Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Indskrivning på øvelsen​

Et robust forsvar af Flyvestation Skrydstrup

Flyverhjemmeværnet med til at afprøve nye planer for forsvaret af Flyvestation Skrydstrup

21-03-2021

Af LDIOF Team Øst Poul Monggaard

Fotos: Jakob Antonsen og Poul Monggaard

Sikring af en robust forsvarsplan for Flyvestation (FSN) Skrydstrup var hovedformålet med øvelsen Taktisk Træner (CPX Ravn) den 19. - 21. marts. Flyverhjemmeværnets (FHV's) enheder er blandt nøglespillerne i forsvaret af FSN Skrydstrup og var derfor en naturlig del af øvelsen sammen med Fighter Wings stab og øvrigt personel.

Med de nye planer for det nationale forsvar af Danmark har Fighter Wing sammen med resten af Flyvevåbnet skrevet nye direktiver og opstillet nye planer. Det var den teoretiske afprøvning af disse elementer, der foregik på FSN Skrydstrup 19.-21. marts som et led i en fremtidig forsvarsplan for flyvestationen. Til september er det hensigten at gennemføre den praktiske Øvelse Ravn – feltøvelsen, hvor den robuste forsvarsplan af FSN Skrydstrup skal afprøves.

Taktisk Træner (CPX Ravn) gennemførtes som en stabsøvelse, hvor specialister og stabspersonel skulle afprøve og optimere de operative planer for forsvaret af flyvestationen. Formålet var primært at øve samarbejdet mellem de forskellige organisationer og enheder, der indgår i forsvaret af flyvestationen samt at rutinere førerpersonellet og specialisterne i deres organisatoriske rammer.

For FHV var øvelsen derfor rettet til FHVs specialister, sergenter, officerer samt civile ansatte, sådan at deres viden og færdigheder er ajourført til efterårets feltøvelse – ØVELSE RAVN.

Deltagernes synspunkter

Sådan siger deltagere fra FHV om øvelsen CPX RAVN:


​André Runge Christiansen, eskadrillechef HVE281 Vestkysten:
Det er vigtigt, at tandhjulene i forholdet mellem Flyvevåbnet og Flyverhjemmeværnet passer sammen. Det er et formål med øvelsen. Her kan vi også få tilrettet nogle ”AHA-ting”, så fejlene ikke opstår igen.


​​Peter Mathiasen, eskadrillechef HVE286, Alssund:
Det er Flyvevåbnet, vi har konkrete opgaver med, og samarbejdet, vi udfører her, betegnes af selv de mest erfarne som det vigtigste siden nedlæggelsen af luftmeldeposterne.


Kjeld Houmøller, eskadrillechef HVE240 Odense, har under øvelsen blandt andet været leder af operationsposten (FOP’en):
Det er forløbet godt. Der er lidt at tilrette, men det er jo også et læringsprojekt i samspillet mellem FHV og FSN Skrydstrup.



Jacob Anthonsen, rekrutteringsspecialist HVE284 Skrydstrup, har under øvelsen  været hjælper for operationsposten:
Øvelsen ser jeg som en start med den målsætning at blive endnu bedre til fordel for samarbejdet mellem Flyverhjemmeværnet og Flyvevåbnet. En ny generation spiller sammen om gamle opgaver. Det er positivt.

 
Brian Nonbo, uddannelsesstøtteofficer i HVE 284, har ved CPX RAVN været sektorleder og bindeled mellem delingen – sektor 4 – og operationsposten:
Det er en vigtig øvelse for at finde ting, vi kan forbedre i forhold til vore opgaver. Det handler om at få tandhjulene til at passe i samspillet mellem FHV's enheder og Flyvevåbnet. Det er vigtigt at få lejlighed til at øve sammen og få styr på tingene inden den store Øvelse RAVN til september.

Fx. har vi her set betydningen af at have et system, der sikrer, at de rette informationer når fem til de rette personer. Desuden er det betydningsfuldt, at vi får opbygget et netværk mellem det frivillige element og flyvestationens folk.


Kirsten Elisabet Andersen, næstkommanderende i STHVE 200 Karup. Administrationseder under  CPX RAVN. Hun synes, forløbet har været fint. Hun har også erfaringer fra øvelse Cimber i Aalborg i 2020:
Jeg kan godt lide at holde flere bolde i luften, siger hun, og det kommer hende til gode under øvelsen. Hun kom oprindeligt fra Hæren, overgik til Flyvevåbnet i 1978 og blev pensioneret fra Air Control Wing (ACW) i 2017. I fem år har hun været frivillig i FHV. Dermed har hun alle forudsætninger for at holde styr på administrationen under øvelsen.







 Seneste nyheder

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring