Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Lyset strømmer ud af undervisningslokalet på Knudsminde, hvor Hjemmeværnet i Odder holder til.

Et kompagni der nok skal få succes!


Der bygges i Hærhjemmeværnskompagni Odder. Lokaler bygges om til formålet og der bygges fællesskaber og venskaber. Man kan mærke ambitionen om at ville være et stærkt lokalt kompagni.

08-12-2018

​​​

Af K. Gunnestrup (HDEJY S9)

Kompagnichefen Jens ranker sig, da han tager imod. Det er en almindelig hverdagsaften i december og i stuerne rundt omkring er der hygge og brunkager. Udenfor er det mørkt, det regner og det er sådan noget vejr, hvor man hurtigt mister orienteringen - rigtigt uddannelsesvejr vil nogen sige. Fra vinduerne i de store kælderlokaler på Knudsminde i Odder strømmer lyset ud i et ellers øde og mørkt industriområde.

Lige her, hvor man ikke venter det, er der fuld af liv. En flok soldater sidder klar til undervisning, og man mærker, med det samme, den varme og venskabelige stemning der er. Den der velkendte måde at være sammen på, hvor man godmodigt driller hinanden, fordi man ved, at det sker i den bedste mening, og fordi det er et tegn på, at man kan lide at være sammen. Det er den type fællesskab, hvor helheden er større end summen af hver enkelt del.


>​ Følg 'Hjemmeværnet i Odder' på Facebook


Brugsuddeler, kompagnichef og fuld af initiativ

En tur rundt i lokalerne i Knudminde viser, at der er fuld gang i byggeriet i kompagniet. Der sker noget, og det har en retning. Kompagnichefen viser stolt rundt mens han klapper på de solide vægge, der lugter af mørtel, der tørrer. Han fortæller sammen med næstkommanderende og kompagniets forsyner om, hvordan de knokler med at skabe de helt rigtige rammer for det, der skal være et stærkt kompagni med succes.

Men hvad er succes? Succes er mange gange skabt af, at man opfylder en række delmål, der – som med fællesskaberne ovenfor, er en del af et større samlet hele. Et hele der er mere end summen af de enkelte dele. Et af disse delmål er flere soldater. Flere ambitiøse soldater, der har lyst til at være med i fællesskabet og gøre sig dygtige (billedet til højre: Jens (t.v.) viser stolt annoncen i Odder Avis frem).

Kompagnichefen Jens, der til dagligt er brugsuddeler i Dagli’Brugsen i Hou, venter ikke bare på, at de kommer af sig selv. Man må prøve nogle ting af for at finde ud af, om det er den vej man skal gå. Én af de ting er en helsides annonce i Odder Avis med tilbud om at kunne blive delingsfører, gruppefører, administrationsspecialist eller soldat i kompagniet. Ved at være helt konkret håber han på at vække interessen hos flere, og i de mindste plante ideen om, at kompagniet findes. Det er et godt tilbud – Jens er jo ikke brugsuddeler uden grund.

Kompagniet i Odder er mere end Odder

Selv om kompagniet i Odder ligger i Odder by skal man huske, at der er et stort opland bestående af hele Odder Kommune. Kompagniets område går helt fra kommunegrænsen mod Aarhus i nord, ned langs kysten fra Norsminde, hen over nogle af Østjyllands bedste badestrande, til Gyllingnæs i syd, hen over øen Alrø i Horsens Fjord og op langs kommunegrænserne ind til Horsens og Skanderborg. Og så tæller Tunø også med.

Der er mange små fællesskaber i oplandet, og alle er velkomne til at bidrage til det stærke og spændende fællesskab man kan få i Hjemmeværnet. Og alle er velkomne til at lade sig inspirere og udvikle af de mange uddannelsestilbud der er, uanset om det drejer sig om ledelse, mennesker, administration, IT eller et våbenspeciale. 

En hjertestarter til Hjemmeværnskompagnier

Det er altid spændende at se og opleve mennesker, der er tændt af det de er gået i gang med. Det er inspirerende, når de sammen med andre omfavner et formål, og faktisk gør det de siger de vil gøre. På den korte tid jeg har været hos Hærhjemmeværnskompagni Odder har jeg fornemmet, at det netop er sådan et sted, og det virker som om, at Jens har været en hjertestarter til kompagniet ved - uden tøven, at kaste sig selv først ud i arbejdet. Jeg er faktisk lidt trist over at skulle hjem, for jeg er sikker på, at der, lige der bag ruden, hvor der lyttes intenst til instruktøren, er et fællesskab det giver mening at være en del af og som nok skal få succes.

 

 

Følg og støt kompagniet på Facebook 

'Hjemmeværnet i Odder'

 


Læs om mulighederne i Hærhjemmeværnskompagni Odder
(klik her) 

 

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring