Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Heidis hund træner "stop af mand"

Flyverhjemmeværnets seminar for hunde og deres førere

Lørdag den 7. november 2020 afholdt Flyverhjemmeværnets Hundetjeneste seminar på Flyvestation Karup.

15-11-2020

​Af Jan G. Andersen, LDIOF Team Nord

På trods af restriktioner pga. Corona og den sene tid på året lykkedes det at samle fjorten hundeførere til seminar på Flyvestation Karup i godt efterårsvejr. Seminaret blev naturligvis afholdt indenfor Hjemmeværnets retningslinjer og var begrænset til en dag, ligesom nordjyderne i denne omgang måtte blive hjemme bag deres egne kommunegrænser.

Flyverhjemmeværnets ledende hundeinstruktør Heidi fortæller: ”på dette seminar havde vi fået selskab af Flemming fra Hundeskolen i Karup. Vi havde på forhånd aftalt med ham, at vi gerne ville have nogle hints til prøverne i Forsvarets mønstring. Nogle af prøverne er nemlig lidt forskellige fra dem, vi udfører i Hjemmeværnsregi.

Flemming gav mange gode råd til de enkelte hundeførere, og han kunne ikke nære sig for selv at tage et ærme på og agere figurant - det ser jeg som et godt tegn for det fremtidige samarbejde mellem Flyverhjemmeværnet og Hundeskolen”.

Prøverne startede med en patrulje, hvor hunden skulle udpege en kravlende figurant, altså observation af en lydfigurant. Heidi forklarer: ” Det er en vigtigt ting at kunne med sin hund, da det er det, vi bliver brugt mest til, og hunden hører jo exceptionelt godt”.

Herefter skulle hund og fører gå en patruljegang, hvor der var en gemt figurant. Hundeførerens opgave er her at kunne læse sin hund og følge op på dens signaler, så figuranten hurtigt findes. Heidi forklarer videre: ”I Hjemmeværnet slipper vi hunden, så den selv skal finde figuranten og gø af denne. I Forsvaret er det et team-job med hunden i line. Det er mere realistisk. Vi risikerer ikke at miste hunden til modstander, der vil søge at nedkæmpe den; og på øvelser slipper vi jo aldrig vores hunde”.

Senere på dagen skulle alle hundene igennem øvelsen ”stop af mand”.
Vi giver igen ordet til Heidi: ”Hunden skal efter anråb, stoppe en figurant med et bideærme på. Den skal fastholde biddet, indtil hundeføreren kommer frem til figuranten. Hunden skal slippe på kommando og ligge stille, alt imens føreren gennemfører visitation”.

Sent på dagen afsluttedes øvelserne med rundering, hvor hunden slippes på et areal 75X200 meter, som skal afsøges. Hunden skal arbejde selvstændigt, finde og bevogte en figurant. Heidi: ”Det er svært, når det næsten er mørkt og underskoven er fuld af revler og lave træer. Lige der lærer føreren at stole på sin hund”.

En lille pudsig historie: ”En af vores bidefiguranter (Sofie) fik af Flemming at vide, at hun godt måtte ”glemme” sin Malinois tæve Roxy … Den var han lidt vild med … Det er en kæmpe ros til Sofie og til Roxy´s opdrætter”.

Heidi afslutter sin fortælling om seminaret: ”Vi ville meget gerne vise os fra vores bedste side, vi håber jo på et godt samarbejde, til de fremtidige mønstringer med Forsvaret. Det var en god dag, og vi glæder os til næste seminar i foråret”.

Heidi og jeg har kreeret denne artikel sammen, men på afstand, via elektroniske medier og noget så gammeldags som en hyggelig sludder over telefonen – tak for samarbejdet.

Det var den sidste artikel i en planlagt serie på fire om Flyverhjemmeværnets hunde. De tre tidligere artikler er: Heidis hunde, Rikkes hund og Flyverhjemmeværnets hunde, der alle findes på hjv.dk.

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring