Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Mød vores feltpræst


Jesper er til daglig sognepræst, men udover at være sognepræst, er han også feltpræst for Hærhjemmeværnsdistrikt Østjylland.

21-12-2018

 

Af B. F. Clausen (HD Redaktionen, S9)

​Halvanden times kørsel vest for Aarhus, finder man Staby præstegård. Her bor feltpræst Jesper Wiborg Andersen sammen med sin kone og to børn. Jesper er til daglig sognepræst, men udover at være sognepræst, er han også feltpræst for Hærhjemmeværnsdistrikt Østjylland.

Men hvad laver vores feltpræst egentlig?
I løbet af det års tid, hvor Jesper har været tilknyttet distriktet, er han blevet brugt til nogle forskellige opgaver. ”For en måned siden fik jeg en særligt meningsfyldt opgave”, siger Jesper om den dag den britiske ambassadør var på besøg. Her var feltpræsten både med til at lokalisere gravstedet, hvor kransenedlæggelsen skulle finde sted, og på selve dagen holdt han en tale. Jesper er glad for at blive brugt til sådanne arrangementer. Som præst har han kompetencer til at skrive en god tale, så han er kun glad for at bidrage på det punkt.

Udover at tale til mindehøjtideligheder og andre arrangementer, står Jesper Wiborg Andersen også til rådighed, hvis livet gør ondt. Men det er ikke ligesom at tale med en psykolog. Feltpræster kan noget andet end psykologer. ”Der er et frirum ved at tale med feltpræsten, både herhjemme og under udsendelse”, fortæller Jesper, som også har erfaring fra en udsendelse. Feltpræsterne har en tavshedspligt, som betyder, at der ikke bliver indberettet noget. Man kan altså tale i fortrolighed med Jesper, hvis man har behov for det.

For at blive feltpræst, er det ikke nok at være uddannet præst. Det er også et krav, at man uddanner sig i forskellige militære discipliner. ”Der er et fem-ugers kursus hen over sommeren, hvor vi tager på en lille rekruttur. Der lærer man forskellige grundlæggende militære færdigheder som skydning og førstehjælp.” Jesper fortæller, at de bliver uddannet sammen med andre nonkombattanter, som sygeplejersker og læger.

Feltpræster skaber fællesskab under udsendelser
Da Jesper var udsendt til Kabul, oplevede han at have en helt særlig rolle i fællesskabet. Han var kun dernede i en måneds tid som leave-afløser. Alligevel blev han inddraget i fællesskabet på en måde, så det blev en god og erfaringsrig oplevelse for ham. I løbet af udsendelsen stod han for feltgudstjenesterne i de forskellige lejre. Men han blev også brugt flittigt, som samtalepartner og sjælesørger, i forbindelse med soldaternes problemer på hjemmefronten.

Jespers engagement må have gjort indtryk og smittet af. I hvert fald inviterede en gruppe soldater ham til at lave crossfit sammen med dem. Det var altså ikke kun feltpræsten, som tog sig af soldaterne. Soldaterne sørgede også for at inddrage feltpræsten, og udfordre ham på en anden måde end han er vant til. I hvert fald fortæller Jesper, at ”de arbejdede bare derudaf med deres armbøjninger, mens jeg ret hurtigt blev træt og forpustet”. Han satte stor pris på at blive inddraget i soldaternes hverdag på den måde.

Med sig hjem fra Kabul, fik Jesper gode oplevelser og erfaringer, fra en hverdag, som var helt anderledes end herhjemme. ”Som sognepræst tilbringer jeg meget tid på mit kontor. Men under udsendelsen var jeg i et helt andet miljø, med rigtig mange livgivende impulser og mennesker, som har gang i en masse fis og ballade, mens de sidder og spiser”, fortæller han om den oplevelse han havde af at være udsendt. En ting de lavede, som han syntes var sjov, var da de så gamle danske film sammen så langt væk hjemmefra. Det skabte en helt særlig stemning omkring de udsendtes sammenhold.

Som det ser ud lige nu, kommer der til at gå nogle år, før han takker ja til en længere udsendelse. Så længe børnene er små, vil han holde sig til de korte udsendelser som leave-afløser. Allerede nu er det planlagt, at han skal afsted som leave-afløser igen om et par år.

Feltpræsterne findes over det hele
De forskellige grene af Forsvaret har tilknyttet præster. Feltpræster ved Hjemmeværnet og Hæren, Flyverpræster ved Flyvevåbnet og Orlogspræster ved Søværnet. Fælles for alle er, at de er tilknyttet et civilt sogn, og dermed er præst i Forsvaret ved siden af det civile embede.
Distrikt Østjylland er ikke det første sted, vores feltpræst har været tilknyttet. ”Jeg har været tilknyttet Hærhjemmeværnsdistrikt Fyn og en bataljon i Aalborg”, og han fortæller videre, at han i Aalborg ikke rigtigt blev brugt, fordi de sjældent var samlet. Men han giver klart udtryk for, at han er blevet taget godt imod i Hørhjemmeværnsdistrikt Østjylland. ”Jeg kan mærke, at de er interesseret i at bruge mig, og det er jeg utroligt glad for.”

Julekoncert-gudstjeneste
Søndag d. 16. december deltog Jesper ved Hjemmeværnets Musikkorps julekoncert-gudstjeneste. Til arrangementet skabte Musikkorpset julestemning ved at spille kendte og mindre kendte julesange. Undervejs fortalte Jesper en julehistorie. Til sidst blev der serveret kaffe og kage i kirken. Et meget vellykket arrangement med dygtige og engagerede folk.   

Har du brug for feltpræsten?
Hvis du har brug for at komme i kontakt med feltpræsten, er der her et par muligheder.
Telefon: 97491081 / 30630316
Mail: jeka@km.dk
Samme oplysninger findes på distriktets kontaktside.

 

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring