Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Defenderen velankommet til Grækenland. 

Flyverhjemmeværnet drager for første gang på mission til Grækenland

Frivillige soldater og et fly fra Flyverhjemmeværnet skal for første gang udsendes til Grækenland, hvor de skal bidrage til at begrænse grænseoverskridende kriminalitet. Det er fjerde gang, Flyverhjemmeværnet er udsendt til Sydeuropa.

05-09-2022

​​

Flyverhjemmeværnets fly har for første gang fået græsk luft under vingerne, da 12 frivillige og en fastansat fra Flyverhjemmeværnet i dag er ankommet til Grækenland. Her udgør de den næste måned det danske bidrag til den europæiske grænse- og kystvagt, Frontex, 

Som Danmarks bidrag til Frontex vil enheden fra Flyverhjemmeværnet bidrage til den internationale mission Operation Poseidon fra den græske ø Samos. De frivillige soldaters opgave bliver at overvåge farvandet ved den græske kyst. Formålet er særligt at dæmme op for illegal migration og grænseoverskridende kriminalitet som menneskesmugling, narkosmugling og våbensmugling. Desuden handler opgaven om at styrke kystvagtfunktioner, mens der også kan blive behov for støtte i eftersøgnings- og redningsoperationer.

Det er fjerde gang, Flyverhjemmeværnet er udsendt til Frontex. De øvrige gange har soldaterne arbejdet fra Spanien og Italien.

"Det er en stor anerkendelse, at Flyverhjemmeværnet for fjerde gang får denne opgave for Frontex. Vores frivillige soldater har de tidligere år vist, at de har et meget højt fagligt niveau, der har sikret et stærkt, dansk bidrag til Frontex," siger oberst Kern Oddershede, chef for Flyverhjemmeværnet.  


Defenderen letter fra Roskilde Lufthavn med kurs mod Sydeuropa. 

En efterspurgt samarbejdspartner
De frivillige soldater kommer fra Hjemmeværnets flyvende eskadrille, der har til huse i Aalborg og Roskilde og råder over to fly af typen Britten-Norman Defender. Flyene og soldaterne er en flittig brugt samarbejdspartner for Forsvaret, Politiet og andre myndigheder. De fløj sidste år 179 opgaver for Forsvaret og Politiet, særligt med fokus på overvågning. 

Takket været de daglige opgaver i Danmark, er Hjemmeværnets flyvende eskadrille specialister i farvandsovervågning, og med Defender-flyets specialiserede overvågningsudstyr er opgaven for Frontex skræddersyet til Hjemmeværnet.

"Både nu på Frontex og herhjemme er vores fly og besætninger eftertragtede fra flere myndigheders side. Det er vi, både fordi vi leverer den ønskede opgaveløsning og pga. vores dygtige frivillige besætninger, støttepersonel og flyets specielle udstyr, som gør det velegnet til at løse overvågningsopgaver på alle tider af døgnet – både over land og vand samt med kort varsel," forklarer chef for Flyverhjemmeværnet, oberst Kern Oddershede.

Flyets udstyr består bl.a. af et infrarødt kamera, der kan varmesøge og et HD-kamera, som er særligt velegnet til at operere i mørke.

Soldaterne fra Flyverhjemmeværnet vil bidrage til Frontex frem til 6. oktober. Under missionen er de ansat på korttidskontrakt og aflønnes på lige vilkår med Forsvarets fastansatte. 

 

Fakta: Hvad er Frontex?
Frontex, Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning, har til opgave blandt andet at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet – især ved EU's ydre grænser i Middelhavet.

Frontex blev oprettet i 2004 med henblik på at bistå EU-medlemslandene og Schengenlandene med at beskytte de ydre grænser i EU's område med fri bevægelighed.

Frontex er et operationelt agentur med mere end 1500 medarbejdere fra medlemsstaterne indsat i hele EU.


Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring