Af J. Flindt | HDEJY S9
Den eneste lyd vi kan høre, er den ivrigt sultne summen fra de mange insekter, der langsomt er ved at spise os op, mens vi nærmest lydløst, skjult af skovens buskads, forsøger på at omgå fjendens stilling, inden vi bader dem i imaginært bly…
Og nærmest inden vores gruppefører har fuldført ordren ”skyd” falder helvedesilden fra vore tordenstokke ned over de stærkt overraskede momenter, der i dagens øvelse udgør en ellers veltrænet fjende og sparringspartner.
Vi befinder os på Hjemmeværnsskolens grunduddannelse - denne gang geværskytteuddannelsen. I juli måned er alle dele blevet afviklet på Flyvestation Skrydstrup, Haderslev Skydeterræn og i øvelsesområdet omkring Søgaardlejren.
Jeg er en del af 2. Gruppe 3. deling på Geværskytteuddannelsen og jeg er, som mine soldaterkammerater, på én gang ved at gå til af de fysiske anstrengelser og samtidigt optændt af spænding og glæde.
”Der er nu noget rigtigt fint over, at vi kan få lov til at træne soldateropgaver og samtidigt møde nye mennesker, som vi måske skal arbejde sammen med en anden gang”
fortæller den unge Charlotte, som kommer fra Hærhjemmeværnsdistrikt Østjylland og hun suppleres af Søren som grinende bryder ind; ”Men det er nu altså lidt fedt, også at skyde” mens han står og griner med blottede tænder, der lyser hvidt op, derinde bag den mørke sløring -Vi nikker alle tre og napper lige en tår vand og et stykke brownie, som vores super søde forsyner har leveret til os i skydeterrænet.
Sebastian og Emil kommer til og fortæller; at de glædes over at vores evner også prøves af under lidt pressede forhold; for at vi ikke skal knække sammen, hvis det nu en dag gælder, men også så vi bedre kan samarbejde på tværs, fordi vi nu alle sammen taler ud fra de samme betingelser.
Vi er gruppen hvor flest har pådraget sig lidt knubs og forvridninger, men ingen af os, har i skrivende stund kastet håndklædet i ringen –” For vi er jo her jo sammen og vi hjælpes ad -Alle skal jo med hjem igen” fortæller Kristian og vi supplerer alle, nærmest grinende i munden på hinanden.
”Og så har vi nok den bedste Gruppefører -overhovedet!”
Hans snarrådige udnyttelse af vore ressourcer giver flere gange pote: Den svageste sætter tempoet, når vi patruljerer i terrænet og giver derfor flere skarpe øjne og ører til at spotte fjenden -endda nogle gange inden de selv var forberedt… til både glæde for os – og sikkert også til lidt irritation for kursusledelsen…
Uddannelsen har jo til formål at styrke vores viden, samarbejdsevner og færdigheder som soldater og foruden at lære os at fungere under lidt pres, også give os en grundindsigt i den almene kampforståelse, som nok mest ligner det arbejde, som en patruljeenhed skal kunne udføre.
Hvilket selvfølgelig også får sødmen over sejren over momenterne, til at smage endnu bedre end nedfaldne insekter i vores rationer…
Sidste dag oprinder og vi er nu på tre dages ophold i skoven omkring Søgaardlejren:
Solen brænder fra en varm himmel, hvorfra selv regnvand føles behageligt... og her sidder vi, med støvlerne solidt planet i skovens bløde muld, imens alle skovens forbandede irriterende flyvende og kravlende smådyr forsøger at hoppe ned i dagens feltration - helt sikkert fordi vi efter tre døgn, nu både ligner og lugter som skovens egne løvdækkede knolde..
Og jeg er alt for træt til at gide verfe dem væk, så i stedet bliver de et proteinrigt krydderi i min müsli...
Rundt om mig sidder resten af gruppen og selvom vi er fuldkommen udkørte af træthed, varme og skovens skidt, så sidder vi og griner til hinanden gennem den mørke sløring, hvor selv gule tænder bliver hvidere.
Vi er nået til vejs ende og lige om lidt så er manøvren forbi og vi kan igen rejse hjemad mod civilt slinger, rene sokker... -og ikke mindst en svalende øl i resten af sommervarmen...
Dog fortsætter en del af kursisterne til Guardex ( sidste del af grunduddannelsen) og bliver derved færdige hjemmeværnssoldater, men dét er jo en helt anden historie…
