ikke tid til fordybelse. Skyd og gå videre.
Så kommer skydningen fra bil-kulissen, hvor man som et ekstra pift skal gennemfører med anlagt fragmentationsvest. Noget vi skal til at tænke meget over. Da det er noget, som vi i fremtiden skal øve meget.
Nærkampskydning med skyd/skyd ikke skiver.
Nærkampskydning med bevægelse og både til højre og venstre.
Nærkampskydning med bevægelse, ikke ophidsende, men en grund disciplin som alle med våben bør mestre.
Skydning med LSV, som er specielt sjovt på grund af optiske sigtemidler.
Diverse skydninger fra forskellige kulisser, hvor man specielt må fremhæve den skydning, hvor man skal kæntre våbnet, for det er slet ikke så nemt at ramme, når man ikke sigter hen over sigtemidlerne. Det er noget, som man skal prøve.
Ild og bevægelse, hvor man skal samarbejde med en anden. En rykker og en dækker.
En anden bane, som også skal fremhæves, er en, hvor man bliver præsenteret for en bane med forskellige sværhedsgrader, her er der en "skyd ikke"-skive foran og den slemme står bagved, her er det så, at ens selvtillid også lige skal testes, for her kan man ikke bare tjene point, man kan reelt gå derfra med minus point, for hvis man skyder de gode, så vanker der strafpoint og den pågældende skive deltager ikke i flere runder. Så her gælder ordene "Højt at flyve dybt at falde".
Der var heldigvis ikke nogen af os, som kom til at falde dybt. Kun lidt.
 Vi nåede de fleste baner lørdag, hvor vi om aftenen efter spisning havde kammeratligt samvær med de andre skytter, herunder det tyske hold.
Søndag blev de resterende baner gennemført herunder skydningen med kæntret våben, som var den sidste. Her var der en fra kompagniet med som pointtæller, idet Per stod som hjælper på skydebanen, men der var ikke meget hjælp at hente af en kammerat fra kompagniet. Øv Per :-)
Efter oprydning, frokost og  præmieoverrækkelse var det så transport hjem.
Jeg må sige, at det er ikke hvert år, jeg deltager, men uanset hvornår jeg har deltaget, så har jeg altid haft en god weekend. Vi hygger os, laver en masse fis og får skudt en masse. I år er ingen undtagelse, vi havde det sjovt og det blev kun bedre af, at vi også havde vores tyske venner med.
Så uanset om man vil have en god oplevelse, en social weekend eller det er skydningen, der trækker, så er det et Kinderæg, eller hvad det nu hedder på dansk, men får alle tre ting med hjem.
Skydemæssigt har vi heller ikke andre skydninger, som kan give den variation af skydninger. Dette kan man tage med hjem og dermed forbedre sin egen skydning.  Eventuelt tage den inspiration med tilbage til kompagniet som ønsker til kommende skydninger i kompagniregi, hvorved flere vil kunne forbedre deres skydefærdigheder.
Her til sidst vil jeg opfordre folk til at komme med, specielt alle de nye, som er kommet ind eller som er på vej ind. Det er en kæmpe oplevelse og man kommer til at forbedre sig skydemæssigt. Derudover bliver vi også rystet sammen, idet vi går sammen hele weekenden.
Så forhåbentlig ses vi  til næste år, hvor vi skal stille et hold igen.

 Seneste nyheder

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring