Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Et stærkere stabskompagni

Er du en af de 7 officerer og 14 befalingsmænd der er brug for i Stabskompagniets to fokusområder?

09-05-2018
​Hans øjne flakker lidt og han ved ikke hvad han skal gøre ved sig selv. Han smiler lidt kækt, lægger hovedet på skrå og lader som om han roder med sin computer. Han er tydeligvis lidt utryg ved, at fotografen sigter på ham med sit kamera.

 
 

Og selvfølgelig er han utryg ved, at nogen sigter på ham. For han er soldat, og soldater kan som udgangspunkt ikke lide, at nogen sigter på dem. Med sin rolle som "den nye" Kompagnichef i Stabshjemmeværnskompagni Østjylland, så bliver han dog nød til at stå for skud, for det er kompagnichefen der kender planerne, kender opgaven og i sidste ende skal stå til regnskab for om målet er nået eller ej. Sagt hudløst ærligt: der er mange, der ikke har magtet den opgave, og mange har knækket nakken på den.

Men det sker, og det vil helt sikkert ske igen. Hvorfor vil vi lade op til andre at afgøre. Det der her skal stå som det væsentlige er, at kompagnichefen taler med en særlig ild i øjnene, når han siger, at der skal ske noget. At han har fået sin opgave, og vi skal i gang.

Ingen plads til slendrian
Scenen er et befalingsmandsmøde i Stabskompagniet, hvor nøglepersoner i kompagniet vil forventes at møde op, og bidrage til løsning af kompagniets opgaver, med udgangspunkt i  den funktion de er tilbudt og har accepteret. kompagnichefen bliver noget forknyt, da han konstaterer det ringe fremmøde. Men han accepterer realiteterne og gør sine notater.

Et kompagnis nøglefunktioner bestrides af en befalingsmand eller en officer. Det er personer der har en nøglerolle i planlægning og udførelse af helt centrale opgaver, og som forventes at være en sandruelig person, der holder sine løfter. Der er som udgangspunkt ikke plads til slendrian, for så er man en sten på vejen i stedet for at være den, der skaber fri bane, så den rigtige udvikling kan finde sted. For en stor dels vedkommende består en befalingsmand eller en officers opgave i at løse forudsete eller uforudsete problemer, og personen med den rigtige holdning vælger aktivt at være en del af løsningen, i stedet for selv at blive en del af problemet. 

Og det er tydeligt, at Kompagnichefen selv har fokus på at være en del af løsningen, og samtidig er det tydeligt, at han måler sine folk på den vægt.

Opgaverne forude
Der er i processen omkring omorganiseringen af Stabskompagniet spurgt ind til opgaver og opstilling. Enhver organisation er sammensat med et formål, har en opgave, og bygger på ressourcer til at løse opgaven. I Hjemmeværnet er de primære ressourcer mennesker og materiel. Og begge dele skal der styr på. Det erklærede fokus for den nærmeste fremtid er derfor aktiviteter. Aktiviteter der kan samle folk omkring kompagniet igen, aktiviteter med formål og aktiviteter, der bidrager til løsning af opgaven.

Kompagnichefen har prioriteret, og følgende opgaver er udpeget som centrale:
 
* Etablering af kompagnilokaler
hvor vi kan mødes til uddannelse, træning og pleje af vores fællesskab. Alt det der hører hjemmeværnsgerningen til.

* Opstilling af en velfungerende Kommandodeling, 
der skal sikre den rette daglige kurs.

* Opstilling af en effektiv Logistikdeling, 
med eksperter i logistisk støtte og med kapacitet til både let- og tung transport.

De fokusområder, om end det kun er en lille del af den styrke stabskompagniet skal have, har brug for ikke mindre end 7 officerer og 14 befalingsmænd (se tabel nedenfor).   

Har du potentiale som befalingsmand eller officer?
​Det er det spørgsmål du skal stille dig selv nu. Her skal du ikke kigge på, om du "har noget på skulderen", men mere om du er den sandruelige og ansvarlige person, der vil være en del af løsningen. For så skal det på skulderen nok komme, og selvfølgelig får du den rette uddannelse og vejledning. 

Kompagnichefen lukker dagens møde med et tilfreds suk, mens han slår låget på sin bærbare computer ned. Han læner sig tilbage i stolen med hænderne bag nakken og smiler. Gløden i øjnene er der endnu og man kan se, at den ikke slukkes så let.

Har du lyst til at høre mere om hvordan du også bliver en del af løsningen af et stærkere Stabskompagni, uanset om du allerede er medlem af Hjemmeværnet eller ej, så kan du skrive til
STHVKEJY-KC@hjv.dk eller STHVKEJY-ROF@hjv.dk.






Hvis du vil vide mere

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring