Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Beredskabscertificeringer i fuld gang

Ivan fra Hjemmeværnskompagni Favrskov er en af de første soldater til at blive certificeret til BEREDSKABSSTYRKE 2022

18-10-2021

​​​

Af OS K. Gunnestrup | HDEJY S9

Barometret viste 34 certificerede efter første runde af syv i alt. Målet er 240 soldater opstillet til Beredskabsstyrke 2022 i Hærhjemmeværnsdistrikt Østjylland. 

En af de seneste certificerede er Ivan fra Hjemmeværnskompagni Favrskov, der måske nok ser ung ud, men efterhånden er en hjemmeværnssoldat med en del år på bagen. 

Tilbage fra res​erven
Han er en af de soldater, der kan tillade sig at stille sig frem under mottoet "en gang soldat - altid soldat". Det var også derfor Ivan, da kaptajn Kurt Kristensen, kompagnichef i Hjemmeværnskompagni Favrskov ringede til ham og sagde, at han godt kunne træde frem fra reserven, straks svarede "JAVEL" i den anden ende af telefonen.

Således vendte Ivan tilbage til aktiv styrke, klar til at bygge oven på den viden og erfaring der lå gemt i nervebanerne. Ivan startede som soldat ved Prinsens Livregiment i 1993 og var her i 11 måneder. Tjenesten i Hjemmeværnet rækker tilbage med start i år 2001, og med de konsekvenser livet engang imellem byder én, som gør at man i nogle perioder er mindre - eller slet ikke er aktiv, for så en dag at få det rygstød, der skal til, for igen at slutte op i geledderne. 

Nu møder vi hinanden til årets første beredskabscertificering i Tirstrup, med ordene "hvad satan....", som tit er noget af det første der slipper mundvigen, når man møder én man, i en efterhånden fjern fortid, har bokset rundt i Tovby​ med. 


(foto: M. K. Rasmussen HDEJY S9)

Oplevelser med beredskabscertificering
Efterfølgende spurgt ind til oplevelsen med certificeringen svarer han, at særligt den nye del med kontrol af enkeltmandsfærdigheder på opgavemarchen er god. 

Ivan synes det helt klart gør kontrollen bedre end sidste år og man har ikke fornemmelsen af, at man bare skal møde op for at få sit mærke. Han svarer også, at kontrollen er relevant i forhold til fx host nation support opgaven. "I en situation hvor vi fx skulle varde udenlandske styrker, ville være fedt, hvis vi ikke lignede en flok teenagedrenge til sodavandsdiskotek", lyder det. 

Hermed også sagt, at certificeringsøvelsen medvirker til at formidle et fælles målbillede, der er relevant for træning til opgaven.

De store kammeratskabsoplevelser
Hvad er så Ivans bedste oplevelse i Hjemmeværnet​ - ud over selvfølgelig den netop bestået beredskabscertificering? Dem har der været mange af. Det kunne være at løbe i SKYT gennem Fiskergade i Aarhus i forbindelse med en opgave, hvor man skal sikre et vitalt objekt. At sidde i en kampstilling i Finderup og opleve fjenden bliver sprængt i luften under et angreb, hvorefter der er er rester af indvolde og kød overalt. At gennemføre en AKP og der pludselig kommer en stor lastbil med hænger og det hele, og man virkelig kommer på arbejde med alle de skjulesteder der er på sådan et køretøjOg ikke mindst kammeratskabet en lørdag aften, hvor der er pause i øvelsen, og man sidder og hygger sig med god mad og fortæller røverhistorier – Det er da fedt!

Ivan anbefaler flere at gøre som kompagnichefen i Hjemmeværnskompagni Favrskov gjorde, at tage direkte kontakt til reserven med et brev og et opkald for at genaktivere soldater, der af den ene eller anden grund er placeret der. Det handler om at fokuserer på oplevelsen og det den enkelte kan bidrage med og som han siger: "Jeg havde stadigvæk mange gode HJV år tilbage i mig". 

Dermed kom endnu en soldat igennem certificeringen og flere er på vej. Hold øje med, hvornår din enhed er tilmeldt (kontakt din nærmeste fører), eller tilmeld dig restantcertificeringen d. 21. november på HJV.dk. Du finder aktiviteten under HDEJY her (klik)


(foto: M. K. Rasmussen HDEJY S9)

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring