Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Topbanner

Nyhed

Afghanistan: Klar til anden runde

En kandidatgrad i offentlig administration + et godt job i en statslig styrelse + en mangeårig karriere i Hjemmeværnet = 2 x udsendelse som rådgiver i Afghanistan. Savner du en mellemregning eller to? Så læs nedenfor.

17-07-2015

Af kommunikationsrådgiver Jeanette Serritzlev, Center for Stabiliseringsindsatser

”Selvfølgelig er der et element af oplevelse i det,” siger Jan. ”Men først og fremmest handler det om, at nogen jo må gøre arbejdet, hvis vi vil hjælpe Afghanistan på fode.” CSI møder ham på Hjemmeværnsskolen i Nymindegab hvor han bruger en uge af sommerferien på at vedligeholde sine instruktørfærdigheder. Det kan han nemlig også få brug for, når han om et halvt år er tilbage i Afghanistan.

Derudover kan han allerede nu bruge det i sit daglige virke som næstkommanderende i Hjemmeværnskompagni Ballerup. Jan er bl.a. dedikeret førstehjælpsinstruktør og bruger det både inden og uden for kompagniet. Det er kombinationen af Jans militære og civile baggrund, der gør, at han nu står med det ene ben i Afghanistan. For anden gang.

Jan, der til daglig arbejder i NaturErhvervstyrelsen, har en kandidatgrad i offentlig administration og var i 2013-2014 udsendt tre måneder som en del af Hjemmeværnets bidrag til det amerikanske Agribusiness Development Team (ADT) i Lashkar Gar i Helmandprovinsen.

​​Opgaven følger behovet
Denne gang er placeringen Kabul, og opgaven går på økonomisk rådgivning i den afghanske centraladministration. ”Det bliver noget helt andet,” siger Jan, der skal være af sted i et år. Han glæder sig til at kunne begynde på grundlaget af den erfaring, han kommer med fra sidste udsendelse.​​​

"Det tager tid at komme i dybden med opgaven og skabe tillid hos vores afghanske samarbejdspartnere,” siger han. ”I denne sammenhæng er tre måneder eller et halvt år kort,” siger​ Jan og uddyber:

"
Vi skal også arbejde som enkeltbidrag, da vi indgår i forskellige internationale NATO-stabe, med en udenlandsk chef og kollegaer – så alting komm​er til at foregå på engelsk. Det i sig selv kan være en udfordring.”​



”Min hovedopgave forventes at være indførsel af internationalt anerkendte offentlige regnskabsprincipper (IPSAS-standarder, red.) i de afghanske sikkerhedsstyrker, men hvad jeg i realiteten kommer til at lave, afhænger af samarbejdet med min commander og teamet i Afghanistan.​"

Det er ikke kun i forhold til afghanerne, der skal opbygges tillid; det skal der også i forhold til commanderen, så at han tør give én nogle udfordrende opgaver, fortæller Jan.

”Men viser man resultater, så er det min erfaring fra sidst, at opgaverne kommer i en jævn strøm.”

Arbejdsgivers velvilje og familiens forståelse
"Min arbejdsgiver har taget det pænt og kender nu rumlen fra sidste gang,” fortæller Jan. Der gik derfor mindre end en formiddag, fra han havde bedt om orlov, til papirerne var klaret. Det trækker ikke kun på arbejdsgiverens velvilje, men også på kollegernes fleksibilitet, understreger han. Han er derfor glad for, at der allerede i efteråret bliver ansat en vikar, således at der er god tid til overdragelse.

”Min hustru Tatiana synes nok også, at jeg har fået bedre idéer, men hun bakker op og forstår mig godt,” siger han. ”Ellers ville jeg heller ikke gøre det.”

”Det er også en udfordring for mig,” medgiver Tatiana. ”Lige pludselig så står man alene med børn, husdyr og husholdning. Der er en masse ting, Jan normalt tager sig af, som jeg nu enten skal tage stilling til alene eller lære. Sidst havde Jan heldigvis efterladt en liste med telefonnumre på kammerater fra Hjemmeværnet, hvor jeg kunne ringe og få hjælp med praktiske ting,” siger hun.

Og det viste der sig at være behov for: ”Blandt andet da varmepumperne gik i stå, mens der var minus 10 grader udenfor, eller da strømmen gik,” fortæller Tatiana. ”Jeg oplevede en stor opbakning fra Jans venner fra Hjemmeværnet, som også jævnligt bare kom forbi for at høre om, hvordan det gik. ”Det gør, at man føler sig lidt mere tryg.”

Forberedt på forandring
”Da jeg skulle af sted med ADT’et, troede vi, at vi skulle undervise landbrugsministeriet i Helmand i regnskab, og vi havde lavet et fint lille kursus i alm. dobbelt bogholderi. Men det var vist snarere os, som fik en lektion,” siger Jan.

”Afghanerne havde fint styr på regnskabsprincipper og lavede et glimrende bogholderi. Spørgsmålet er snarere, hvad der gemmer sig bag tallene. Det er det, vi gerne skal finde ud af nu med vores antikorruptionsindsats og indførsel af åbenhed i regnskaberne.”

Så når Jan rejser af sted, er det med en forventning om forandring – og han er klar til at være fleksibel: ”Der, hvor vi fandt, at afghanerne havde problemer, var med hensyn til at lave budgetter og ordentlige projektansøgninger. Så jeg kan godt forestille mig, at de lektioner, jeg har lavet om det, kunne blive efterspurgt igen,” siger han.

”Men om jeg primært kommer til at arbejde som revisor, konsulent eller underviser, det kommer an på, hvad afghanerne efterspørger. Vi er der som deres gæster for at hjælpe dem til selv at kunne styre deres land.”

 ​Jan er forberedt på, at opgaven er en helt anden end sidst i Helmand - og han ved ligeledes, at den hurtigt kan ændre sig undervejs. 


FAKTA OM HJEMMEVÆRNETS BIDRAG
Fra februar 2015 har Hjemmeværnet stillet med økonomiske rådgivere til en NATO-opgave i Kabul, hvor de støtter den afghanske centraladministration. De tre udsendte er valgt på grund af deres civile baggrund suppleret med de nødvendige militære kompetencer.

Opgaven løses i rammen af Forsvarets bidrag til Resolute Support Mission (RSM) i Afghanistan.
​​

Det er Center for Stabiliseringsindsatser, der er ansvarlig for Hjemmeværnets internationale opgaver og bidrag til Danmarks internationale stabiliseringsindsatser. 
 

 


Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg - Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224