Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Topbanner

Nyhed

Rådgivning med perspektiver

Erfaringerne er positive fra Hjemmeværnets første udsendte landbrugs faglige team, der i Helmand-provinsen satte deres fingeraftryk på genopbygningen.

15-06-2014
 

Hjemmeværnssoldater på mission på fremmede kontinenter er ikke længere et særsyn efter adskillige års bevogtningsindsats i både Afghanistan og senest Kosovo. Ikke desto mindre var det lidt af en sensation, da fire hjemmeværnssoldater, to tolke og en militær chef i efteråret 2013 efter lang  tids forudgående benarbejde blev udpeget til at støtte den landsbrugsfaglige udvikling i det krigshærgede Afghanistan fra en base i Helmand-provinsens hovedstad Lashkar Gah. Missionen skulle ske i tæt samarbejde med en amerikansk enhed fra National Guard Nebraska. 

140 dage blev det til for det danske såkaldte ADT-team, der kan se tilbage på en både udfordrende indsats og et personligt udviklende ophold i en meget anderledes kultur. 47 planlagte aktiviteter gennemførte teamet med forskellige afghanske samarbejdspartnere. Især fik de et tæt samarbejde med Lashkar Gah Agriculture and Veterinarian Institute på universitetet i Helmand, hvor de var med til at uddanne lærere og skubbe på inddragelsen af planlægning som et aktivt uddannelsesværktøj. De fik også sået frøene til indførelsen af elementer fra den danske andelsbevægelse og rådgav den lokale landbrugsmyndighed om værdien i en bedre budgetplanlægning. 

Fløj i helikopter på arbejde 
Men det skulle vise sig, at forløbet blev noget mere kringlet og udfordrende end oprindelig planlagt, fortæller teamets chef major Christian E.B. Michélsen efter hjemkomsten til Danmark. Det skyldtes ikke mindst, at deres amerikanske samarbejdspartner fra National Guard rejste tidligere hjem end forventet. Så det danske team blev efter 90 dage i Helmand nødsaget til at flytte lejr til Camp Leatherneck nord for Lashkar Gah. Dermed fik de væsentlig længere transporttid til deres samarbejdspartnerne, og de måtte flyve frem og tilbage i helikopter, fordi det er et farligt landområde at færdes i. Nok så vigtigt var, at det danske team pludselig skulle stå på egne ben og selvstændigt skulle videreføre udviklingsopgaverne.

”Hver dag var det nødvendigt at forberede en plan, så vi var klar på uventede situationer og hændelser,” forklarer major Christian E. B. Michélsen, der i dag er tilknyttet Hjemmeværnskommandoens Planlægnings- og Operationsafdeling. Også på andre områder blev teamet udfordret. Afghanerne har en anderledes mødekultur og kunne finde på ikke at dukke op til planlagte aktiviteter. Internet er heller ikke en stabil faktor i landet. Desuden voksede de administrative og logistiske udfordringer betydeligt efter deres flytning. Når det er sagt, er Christian E.B. Michélsen meget tilfreds med deres mission, som på mange måder har været prøveballon for den type interna
tional opgave.

”Vi har bevist, at Hjemmeværnet ved at bringe såvel de frivilliges civile som militære kompetencer i spil kan løse en anderledes opgave som rådgivningskapacitet i et konfliktområde. Så fremadrettet vil Hjemmeværnet have gode muligheder for at kunne uddanne og opstille et tilsvarende team til selvstændige genopbygningsopgaver – og dermed bidrage til at styrke Danmarks internationale kapacitetsopbygning,” påpeger Christian E.B. Michélsen.

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg - Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224