Af museumsinspektør Jens Ole Christensen
Den Frivillige Luftmeldetjeneste,
Foreningen Den Frivillige Luftmeldetjeneste blev oprettet 1934.Det var en frivillig forsvarsorganisation, knyttet til hærledelsen.Dens opgave var at varsle om flyangreb via et netværk af luftmeldeposter og luftmeldecentraler, hvilket havde afgørende betydning for såvel det militære luftforsvar som den civile luftbeskyttelse. Luftmeldetjenesten afviste at deltage i luftforsvaret under besættelsen for ikke at bistå besættelsesmagten, men efter befrielsen var mange i tjenesten ivrige efter at komme i gang igen. Men først i efteråret 1948 kunne hærledelsen give ordre til reetablering af luftmeldetjenesten.
Hjemmeværn og kvindekorps
1946 blev Danmarks Lottekorps og Kvindelige Marinere oprettet som frivillige forsvarsorganisationer, og i 1949 blev det statslige Hjemmeværn oprettet, som en del af Hæren
Efter Hjemmeværnets oprettelse et ønske fra politisk side om at samle de to kvindekorps og luftmeldetjenesten, således at alt frivilligt forsvarsarbejde blev samlet i Hjemmeværnet.
Hær, søværn, flyvevåben og Hjemmeværn
Dansk forsvar har traditionelt været bygget op om de to ret selvstændige værn, Hæren og Søværnet. Men med forsvarsordningen 1950-1951 blev der brudt med århundredgamle traditioner. Dels blev Flyvevåbnet oprettet i 1950, dels blev forsvaret samlet under en forsvarschef som et led i en langt større samordning af det militære forsvar. Hjemmeværnet blev ved vedtagelsen af Hjemmeværnsloven i 1948 en del af Hæren, men med den nye forsvarsordning var forudsætningerne på centrale punkter ændrede.
I 1952 tog man skridtet fuldt ud. Ved en lovrevision blev Hjemmeværnet et selvstændigt værn direkte underlagt forsvarsministeren. Det blev fastslået, at Danmarks militære forsvar var - og fortsat er - sammensat af Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet og Hjemmeværnet. Og i forlængelse heraf blev det fastsat, at Hjemmeværnets formål var – og ligeledes fortsat er - at deltage i løsningen af de opgaver, der påhviler det militære forsvar. Samtidigt blev Hjemmeværnet delt i tre hjemmeværnsgrene, Hærhjemmeværnet, Marinehjemmeværnet og Flyverhjemmeværnet, svarende til Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet. Sådan har det været siden.
Sammen med tilpasningen til den nye forsvarsordning var det et konkret sigte med ændringerne, at Hjemmeværnet fremover skulle omfatte alt frivilligt forsvar. Den Frivillige Luftmeldetjeneste skulle ophøre som forening og fremover indgå i Hjemmeværnet som et korps, mens kvindekorpsene, der både var korps og foreninger, fik deres tilknytning til Hjemmeværnet fastslået.
Flyverhjemmeværnet
Flyverhjemmeværnet blev officielt oprettet 1. april 1953. Samme dag blev foreningen Den Frivillige Luftmeldetjeneste efter langvarige og tildels vanskelige forhandlinger til et korps, Luftmeldekorpset, under Flyverhjemmeværnet. Oberstløjtnant Ludvig Bjarkov blev i foråret samme år udnævnt som leder af Flyverhjemmeværnet. Det var et klart krav fra foreningen, at det kommende luftmeldekorps skulle omfatte både foreningens kvindelige og mandlige personel, selv om det brød med princippet bag kvindekorpsene i Hjemmeværnet.
Luftforsvaret af Danmark og ikke mindst hovedstaden udgjorde fra slutningen af 1940’erne et alvorligt problem i dansk forsvar. Flyvevåbnet, der skulle opstille det fremskudte luftforsvar, var under hastig opbygning – en opbygning, der både omfattede et net af radarstationer til overvågning af luftrummet og varsling af angreb samt moderne jagerfly, der skulle imødegå dette. Supplerende skulle Hæren og Søværnet opstille det stedbundne luftforsvar med luftværnsartilleri. Luftmeldekorpset blev tæt knyttet til Flyvevåbnets kontrol- og varslingstjeneste, der var ved at opbygge en radarovervågning af dansk område, og som gradvist overtog hovedrollen i overvågning og varsling. Men den visuelle overvågning og varsling var stadig et vigtigt supplement, både med hensyn til fly i lav højde, som kunne ”gå under radaren” , og til identifikation af flyene.
Luftmeldekorpset
Luftmeldekorpset overtog det net af luftmeldeposter og luftmeldecentraler, som var blevet genetableret siden slutningen af 1940’erne, hvor luftmeldetjenestens genopbygning var sat i gang. Genopbygningen fik form af en gennemgribende reorganisering og modernisering, og denne proces fortsatte til et stykke ind i 1950’erne. Hermed fik tjenesten stort set den form, som den skulle bevare helt frem til 1970’erne.
Grundstenen i systemet var omkring 400 luftmeldeposter, der var placeret i vandtårne, siloer, fabrikker eller som elementfremstillede ståltårne med en gennemsnitlig afstand på 10-15 km og udstyret med enkelt og robust pejleudstyr til at bestemme flys position og højde. Herfra skulle luftrummet i krise- eller krigstilfælde overvåges, og meldinger afgives om angribende fly og andre fjendtlige handlinger relevante for forsvaret via faste, særligt sikrede telefonforbindelser. Posternes meldinger blev opsamlet i otte luftmeldecentraler i Aalborg, Aarhus, Viborg, Kolding, Odense, København, Nykøbing Falster og Rønne. Her blev de plottet ud på store kort over centralens område, hvor der tegnede sig et billede af situationen i luftrummet. Fra luftmeldecentralerne blev oplysningerne igen videresendt til Flyvevåbnets operationscentre. En melding fra en luftmeldepost blev modtaget og plottet i luftmeldecentralen inden for 15 sekunder, hvorefter den blev videregivet til Flyvevåbnet og relevante naboluftmeldecentraler inden for yderligere 15 sekunder, således at den samlede meldetid var 30 sekunder. Dette var Luftmeldekorpsets faste opgaver gennem hele koldkrigen.
I takt med opbygningen af luftmeldecentralerne blev der knyttet forbindelsesofficerer hertil fra Civilforsvaret, luftværnsartilleriforsvaret og militærregionerne, der hurtigt kunne videregive varsling om flyangreb, men også meldinger om observation af andre fjendtlige handlinger, eksempelvis luftlandsætninger, til deres respektive organisationer. Civilforsvarets varsling af civilbefolkningen hvilede i første række på varslingen fra luftmeldeposterne.
Varsling om fly i lavere højde forblev Luftmeldekorpsets primære opgave i hele koldkrigstiden, men herudover deltog korpset med sit net af luftmeldeposter også i den almindelige overvågning af dansk territorium og indre farvande med vægt på meldinger om luftlandsætninger og nedkastning af specialstyrker samt observerede fjender på land eller til søs. Hertil kom senere varsling af ABC-våben (Atomic, Biological and Chemical Weapons) på dansk atomare, biologiske og kemiske våben) til Civilforsvaret, Forsvarets ABC-central og militærregionerne, samt regelmæssig afgivelse af vejmeldinger om lokale vejrforhold til Forsvarets Vejrtjeneste.
Kvindeligt Flyverkorps
Forsvaret fik i løbet af 1950’erne et højt beredskab, hvilket krævede meget fastansat personel, både militært og civilt. Det gjaldt ikke mindst for Flyvevåbnet, hvor man blandt andet i kontrol- og varslingstjenesten var meget interesseret i at ansætte kvindeligt personel. Tanken om et kvindekorps tilknyttet Flyvevåbnet fik fast form i begyndelsen af årtiet. Dels som ståsted for kvindeligt personel i militære funktioner, dels for civilansat kvindeligt personel i administrative funktioner. I foråret 1953 blev foreningen Kvindeligt Flyvekorps oprettet på opfordring fra Flyvevåbnet og indgik overenskomst med forsvarsminsteren på linje med de øvrige kvindekorps.
Herfra var næste skridt det civilansatte mandlige personel på Flyvevåbnets flyvestationer og øvrige anlæg. Dels for at styrke forsvaret heraf, dels for at sikre de civilansatte folkeretslig beskyttelse. Her begyndte Flyverhjemmeværnet i foråret 1954 at oprette flyverhjemmeværnseskadriller til nærforsvar af flyvestationerne. De to første ekskadriller blev oprettet i Københavns Lufthavn, Kastrup. Her var der i 1950'erne militær flyvestation, og lufthavnen indgik i hele koldkrigen i den militære planlægning. Oprettelsen af eskadrillerne skete i kraft af to kompagnier, der i september samme år blev overført fra Hærhjemmeværnet til Flyverhjemmeværnet. Men i løbet af 1950’erne kom en række nye eskadriller til på alle operative flyvestationer og efterhånden også på enkelte andre anlæg. Ved oprettelsen skelede man til Hærhjemmeværnets institutionskompagnier, og også på Flyvevåbnets arbejdspladser spillede fagforeningsledere en vigtig rolle i oprettelsen af enhederne.
Perimeterfolk
Flyverhjemmeværnseskadrillerne bestod indledningsvis kun af civilansatte på Flyvevåbnets anlæg og ansatte i Københavns Lufthavn. Men fra slutningen af 1950’erne blev der åbnet for personer, der boede nær et af Flyvevåbnets anlæg uden at være ansatte (”perimeterfolk”). Opgaven var, at de ansatte så længe som muligt skulle passe deres arbejde på flyvestationerne og andre anlæg, og først i en akut situation indgå i bevogtningen og det indre nærforsvar. Perimeterfolkene skulle derimod umiddelbart indgå heri og blandt andet være en del af Flyvevåbnets beredskab. Til opgaverne i nærforsvaret sluttede sig hurtigt flere opgaver, blandt andet retableringsopgaver samt hindre- og ødelæggelsesopgaver på flyvestationernes start- og landingsbaner. Eskadrillerne indgik gennem anlæggenes nærforsvar i lokalforsvaret og skulle løse opgaver, der mindede meget om Hærhjemmeværnets, som man uddannelsesmæssigt lagde sig tæt op ad. Det var eskadrillernes opgaver gennem hele koldkrigen. De fik i anden halvdel af 1960’erne status som et korps, Flyvestationskorpset, i Flyverhjemmeværnet.
I 1953 indgik det nyoprettede Kvindeligt Flyvekorps overenskomst med forsvarsministeren. Flyvevåbnet ønskede dels at ansætte kvindeligt personel i militære funktioner, dels etablere et ståsted for det civilansatte, kvindelige personel. Samtidigt var der behov for at skabe en mobiliseringsreserve, som skulle specialuddannes og tjenstegøre under øvelser og krigsforhold. Kvindeligt Flyvekorps’ personel fik opgaver inden for kontrol- og varslingstjeneste og stabs- og kommunikationstjeneste samt flere andre faglige tjenester. Ønsket om et kvindeligt korps tilknyttet Flyvevåbnet kom i høj grad fra Flyvevåbnets ledelse, der klart så mulighederne i fastansat kvindeligt personel. Men det kom i endnu højere grad fra en lille gruppe kvinder med ildsjælen Else Martensen-Larsen i spidsen. Else Martensen-Larsen havde erfaring som leder i frivilligt forsvarsarbejde fra Danmarks Lottekorps, og hun blev Kvindeligt Flyvekorps’ første og dedikerede chef gennem næsten en menneskealder. Under hendes ledelse nåede Kvindeligt Flyvekorps på kort tid et meget højt militært niveau, der blev fastholdt gennem hele korpsets levetid.
LOLA og Luftmeldekorpset
Gennem Den Kolde Krig udviklede krigsførelsen sig hastigt og et af de områder, hvor udviklingen gik hurtigst, var luftkrigsførelsen. Stadigt hurtigere og mere avancerede fly vandt frem, samtidigt med, at der i øst skete en betydelig udbygning af flystyrkerne. Ligeledes blev der tale om et stadigt mere fremskudt og truende øvelsesmønster, hvilket forkortede varslingstiden for flyangreb meget alvorligt. NATO udbyggede og moderniserede løbende sine overvågningssystemer for at følge med den forøgede trussel, blandt andet med en gennemgribende modernisering af luftovervågningen i begyndelsen af 1970’erne.
Udviklingen udfordrede også den visuelle lavvarsling, som Luftmeldekorpset stod for. I begyndelsen af 1970'erne blev der også her tale om en fornyelse med inddragelse af ny teknologi. I 1974 blev der gennemført en reorganisering af Luftmeldekorpset og den visuelle varsling. Det danske område blev opdelt i seks lavvarslingsområder med hver sin lavvarslingscentral, hvor varslingerne fra luftmeldeposterne blev plottet. Herfra blev de elektronisk overført til Flyvevåbnets operationscentral og luftforsvarets øvrige dele via data-transmissionssystem LOLA og indgik i kontrol- og varslingstjenestens samlede overvågning af dansk luftrum. ABC-varsling til regionernes ABC-celler og varsling til lokalforsvaret og Civilforsvaret fortsatte ligeledes. Endnu i Den Kolde Krigs sidste del var luftforsvaret, trods al teknologi, afhængig af varsling i lav højde. For dele af luftforsvaret samt for civilforsvaret var lavvarslingen helt central.
Det Nye Flyverhjemmeværn
Flyverhjemmeværnet var allerede begyndt en gennemgribende reorganisering i 2004 under indtryk af den løbende omorganisering af luftforsvaret af Danmark. Hele lavvarslingen med lavvarslingscentraler og luftmeldeposter blev nedlagt, og Luftmeldekorpset og Tjenestestedskorpset blev nedlagt som korps. Tjenestestedskorpsets underafdelinger blev fordelt på de tre hjemmeværnsgrene, alt efter om de var ’grønne’, ’mørkeblå’ eller ’lyseblå’. I stedet for korpsopbygningen blev der nu tale om en ny organisation med flyverhjemmeværnseskadriller organiseret i flyverhjemmeværnsdistrikter direkte under Flyverhjemmeværnet. Og i stedet for de klassiske opgaver skulle Flyverhjemmeværnet fokusere på bevogtningsopgaver og andre former for støtte til Flyvevåbnet.
Og i luften har Hjemmeværnet faktisk også været i en lang årrække. I 1966 indgik Flyverhjemmeværnet en aftale med Kongelig Dansk Aeroklub om, at klubbens medlemmer ville flyve med deres privatfly som et led i Luftmeldekorpsets øvelser. Som et resultat af dette samarbejde blev der i 1978 oprettet en flyvende hjemmeværnsenhed på Sjælland, senere organiseret som en række mindre lokale enheder. Enhederne bestod af piloter, der med udgangspunkt i deres civile flyvecertifikater blev uddannet specielt til at udføre øvelsesflyvninger for Luftmeldekorpset med egne eller lejede privatfly. Flyningerne ophørte med Luftmeldekorpsets nedlæggelse i 2004.
To nye fly
Som en forsøgsordning blev der i 2007 oprettet en ny flyvende enhed under Flyverhjemmeværnet med den opgave at løse overvågnings-, eftersøgnings- og redningsopgaver i samarbejde med Forsvaret, Politiet og SKAT (told), blandt andet miljøovervågning fra luften. Enheden benyttede også privatejede fly. Og i 2012 blev Flyverhjemmeværnseskadrille 270 Den Flyvende Eskadrille oprettet. Hertil blev der i 2015 anskaffet to overvågningfly, der blev placeret i Aalborg og Skalstrup syd for Roskilde. Flyene og deres besætninger var operative i starten af 2016. Ekadrillen udfører tilsvarende overvågnings-, eftersøgnings- og redningsopgaver.
