Derfor ville den daværende Hjemmeværnsregion IV – nu Totalforsvarsregion Fyn, Syd- og Sønderjylland – gerne udvide med endnu et orkester.
Formanden for musikkorpset, Johnny Vest, gik på jagt …
Efter nogen tid fandt han ud af, at en gruppe tidligere medlemmer af Odense Pigegarde øvede sammen, og gav nogle få årlige koncerter med orkestret DaCapo – mest for sjov og til egne familiefester.
Der blev taget kontakt til pigerne, som dog var noget skeptiske ved at skulle være medlemmer af Hjemmeværnet og gå i militæruniform. Skulle de mon nu også på efterårsmanøvre og ud og dirigere trafik i weekenderne, var de stående spørgsmål.
Men udsigten til dygtige dirigenter og instruktører, nye instrumenter og noder og ikke mindst spændende arrangementer vandt over skepsis, og fundamentet til Hjemmeværnets Brassband Fyn – nu Hjemmeværnets Brassband Syd – var lagt.
Koncert ved 10 års jubilæet i 2009
Udfordringer
Fra at være et hyggeorkester med mindre og nemme numre, skulle der pludselig lægges meget mere arbejde i orkesteret end pigerne var vandt til. Men der blev arbejdet ihærdigt.
Også Hjemmeværnet kom på en udfordring. Pludselig skulle 25 piger iklædes militære uniformer. Der blev taget mål efter alle kunstens regler, og der blev pakket en militærtaske til hvert medlem med alt, hvad der skulle bruges.
Taskerne blev pakket ud – og der blev grinet meget. For godt nok var der taget mål af alle pigerne, men f.eks. var der pakket et par gamle brugte militærstøvler i størrelse 43 ned i en af pigernes tasker – hun bruger størrelse 37. Også nogle af uniformsdelene var ikke just skræddersyede. Men efter en del besøg på depotet dukkede der alligevel et militær orkester ud af den almindelige forvirring.
Først var der alle de officielle hjemmeværnsarrangementer, som pigerne skulle spille til, som kræver, at man kan spille nogle helt bestemte marcher / numre. F.eks. blev pigerne allerede tidligt i deres ”militære” karriere spurgt, om de kunne spille på havnen i Sønderborg, medens Dannebrog lagde til, og Dronningen gik fra borde. Også om aftenen ved den officielle reception om bord på Dannebrog skulle pigerne spille. Det var en stor mundfuld – nok også større, end orkesteret umiddelbart kunne magte. Men pigerne gik på med krum hals.
I løbet af årene har orkesteret nu spillet adskillige gange for vores Dronning, og også til Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys bryllup var pigerne i København for at fejre den store festdag.
Foruden de forskellige officielle arrangementer giver pigerne koncerter rundt om i ind- og udland.
Den største oplevelse, pigerne har haft, var nok sommeren 2007, hvor der var fremsendt en invitation til et musikstævne i Saumur i Frankrig. Orkestret tog af sted, og medvirkede – som det eneste amatørorkester – blandt 9 professionelle militærorkestre rundt omkring fra hele verden. Pigerne høstede stor anerkendelse, og havde nogle dejlige dage i det franske, og knyttede mange venskaber til andre musikere fra steder som Mexico, Sri Lanka, Sverige, Belgien, Grækenland, Belgien, De forenede Arabiske Emirater, Finland og naturligvis Frankrig.
Tattoo i Samur/Frankrig 2007
Nye orkestermedlemmer
Orkesteret tæller ca.25 piger. Med tiden er piger fra andre orkestre rundt om på Fyn kommet til. Pigerne er i alderen fra 25 til 60 år, og i deres civile liv har de så forskellige erhverv som f.eks. sygeplejerske, ingeniør, truckfører, klejnsmed, sejlmager, revisor, kommunal ansatte, lægesekretær og andet.
Årsprøve
For at bevare en vis musikalsk standard afholder Hjemmeværnet en årlig prøve for de forskellige hjemmeværnsorkestre rundt om i landet.
Årsprøven bliver bedømt af Hjemmeværnets musiksagkyndig Arne Christensen fra København.
Arne Christensen har ikke altid været populær blandt pigerne. Han er en hård men retfærdig dommer, som siger tingene lige ud. Der har været adskillige kameler, pigerne skulle sluge, men det har naturligvis været med til at højne det musikalske niveau betydeligt, ligesom det også er Arne Christensen, som skal godkende indkøb af nye instrumenter til orkesteret.
Dirigent Helle Christiansen
Den musikalske ledelse
Orkesteret bliver i dag ledet af tubaist Helle Christiansen.
Helle er uddannet tubaist fra Det Fynske Musikkonservatorie og afsluttede med musikpædagogisk diplomeksamen i 2001.
Helles messing karriere startede, som 7 årig i Kerteminde Skoleorkester og fortsatte i henholdsvis Odense Blæserne og Nenia Brass Band.
Som 13 årig blev hun optaget i The Danish National Youth Brass Band, som den yngste til dato.
Helle har deltaget i diverse tubakonferencer og seminarer i ind- og udland.
Helle har altid spillet Brass Band. Hun startede på Cornet, dernæst Euphonium og til sidst tuba.
Det var dog først på konservatoriet at hun begyndte at lære direktionens svære kunst. Dette fik hun dog hurtigt smag for og har siden dirigeret mange forskellige orkestre.
Helle har taget kurser i direktion hos Alice Granum, og er en flittig benyttet instruktør og dirigent i amatørorkestre landet over.
Dirigenten udtaler
Jeg startede som dirigent for Hjemmeværnets Brassband Syd i 2004.
Det at være dirigent for et orkester, kan meget nemt sammenlignes med det at være chef for en virksomhed. I dette tilfælde en lille virksomhed med 25 ansatte. Denne virksomhed har også en anden dimension – idet alle medlemmerne af orkesteret er piger / damer.
Dette gav mig faktisk de største betænkeligheder, da jeg skulle bestemme mig for, om jeg skulle takke ja eller nej til dirigentstokken. Det er jo ikke ligefrem nogen hemmelighed, at piger / damer har ry for at være hårde ved hinanden rent verbalt, og at der somme tider kan være meget ”fnidder”, når mange kvinder er samlede på et sted. Denne påstand bliver afgjort gjort til skamme ved os. Bølgerne kan da gå højt af og til, men når først luften bliver renset, er alt glemt. Det, synes jeg, er dejligt at opleve. Det er fantastisk så godt et sammenhold, der er i orkesteret, og det er dejligt at se, at alle kan snakke med alle.
Når man er dirigent for et rent pige /dame orkester, skal man også kunne rumme medlemmernes sorger og glæder. Man bliver ofte konfronteret med meget personlige ting, som man skal kunne give et trøstende ord med på vejen, eller glæde sig over sammen med pigerne. Det er faktisk én af de ting, jeg holder allermest af. Det er jo fantastisk, at man kan få lov til at blive en del af så mange menneskers liv. Det tror jeg ikke, man oplever i et blandet – rent kønsmæssigt – orkester.
Jeg synes, at pigerne rent spillemæssigt har udviklet sig rigtig meget i den årrække, hvor jeg har været dirigent. Dette ses jo også tydeligt på de bedømmelser, som vi får hvert år til årsprøven. Men dette havde ikke kunnet lade sig gøre, hvis ikke medlemmerne havde den entusiasme, som kendetegner dette orkester så godt. Pigerne vil rigtig gerne lære noget, og de vil rigtig gerne gøre det godt. De bliver berørte af det, hvis en koncert går dårligt, og de vil gøre alt, for at det skal blive bedre næste gang.
Det er en fornøjelse at deltage i de ture, som orkestret tager på. Det sker ofte, at vi tager med bus rundt i både ind- og udland for at spille til diverse arrangementer. Der er en dejlig stemning om bord, og ofte går samtalen lystigt på kryds og tværs. Ingen emner er for små eller store til at blive drøftet, og alt bliver vendt ned til mindste detalje.
Når man siger ja til et job, er det ikke altid, man kan forudse, hvor meget det rent faktisk kommer til at betyde for én. Jobbet som dirigent for Hjemmeværnets Brassband Syd er klart en gave for mig. Medlemmerne er nogle dejlige mennesker, og de vil gerne arbejde – enhver dirigents drøm. Det har været en stor oplevelse for mig at blive indlemmet i den familie, som orkestret er, og jeg nyder hver torsdag at skulle ud og undervise pigerne.
Retur
