Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

En hjemmeværnssoldat træner sine færdigheder i brandslukning (Foto: Frederik Kirial)

Hjemmeværnets Grunduddannelse i Nymindegab

Hjemmeværnets Grunduddannelse (HGU) består af flere led som hjemmeværnssoldaterne gennemgår for at udvikle nogle af de mest basale, men yderst nødvendige kompetencer for at kunne fuldføre deres opgaver og funktioner.

08-09-2021
​​Af Frederik Kirial | HDEJY S9

Hjemmeværnets Grunduddannelse (HGU) består af flere led som hjemmeværnssoldaterne gennemgår for at udvikle nogle af de mest basale, men yderst nødvendige kompetencer for at kunne fuldføre deres opgaver og funktioner i hhv. Hærhjemmeværnet, Flyverhjemmeværnet og Marinehjemmeværnet. Nu har endnu et hold nye hjemmeværnssoldater gennemført deres værnfælles grunduddannelse på Hjemmeværnsskolen i Nymindegabslejren ved Vesterhavet, hvorfra de har trænet færdigheder indenfor blandt andet brandslukning, afspærringsopgaver og eksercits over en periode på ti dage. Vigtigst af alt har dog været soldaternes træning indenfor både førstehjælp og skydning, som de fleste af deres omtrent 90 timers undervisning blev brugt på. For nogle af hjemmeværnssoldaterne var det deres første møde med et skarpt ladt gevær og førstehjælpskasse, for andre var det god repetition. Ikke desto mindre var det her hvor soldaterne fik lov til at træne sammen på tværs af værnene og stifte bekendtskab med nogle af en soldats basale færdigheder.

Hjemmeværnssoldaternes skydeuddannelse

Uddannelsen i skydning på Hjemmeværnsskolen blev gennemført i form af en kontinuerlig veksling mellem både teori og praksis. Hjemmeværnssoldaterne startede deres skydeuddannelse med først at gennemgå deres udleverede gevær M/95’s funktioner, skydeteori og generelle sikkerhedsprincipper for at etablere et sikkert fundament for den senere færdsel på skydebanen. Dernæst blev hjemmeværnssoldaterne ført ud på hhv. 30, 50 og 100 meter for at træne skydestillinger såsom stående, knælende og liggende, men også for at stifte bekendtskab med våbenets ballistik og præcision.

Hjemmeværnssoldaterne træner skydning i stående position. (Foto: HJVFOTO)

Johan, en hjemmeværnssoldat fra Infrastrukturhjemmeværns-kompagni Aarhus, er en af de mange soldater som har bestået skydeuddannelsen. ”Skydningen var den fedeste del af grunduddannelsen, hvilket har meget at gøre med instruktørernes engagement og interesse for at lære os at blive dygtigere skytter”, forklarer Johan, der nu er klar til at bevæge sig videre på geværskytte-uddannelsen efter at have mødt grunduddannelsens skydekrav. Som det sidste led i skydeuddannelsen skulle hjemmeværnssoldaterne gennemføre en kontrolskydning, også kendt som en K7, som havde til formål at teste soldatens skyde færdigheder på 100 meter. Hver soldat blev tildelt syv patroner i et enkelt magasin, hvorfra minimum seks ud af de syv skud, affyret fra hhv. stående og knælende skydestilling, skulle træffe målet på under 42 sekunder. Kontrolskydningen blev gennemført i forbindelse med at afgøre om hvorvidt den enkelte soldat kunne tilgå en vagtfunktion i fremtiden, samt for at teste soldaten i skydeuddannelsens standarder og krav. 

Den grundlæggende førstehjælp
 
Førstehjælp var, ligesom skydning, et primært fag over de ti dages uddannelse. Hjemmeværnssoldaterne blev introduceret til en lang række af forskellige redskaber og metoder til at kunne behandle svære og milde skader, men også til at udøve psykisk førstehjælp hos de tilskadekomne. Under forløbet fik hjemmeværnssoldaterne teori om blandt andet kroppens opbygning og dens mange vitale funktioner for at kunne sætte det i kontekst til eventuelle skader og sygdomme.

Her ses en af de mange praktiske øvelser hvor en hjemmeværnssoldat skal til at lægge en Tyson​-forbinding. (Foto: HJVFOTO)

Derudover blev der også sat stor fokus på den praktiske del af førstehjælpen, hvorfra hjemmeværnssoldaterne blev fordelt i grupper for at træne førstehjælpen på hinanden og for at give dem så meget ”hands-on” tid som overhovedet muligt. ”Førstehjælpskurset var rigtig godt. Det kom praktisk omkring alle de ting man skal kunne for at udøve en god førstehjælp, hvilket er vigtigt da man sagtens kunne forestille sig at man kunne komme til at skulle bruge det en dag” forklare Johan, efter at have bestået kurset. 

Afslutningsvist, for at teste hjemmeværnsoldaternes færdigheder, blev hver kursist ført igennem førstehjælpsprøven. Prøven i sig selv bestod af fire forskellige scenarier som hjemmeværnsoldaterne blev udsat for individuelt. En efter en blev de testet i blandt andet hjertestop, hjertelungeredning, diverse forbindinger og trafikuheld, samt den psykiske førstehjælp, som viste sig at være meget nødvendig for at berolige de dygtige skuespillere der udspillede scenarierne. De der udmærkede sig og fik nok point under prøven blev tildelt et duelighedstegn i enten bronze, sølv eller guld for deres præstation, hvilket viste sig at være tilfældet for langt de fleste. Det tårnhøje førstehjælpsniveau blev fejret af hjemmeværnsoldaterne med en tur til stranden i Nymindegab efter afslutningsceremonien på sidste dagen, hvilket for mange blev en dag fyldt med nye bekendtskaber, men også en fantastisk start på sommerferien.
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring