Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Bent i helikopter i forbindelse med Folkemøde på Bornholm


”… at holde fanen højt” – Bent Gudbergsen

Portræt af Bent Gudbergsen, mangeårigt medlem af først Luftmeldekorpset siden Flyverhjemmeværnet, i dag eskadrillechef ved eskadrille 205 Bornholm.

18-01-2019

​​Af Jan G. Andersen, LDIOF FHV

Citat

"Bent betyder alt for eskadrille 205. Det er Bents fortjeneste, at eskadrille 205 er der, hvor den er i dag".

Sagt om Bent af frivillige i eskadrille 205, der tilføjer: "Hans gode humør - motivation og kampånd, får alle os andre til også at kæmpe for eskadrillen".

Nu

Ved siden af at være en aktiv chef for eskadrille 205, har Bent også i flere år været meget aktiv i Flyverhjemmeværnets råd samt i Hjemmeværnets landsråd, i Uniformsudvalget og Driftsrådet.

Som en frivillig fra eskadrillen beskriver det: "Bent rejser tit over for at deltage i forskellige møder".

I forbindelse med de store forligsbetingede ændringer i Hjemmeværnet har Bent gennem de sidste godt tre år været Flyverhjemmeværnets repræsentant i tre arbejdsgrupper. Henholdsvis Administration, Ydelser og hjv.dk. For som han selv udtrykker det "… sikre at de store ændringer og udviklingen, på disse områder ikke vil berøre os frivillige (negativt, red.) i den store grad, selv om jeg engang imellem kan have mine tvivl".

Kilder i Flyverhjemmeværnets faste stab beskriver Bent som en loyal mand for Flyverhjemmeværnet. En chef der kræver af sine folk, at de deltager.

"Eskadrille 205 har også ved rigtig mange indsættelser/støtteopgaver vist sig at være fremtrædende på Bornholm, hvilket man vel kan takke Bent for …".

"Billedet er taget på en bevogtning af helikoptere i forbindelse med Folkemøde på Bornholm"

Redaktøren tilføjer: Flyverhjemmeværnet ser også flere frivillige fra eskadrille 205 indsat til støtte for Flyvevåbnet både på Sjælland og i Jylland.

Før

Eskadrille 205 er den eneste tilbageværende Flyverhjemmeværnsenhed på Bornholm. Den blev oprettet i kølvandet på lukningen af Flyverhjemmeværnsafsnit Bornholm ved den sidste sammenlægning af eskadriller på øen.

Bent fortæller om situationen som eneste eskadrillechef på Bornholm: "Jeg kan godt mærke, at vi er eneste eskadrille her på øen, og ikke altid har de samme vilkår som de øvrige eskadriller i landet.  Ikke mindst fordi vi er en del af et fællesværns distrikt med de udfordringer, dette giver. Der er fx. ikke altid den store forståelse for, at vi har nogle specielle opgaver. Men med lidt god information fra vores side er det som regel lykkedes. Så igennem vores gode humør og mange gode folk i eskadrillen har vi altid kunne finde ud af det".

Samarbejdet på tværs beskriver Bent som "… ikke altid til det gode …", men med en tålmodig og velforberedt indsats kommer der dog resultater. Som da samarbejdsaftalen med Bornholms Lufthavn blev indgået i samdrægtighed mellem Flyverhjemmeværnet og Det Bornholmske Hjemmeværn. Bent var en meget tålmodig og vedholdende primus motor for projektet.  Redaktøren af dette portræt vil mene, at det positive resultat netop skyldtes Bents vedholdenhed.

Dengang

Bent aftjente sin værnepligt i Søværnet inden for varslingstjenesten i 1978-79. I 1984 blev han optaget i Luftmeldekorpset, og understreger selv, at han har oplevet meget store forandringer i de år han har været med.

I de først år var han medlem af en bevogtningsdeling, der var tilknyttet flyvevåbnets radarhoved på Bornholm. Han avancerede i perioden frem til 1985 fra NK gruppe til delingsfører for en bevogtningsdeling, Delingen havde stor tilgang af medlemmer og blev efter ønske fra Flyvevåbnet uddannet og ført som en flyvestationseskadrille (nærforsvarsenhed). Det blev derfor til en række krævende uddannelser for delingen afholdt i hærhjemmeværnsregi bl.a. patruljekursus.

Da delingen rundede et medlemstal på 65 blev den oprettet som en (stabs-) halveskadrille, dels på grund af størrelsen og dels på grund af opgaven, der var anderledes end luftmeldeeskadrillernes.

Bent supplerede løbende sin uddannelse inden for skydning, kortlære, signaltjeneste samt div. enheds og funktionsuddannelser.

Han fortæller: "Da jeg startede var der fire eskadriller her på øen. Da den store omlægning startede, gik det hurtig op for mange i de gamle eskadriller at dette ikke var noget for dem. Så mange meldte sig ud … Jeg overtog den gamle centraleskadrille, og blev chef for denne i 2003. Selv om omlægningen ikke var slut, var der nye store forandringer i sigte; Ikke mindst for mig som eskadrillechef, men også det blev løst, selv om det til tider var op ad bakke".

Karakteristik

Bent beskrives både af faste og frivillige som en empatisk person, der bekymrer sig om andre mennesker. Han er vellidt blandt de andre chefkolleger samt hos andre i Hjemmeværnet.

"En meget bramfri herre, men alligevel med behersket sprog, som har kæmpet for Flyverhjemmeværnet".

Frivillige i eskadrillen fortæller: "Bent møder altid op i god humør og er ikke bleg for en hurtig sjov bemærkning. Han har en stor viden og deler gerne ud af den. Han er en motiverende og engageret chef for eskadrille 205 Bornholm, der tit deltager til bevogtningsaftner. Han er vellidt i eskadrillen".

Fastansatte siger: "Bent viser sig altid til ledelsesmøder m.m. i Flyverhjemmeværnet, hvilket andre eskadrillechefer kunne lære af – og de har endda kortere transporttid. Så man kan vel sige, at Bent viser ansvar for sit hverv".

Motivationen

"Mit motiv for at søge optagelse i Hjemmeværnet var, at jeg havde valget at blive genindkaldt op til flere gange eller at søge ind i Hjemmeværnet. Det gjorde jeg så, da jeg havde stiftet familie og havde fået et ønskejob".  Forklarer Bent og fortsætter: "At det blev Flyverhjemmeværnet og ikke Marinehjemmeværnet skyldtes nok at min interesse lå på fly … og jeg har ikke fortrudt mit valg". 

Om
sin motivation for at blive ved i Flyverhjemmeværnet siger Bent: "… det er også mit store opgave at sikre, at der stadig er en eskadrille på Bornholm de næste mange år, også selv om det er op ad bakke".

"Jeg har gennem hele mit virke i Flyverhjemmeværnet altid søgt at være en god, aktiv hjemmeværnsmand. Også gennem mit virke som chef har jeg søgt at motivere folkene i eskadrillen til, at vi altid kan løse vores opgave og stadig være sociale".

"Jeg har gennem mit virke i bl.a. Flyverhjemmeværnets råd siden 2004 kunne være med til at sikre en bred information til eskadrillen (som ikke altid kommer ad kommandovejen red.). Jeg har også gennem dette virke været med til markere Flyverhjemmeværnet i Landsrådet, i Uniformsudvalget samt i Driftsrådet. Her har jeg bl.a. gjort vores synspunkter gældende og ikke mindst synliggjort os".

Følgende er sagt om Bent af en fastansat: "Bent har altid været en kæmper set med mine øjne. I tiden hvor Flyverhjemmeværnet var truet, tror jeg nok, at Bent kæmpede både på det politiske niveau og også i rådsorganisationen for, at få forståelse for Flyverhjemmeværnet".

 Bents motto:
"Det løser vi".

Privat

Bent er gift, har 2 voksne børn og 2 børnebørn. Han er uddannet inden for Hotel- og Restaurationsbranchen. Her ud over er han uddannet faglærer, har div. ledelsesuddannelser og pædagogikum.

Bent har været hotelejer, samt har igennem godt 26 år været faglærer og senere inspektør/uddannelseschef på en erhvervsskole.

Hans interesser ud over Flyverhjemmeværnet er politik samt "lidt jernbane".

Tjenesteforløb

2003 Valgt til Flyverhjemmeværnets råd og Hjemmeværnets Landsråd
Flyverhjemmeværnets rep. i HJV uniformsudvalg og driftsråd

2005 - EC Eskadrille 401 Sengen, senere 205 Bornholm - KN

2003 - EC centraleskadrille - KN

2000 - NK centraleskadrille - PL                               

1996 - EC 2 kursus - LT

1995 - Stabshjælper FHA stab - LT

1988 - DF/NK halv-stabseskadrille (EC 1) - LT

1987 - NK bevogtningsdeling (DF 1) - OS

1986/87 - NK bevogtningsdeling (DF 1) - OS

1986 - GF Bevogtningsgruppe (GF 2) - SG             

1985 - NK bevogtningsgruppe (GF 1) - KP

1984 - Frivillig i Flyverhjemmeværnet - MG

1978 - Værnepligtig i Søværnet, varslingstjeneste - MG​

Fakta

Portrættet er det fjerde i en serie på seks beskrivelser af frivillige flyvere, der har været med til at præge Flyverhjemmeværnet i de seneste årtier.
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring