Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Fra højre mod venstre – piloterne SAN og DOC i 3 km’s højde. MSO og POLOBS arbejder med sensorplatformen bag den hvide væg mellem piloterne.

Piloter til prøve

Ligesom Missions System Operatører (MSO) og Ground Support Teknikere (GST), skal piloterne i HVE 270 bestå en årlig prøve i  taktiske operative færdigheder.

15-02-2021

Af DOC, pilot og Tactical Flying Instructor, HVE270

Hjemmeværnets Flyvende Kapacitet indsættes i skarpe luftoperationer af Forsvarets National Air Operation Centre (NAOC). For at sikre, at piloterne i HVE270 til enhver tid har så højt niveau, at NAOC kan indsætte HVE270 til f.eks. en SAR, en observation fra luften eller en maritim patruljering, skal piloterne ligesom Missions System Operatører (MSO) og Ground Support Teknikere (GST) bestå en årlig prøve i de taktiske operative færdigheder. De vurderes her også på samarbejdsevner, Crew Ressource Mangement. Piloterne skal derudover bestå en årlig flyveprøve overfor Trafikstyrelsen med en ekstern kontrollant.

Søndag 14. februar i forbindelse med en 24-timers beredskabsvagt på Flyvestation Aalborg aflagde piloten SAN sit årlige Tactical Proficiency Check (TPC) som fartøjschef overfor DOC, der fungerede som styrmand (2. pilot på flyvningen) og instruktør. HVE270’s uddannelsessektion havde til formålet udarbejdet et momentspil fuldstændigt som var besætningen af NAOC blevet indsat i en skarp opgave. HVE274 bistod med at stille 3 MA som momenter på jorden. Opgaven blev først ½ time før afgang oplyst til besætningen af Politiobservatøren (POLOBS) Ulrik, der briefede besætningen i hangaren på Flyvestation Aalborg. Efter at GST’en LEN havde klargjort flyet, blev han sendt afsted for at opstille modtageudstyr, så KSN live kunne se det MSO’en FRI ved hjælp af flyets sensorpakke observerede fra luften.

For at blive optaget som pilot i HVE270 skal man have kommercielt flycertifikat (CPL / ATPL) samt instrumentflyvebevis og være uddannet til at flyve flermotoret fly. Derudover skal man bestå en heldags screening ved Forsvarets psykologer samt en flyveprøve i simulator. Endelig skal man være militært grunduddannet i Hjemmeværnet eller Forsvaret. Først derefter starter uddannelsen til Taktisk Operativ Flyvning i HVE270. Alle 24 stillinger som frivillig pilot er p.t. besat. Der er ca. 20 piloter på venteliste til næste screening af egnede pilotemner.

SAN hører til de erfarne piloter i HVE270, og han klarede de 3½ timers flyvende opgave til topkarakter og klart bestået.

Om Hjemmeværnets Flyvende Kapacitet udtaler POLOBS Ulrik: ”De løser opgaven på en professionel måde. Det tager jeg hatten af for, særligt når man tænker på de er frivillige. Jeg føler der er styr på tingene. Det er et behageligt og kompetent selskab at være i, og jeg føler mig altid velkommen som en del af crew’et inklusive de støttefunktioner der arbejder på jorden”.


Fra højre mod venstre – POLOBS Ulrik briefer MSO’en FRI og piloten SAN.

Faktaboks

Hjemmeværnets Flyvende Kapacitet udgøres af små 90-100 frivillige i HVE270 og 5 fastansatte i Luftoperationssektionen, Flyverhjemmeværnet.

Funktionerne i HVE270 er                     

  1. Piloter, 2 på hver flyvning.
  2. Mission System Operator (MSO), der håndterer flyets sensorpakke.
  3. Ground Support Tekniker (GST), der klarmelder fly og betjener jordudstyr i forbindelse ved live-transmission af video i HD-kvalitet til f.eks. politiets KSN.
  4. Stabsmedarbejdere, der varetager en omfattende logistik, administration, rekruttering, uddannelse m.m.



Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring