Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Om lidt går det løs på Hjemmeværnets Grunduddannelse HGU


Om få dage står den på lange dage med uddannelse og læring, når flere nye soldater fra Hærhjemmeværnsdistrikt Østjylland skal på grunduddannelse i Hjemmeværnet.

22-06-2021

​​​

Af Frederik Kirial | HDEJY S9


At blive hjemmeværnssoldat og udvikle de nødvendige kompetencer,​​ som funktionen kræver, er en proces som består af mange led. Øvelser, udfordrende opgaver samt deltagelse i samarbejder, uddannelser og øvelser med andre enheder er med til at udvikle soldaten til at kunne gennemføre sin opgave – men det hele starter på Hjemmeværnets Grunduddannelse (HGU). 


Uddannelsen som soldat er en lang, spændende og lærerig rejse, da soldaten skal have mange værktøjer i værktøjskassen (Foto: HJVFOTO)

Hjemmeværnets Grunduddannelse består af tre overordnede dele, en introduktion til uddannelsen, grunduddannelsen selv og til sidst en efterfølgende værnsspeci​​fik uddannelse, der består af forskellige opgaver og øvelser der har til formål at evaluere soldatens viden og færdigheder. Målsætningen for HGU er både at leve op til Hjemmeværnslovens krav om 100 timers grunduddannelse, men mest af alt at træne, udvikle og dygtiggøre soldaternes kompetencer på en lang række områder, som førstehjælp, skydning, eksercits, afspærringsopgaver, samt at øge soldatens viden indenfor den generelle tjenestekendskab.  




Hjemmeværnets Grunduddannelse er delvist opdelt og delvist sammenkørt for hhv. Hærhjemmeværnet, Flyverhjemmeværnet og Marinehjemmeværnet (Grafik: HJV.dk)


Jannis, en hjemmeværnssoldat fra Hærhjemmeværnsdistrikt Østjylland, er en af de mange soldater som for nylig har gennemført den første del af Hjemmeværnets Grunduddannelse. ”Det var rigtig fedt at være på HGU. Det var udfordrende, og udfordringer er spændende hvis man prøver at gå dem i møde”, forklarer Jannis, der efter at have færdiggjort sin indledende introduktion nu også kan vinge den mere krævende grunduddannelse af listen, som foregik over ti dage på Skive Kaserne i foråret. ”Det var lærerigt, socialt opløftende, inspirerende, men vigtigst af alt motiverende. Men det hele kommer an på hvordan du går til det selv”. 


Samarbejde på tværs af værn
Den værnfælles grunduddannelse, som Jannis og de andre kursister har gennemført, er med til at skabe det fundament som Hjemmeværnet bygger på, hvor instruktører hjælper til at motivere, udfordre og uddanne soldater fra både Marinehjemmeværnet, Flyverhjemmeværnet og Hærhjemmeværnet. Her bliver der sat fokus på de fornødne redskaber, der skal hjælpe soldaterne til at imødekomme de i stigende grad mere komplekse og diverse opgaver de mødes af, men ifølge Jannis giver det også anledning til socialisering på tværs af både distrikter og værn. ”Der blev skabt mange relationer på tværs af værnene hvilket var fedt, men det er også sundt for et videre samarbejde mellem soldaterne sådan at de kan fungere som én enhed”.


Grunduddannelsen skal gøre soldaterne klar til den opgave, der venter dem i deres enhed, som f.eks. bevogtning og kamp (Foto: HJVFOTO)

Grunduddannelse på Hjemmeværnsskolen
Om få dage går det så løs for et nyt kuld af hjemmeværnssoldater – også fra Hærhjemmeværnsdistrikt Østjylland, når de, sammen med godt 50 andre deltagere, skal gennemføre den grunduddannelse, der giver den vigtige viden om Hjemmeværnet og de helt basale militære og soldatermæssige færdigheder. Det er startskuddet for den videre grunduddannelse, men også for en lang række andre kurser, der er opkvalificerende både fagligt og personligt. 



​​

 Seneste nyheder

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring