Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Bodil igang med en af mange opgaver

”… at holde fanen højt” – Bodil Kristensen

Portræt af Bodil Kristensen, mangeårigt medlem af først Kvindeligt Flyvekorps og Tjenestestedskorpset siden Flyverhjemmeværnet, i dag forsyningshjælper ved Eskadrille 284 Skrydstrup.

15-02-2019

Af Jan G. Andersen

Citat

”Bodil har ALTID været MEGET aktiv og vedholdende, til trods for sløve perioder i eskadrillen”. 
Sagt om Bodil af en fastansat, der tilføjer: ”Bodil er meget fastholdende og opsøgende i forhold til hendes pligter. Hun er meget fleksibel og forsøger at finde løsninger”. 

I eskadrillen er hendes frivillige hjemmeværnskammerater enige: ”Man siger, at der i enhver eskadrille er én, der holder sammen på det hele. Én der altid er der og hjælper, når der opstår et behov for det. Eskadrille 284 Skrydstrup er ikke nogen undtagelse. Der har vi nemlig Bodil, og hun er om nogen den person, der holder sammen på enheden”.

Nu

Bodil har siden 2011 været forsyningshjælper ved Eskadrille 284 Skrydstrup. 

Da Flyverhjemmeværnets supportdelinger og dermed sanitetsgrupperne blev nedlagt ved omorganiseringen af Flyverhjemmeværnet i 2011, valgte Bodil at blive menig og hjælpe til med forsyning.  Samtidig gik en drøm i opfyldelse for hende. Hun blev ”serviceperson” for 284 og sørger således for bl.a. forplejningen; både til eskadrillens aktiviteter og når Flyverhjemmeværnet afvikler forskellige typer aktiviteter på Flyvestation Skrydstrup.

”Skal Flyverhjemmeværnet have hentet eller opbevaret materiel, ved man også hvor man skal henvende sig - for Bodil hjælper altid gerne til”.

Hun beskrives også som: ” … en ”mor” for os alle.  Hun sørger altid for, at vi har det godt og føler os velkomne, om det er på øvelser, uddannelser eller om det er til vores sociale arrangementer.  Der mangler aldrig noget, og intet er overladt til tilfældighederne”.

Før

I oktober 1991 flyttede Bodil privat til Vojens og i Flyverhjemmeværnsregi til Flyvestation Skrydstrup. Hun blev både delingsfører for sanitetsdelingen og våbenmester i Tjenestestedseskadrille 260. Hun skulle således både bidrage til opstillingen af en ny sanitetsdeling og uddanne sig til våbenmester.

Sanitetsdelingen var dengang direkte designeret til flyvestationens sanitetseskadrille (infirmeri). En sanitetseskadrille i Flyvevåbnet havde en kapacitet på tre afdelingsforbindepladser. Sanitetsdelingen indgik i bemandingen på flyvestationernes afdelingsforbindepladser i krigstid. (Afdeling angiver størrelsen på en militær enhed med tre til fem underafdelinger samt en stab).

En lille historie om seriøsitet og humor: ”Når mennesker mødes, laves der nogen gange pjat og ballade. Når Bodil instruerede, ville hun ikke rigtigt ha´ den slags. Men det kunne jo ske alligevel.
… man kommer ind i et lokale. Opdager at der ligger en person livløs på gulvet. Figuranten er Bodils datter. Personen undersøges, og hjerte/lunge redning påbegyndes. Bodil har lånt en førstehjælpsdukke, som hun fremdrager, da hjerte/lunge redningen skulle påbegyndes … Lynhurtigt frembringer jeg en mundspray. Giver mig selv et par pift i munden, og lader som om jeg vil kysse med Bodils datter … først var der pinlig stilhed ... Så brølede folk af grin. Inklusiv Bodil og hendes datter.

Så den alvorlige, altid hjælpsomme, Bodil har humoren med. Selv når hun instruerer”. 

Dengang

26. november 1978 indtrådte Bodil i Kvindeligt Flyvekorps, Eskadrille 250 i Karup. 
Bodil husker blandt andet ”madmor” på grundskolen: ”Hun var en udpeget person (reserveofficer), som vi kunne gå til og få hjælp til alt. Hun vejledte os og var med på al undervisning og øvelser. Det var en rigtig god ordning”.

Efter endt grunduddannelse fik Bodil ansvaret for børneordningen. Dengang kunne alle kvindelige flyvere, som havde børn, få dem passet, hvis Hjemmeværnet blev beordret på plads. Der var kartotekskort på alle børnene, og der blev lavet et ID-SKILT til dem.

Det var dog ikke uden udfordringer for Bodil at blive Kvindelig Flyver. Hun fortæller:
”Jeg kunne ikke tåle at se blod, så da jeg skulle til prøve i førstehjælp, var der en pulsåreblødning, som fik mig til at dejse om.  Men jeg bestod … efter grundskolen valgte jeg sanitet som speciale … og fik has på det med blodet”.

”Hjemmeværnet fangede min interesse, så jeg valgte at videreuddanne mig”.

Karakteristik

Som historien om blodet, der udfordrede Bodil til at vælge sanitet som speciale, viser, har hun gå på mod.

”Da jeg havde været på gruppeførerkursus 1 og 2 blev jeg udnævnt til gruppefører, og skulle vise at jeg kunne gå videre … efter delingsførerkursus 1 og 2 blev jeg udnævnt til delingsfører for ”saniteten” i Karup. En stor dag at få ansvaret for så mange personer”.

Bodil beskrives som en lille og hurtig spirrevip, der altid stiller op. Selv efter 40 års tjeneste i ”lyseblåt” er hun en seriøs flyversoldat, der har guldmærke i førstehjælp og sølvmærke på gevær. I 2007 vandt hun tillige Hendes Majestæt Dronningens Vandrerpræmie i skydning.

                                                             "Bodil på skydebanen"

Nogen siger det kort og præcist: ”Bodil var dengang, som i dag, en af de mest aktive”. 

Andre frivillige siger om hende: ”Bodil er en fornøjelse at være sammen med, og jeg kan slet ikke forestille mig vores enhed uden hende. Jeg beundrer hendes væremåde og ville ønske og håbe på, at alle nye, der kommer ind i systemet, kunne lære en masse af hende”. 

Eskadrillechefen udtaler: ”Der er ingen tvivl om, at jeg som chef for Eskadrille 284 nyder rigtig godt af at have Bodil i eskadrillen. Jeg prøver altid på at lade være med at tænke over, at det jo nok stopper på et tidspunkt … men det bliver først om mange år”. (Bodil har nævnt noget om at drosle lidt ned. Red.).

”Som eskadrillechef kan jeg ikke takke hende nok for alt det, hun laver”.

Motivationen

Årsagen til at Bodil kom ind i Hjemmeværnet var, at hun arbejdede på Flyvestation Karup, hvor obersten ”gerne så, at man blev medlem”. Så hun meldte sig ind i Kvindeligt Flyvekorps. Der som nævnt fangede hendes interesse.

Bodil modtog Hjemmeværnets anciennitetstegn for 40 års frivillig tjeneste 26. november 2018, og hun ”går stadig til den” i Eskadrille 284, så interessen og hendes motivation har holdt gennem alle årene.

Nedlæggelsen af Kvindeligt Flyvekorps var dog vemodigt og turbulent. Bodil oplevede det som en epoke, der var slut, og overvejede om motivationen nu også var der til at fortsætte. Det var den.
”Op på hesten og i gang med den store udfordring det var, at få så mange nye ting på plads … især var det en udfordring, at skulle fastholde personel midt i alle ændringerne … og så skulle der undervises i førstehjælp ved siden af”.

Om motiverende påskønnelser siger Bodil: 
”At få Hjemmeværnets Fortjensttegn i 2005 var en stor dag, da det viser, at der er opbakning, og at man påskønner, det jeg laver i Flyverhjemmeværnet – ET SKULDERKLAP”.

Bodils motto:
”Har du sagt A, har du også sagt B”.

Privat

Bodil er 64 år og har været efterlønsmodtager siden 2016. Hun arbejdede i tekstilindustrien ved firmaet ”F. Engel”.

Bodil er er gift med Peter, der har en fortid i Flyvestationskorpset. Parret har tre børn og fire børnebørn.

Ud over Flyverhjemmeværnet er Bodils interesser børnebørn, og så er hun en stor fan af krimibøger, som hun læser mange af.


Tjenesteforløb

Fra 1981 og til 2012 har Bodil taget alle relevante brevkurser.

2011 – Forsyningshjælper - MG
1991 – Våbenmester - LT
1985 - Delingsfører sanitetsdeling - LT
1985 - Delingsfører kursus 2 - LT
1984 - Delingsfører kursus 1- OS
1983 - Gruppefører sanitetsgruppe - SG
1983 - Gruppefører kursus 2 - SG
1983 - Instruktørkursus - KP
1982 - Gruppefører kursus 1 - KP
1979 - Ansvar for Børneordningen - MG
1978 - Frivillig i Kvindeligt Flyvekorps - MG​


Fakta

Portrættet er det femte i en serie på seks beskrivelser af frivillige flyvere, der har været med til at præge Flyverhjemmeværnet i de seneste årtier.
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring