Topbanner

Nyhed

Stabsdelingen i aktion ved 100-årshændelsen

Stabsdelingen havde fire mand med i arbejdet ved 100-års oversvømmelsen onsdag den 4. januar.

07-01-2017

Ved firetiden om eftermiddagen onsdag den 4. januar kom varslingen om en mulig alarmering inden aften. Som DMI havde varslet er vandet i Østersøen og Øresund ved at stige over sine bredder, og vi skal kunne assistere Det Lokale Beredskab med mandskab og materiel. På med uniformen og pakke det nødvendige i tasker, så turen til Svanemøllen Kaserne kan indledes så snart alarmeringen lyder. Det gjorde den ved sekstiden. Afsted, afsted.


Indkaldt var, foruden medlemmer af den frivillige stab, fire mand fra stabsdelingen. I begyndelsen fik vi hurtigt fundet vore pladser og begyndt arbejdet, men det viste sig at den hurtige indkaldelse havde ændret ved nogle rutiner, så meget af kommunikationen fx foregik pr. e-mail og mobiltelefon.


Og så fik vi travlt! Henad højvandetid kom opgaverne hurtigere og hurtigere, og grupperne blev sendt rundt for at dække behovene for folk, så vandet ikke skabte flere problemer end nødvendigt. Det viste sig at Hvidovre blev specielt hårdt ramt, med mere end 150 cm over normal vandstand, og Dragør Havn måtte bevogtes af en enhed, for at hindre at folk bevægede sig hen hvor de måske ikke kunne komme væk igen. Begrebet Watertubes dukkede op i signalerne, og sandsække var bestemt heller ikke sjældne.


På trods af disse opgaver havde vi på det tidspunkt 100 mand siddende på Svanemøllens Kaserne, og 50 mand på Politiskolen på Artillerivej, som med øjebliks varsel kunne sættes ind hvor det var nødvendigt. Der var folk fra både HDKBH kompagnier og Vestegnen. Ved halv elleve tiden blev det så klart at vandet havde toppet og så småt var på vej nedad igen, så vort job kort efter blev unødvendigt, da Politiet og Beredskabet kunne håndtere de opgaver der var tilbage, så hen ad ellevetiden var alt personel ved at blive sendt hjem igen, og vi fra STDEL var også på vej hjemad. Selvom der sad mange på Kasernen som ikke blev inddraget i det direkte arbejde, var det vigtigt at de var der og til rådighed, så de med minutters varsel kunne blive sat ind i området, hvis det skulle blive nødvendigt.Det blev det så heldigvis ikke


Højvandet var ved at flytte vestpå, til Fyn, Langeland og Jylland, og vore kolleger der fik så noget at lave i stedet. Ikke mindst i Kolding blev havnen og en del af bycentret temmelig fugtigt. Det kunne vi se og høre gennem medierne, vort område var på nærmest mirakuløs vis sluppet for de ekstra centimeter som ville have givet væsentlig flere problemer end tilfældet heldigvis var.


Efterfølgende er vi i STDEL ved at efterevaluere aftenens udvikling og hændelser, for at sikre at det glider endnu bedre næste gang. Der er nogle procedurer der skal ændres, og det bliver de, så vort arbejde bliver endnu bedre. Tak til de der deltog, og tak til de der deltog i ånden.


Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg - Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224