Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Flyverhjemmeværnet bevogter amerikanske helikoptere

44 amerikanske militærhelikoptere og 250 amerikanske soldater lander i disse dage i Esbjerg Lufthavn. Til at passe på dem er Flyverhjemmeværnet indsat døgnet rundt.

24-08-2022


​En sort prik dukker op på himlen. Lynhurtigt vokser prikken sig til en helikopter – enten en amerikansk Blackhawk, Chinook eller Apache. Den lander i Esbjerg Lufthavn, og kort tid efter følger en ny. Til at bevogte dem er Flyverhjemmeværnet indsat i døgndrift. 

I alt vil 44 amerikanske helikoptere lande i Esbjerg Lufthavn. De amerikanske soldater og deres materiel er i Danmark, da det amerikanske forsvar er i gang med at udskifte enheder i ​det europæiske område. Her fungerer Danmark som et transitland, hvor enhederne ankommer fra USA og gør sig klar til at fortsætte videre ud til andre NATO-lande. 

Den type opgaver kaldes for Host Nation Support eller værtsnationsstøtte – og det er en af Flyverhjemmeværnets kerneopgaver:
”Flyverhjemmeværnet er uddannet og trænet i løsningen af en lang række bevogtningsopgaver til støtte for Flyvevåbnet på flyvestationerne og radarhovederne. Derfor er vi beredte og meget klar til opgaver som den værtsnationsopgave vi lige nu løser på Esbjerg lufthavn,” siger chef for Flyverhjemmeværnet, oberst Kern Oddershede. 



De amerikanske helikoptere ankom med skib til Esbjerg Havn mandag og i løbet af de følgende dage flyver de ud til Esbjerg Lufthavn. Her vil de midlertidigt have base, hvor helikopterne bliver gjort klar til at kunne flyve ud til deres endelige destinationer i andre NATO-lande. Helikopterne bliver bevogtet af Flyverhjemmeværnet, der samtidig også har til opgave at lave adgangskontrol ind til en midlertidig lejr ved lufthavnen, hvor de amerikanske soldater bor. 

Begge opgaver skal løses døgnets 24 timer. Dét kræver en stor indsats fra Flyverhjemmeværnets frivillige soldater, der vil bruge cirka 10.000 timer på bevogtning ​i lufthavnen. Én af soldaterne er Heidi Rasmussen fra Hjemmeværnseskadrille 230 Midt- og Vestsjælland:
”Jeg er her, fordi det var en mulighed for at gøre en indsats i en stor opgave, hvor der er brug for mange mennesker. Det er en spændende opgave at være en del af, da det er en stor skarp indsættelse – og så er det altid interessant at komme ud at møde styrker fra andre lande.” 



For at løse opgaven gør Flyverhjemmeværnet brug af alle sine kapaciteter og deres forskellige kompetencer. 

Opgaven løses i tætsamarbejde med Forsvaret, Politiet, Esbjerg Havn, Esbjerg Lufthavn samt Hær-, Marine- og Flyverhjemmeværnet. 





Hvad er Host Nation Support? 
Host Nation Support er den civile og militære assistance, som en værtsnation yder til allierede styrker og organisationer, der i fred, krise og krig befinder sig på, opererer i eller transiterer gennem pågældende nations territorium. Danmark har tidligere assisteret de amerikanske styrker i Europa med at flytte store mængder gods og køretøjer gennem Esbjerg Havn.



Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring