Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Foto: John Jauert

Hjemmeværnssoldat i 70 år

Erling Ethelberg har i 70 år stået klar, når Danmark har haft brug for ham. D. 31. marts i år kunne han fejre jubilæum og fik i den forbindelse overrakt 70-års tegnet af H.K.H Dronningen i Nymindegab.

30-05-2019


Af Olivia Kenvig (S9 STHVKEJY) og Birgitte Clausen (S9 STHVKEJY)

 

“Man er altid klar. Det er ens identitet. Man er soldat på skydebanen, på øvelser, ved middagsbordet, på ferier. Man lægger det aldrig fra sig, og det kommer jeg heller aldrig til", siger Erling.

 

Urmager og soldat

I et rækkehus på en stille villavej i Randers bor Erling Ethelberg med sin kone Eli. De har boet sammen i Randers i 58 år. Hjemmet er udsmykket med ure i alle former og størrelser, der tikker og ringer lidt forskudt af hinanden. Erling tog svendeprøve som urmager i København i 1952. Nogle år efter overtog de en urmager forretning i Randers centrum, hvor Eli stod i forretningen, og Erling tog sig af værkstedet.

I hjemmet findes også mange billeder af Erling med barret på hovedet og gevær i hånden. Billederne er ikke udsmykket på væggene ligesom urene, men er i stedet gemt væk i et chatol i et kontor i hjemmet. Erling har været en del af en af landets største frivillige organisationer. I 70 år har Erling været en del af det danske forsvar i Hjemmeværnet.

 

61432201_2237341436580692_6600863030232219648_n.jpg 

Foto: Privat          En ung Erling udstyret med radio

En ung rebel

Efter Anden Verdenskrig blev mange grupperinger dannet, der senere hen skulle vise sig at være de første skridt mod det vi i dag kender som Hjemmeværnet. Krigen var slut, men der var stadig en trussel mod nord, man ikke kunne forbigå. Efter fredsslutningen i 1945 blev der oprettet en række hjemmeværnsforeninger. En flok unge mandfolk samlede sig i forhåbningen om “Aldrig mere 9. april!".

“Jeg var en rebelsk, ung knægt dengang, der gerne ville tage del i det, der foregik. Vi havde alle oplevet krigen, og vi vidste, at der var behov for et dansk forsvar", siger Erling.

I starten havde flokken hverken uniformer, emblemer, baretter, gule veste eller andet man kendetegner Hjemmeværnet med i dag. Men de havde lysten og modet til at tage del i at forsvare Danmark.

Erling tog del i disse hjemmeværnsforeninger i 1947 og har aldrig forladt det siden.

 

Sjov og alvor

En gruppe unge mænd fandt hinanden. De tilbragte timer sammen på skydebanen og i træning som soldat, men også uden for den militære verden havde de et unikt bånd. Fædrelandskærligheden bandt dem sammen. Tanken om “Aldrig mere 9. april!" lå i baghovedet på dem alle.

“Det var nogle gode kammerater. Vi var der for hinanden, og vi havde det sjovt sammen. Det er det, der skal bære det hele", siger Erling.

Den danske regering oprettede Hjemmeværnet d. 1. april 1949. Danmark stod overfor en ny trussel, Sovjetunionen, og det var vigtigt for nationen at have en organiseret forsvarsprofil at vise til omverden. Danmark lå placeret midt i urolighederne. Neutralitetspolitikken var ikke gældende længere, og der var nu et behov for soldater.

 

Eli går i samme fodspor

Erling blev gift med sin kone Eli i 1956. Hun husker tydeligt, hvordan Hjemmeværnet har spillet en stor rolle dengang, lige så vel som i dag.

“Du var der jo hele tiden. Ja i hvert fald oppe i hovedet. Jeg så ham ikke ret meget dengang", siger Eli og taler om den tid Erling brugte med hjemmeværnskammeraterne den gang de lærte hinanden at kende.

Der gik heller ikke længe før Eli tog del i kampen og blev en del af Lottekorpset i 1965. Her har hun været aktiv medlem i 20 år side om side med sin mand. Her stod hun for mere administrative opgaver, mens Erling brugte tid i det grønne.

 61782516_2200990799938730_5546740041314729984_n.jpg

Foto: John Jauert

“En man kunne regne med"

Erling har i sine 70 år i Hjemmeværnet deltaget i mange forskellige øvelser og opgaver. I en årrække brugte han næsten samtlige weekender på øvelser og skydebaner forskellige steder i landet.

Særligt også terrænsport har han holdt meget af. Han har brugt utallige timer under trækronerne i skove i hele landet med kort og kompas i hånden, og ført ham selv og gruppen frem til målet.

Erling er en ansvarsbevidst mand, hvilket også var altafgørende, når han skulle navigere sin gruppe rundt i terrænet.

Af en kollega i Hjemmeværnet beskrives Erling som, “en stilfærdig mand, der ikke gjorde megen væsen af sig selv. Han var punktlig med løsning af hans opgaver. Især hans signal koder og hans koordinater på kortene skulle være korrekte, og det var de. Man kunne altid regne med ham", siger Jan Illum Nielsen.

 

70-års tegnet

Selvom Erling har rundet 88 år, er han stadig aktiv i Hjemmeværnet. Han deltager i forsamlinger og møder, og han deler ud af sin 70 års erfaring.

Erling kunne søndag d. 31. marts i år fejre 70-års jubilæum i Hjemmeværnet. Med storstilet parade og kongelig deltagelse kunne Hjemmeværnet og Erling markere sit 70-års jubilæum i Nymindegab. H.K.H Dronningen overrakte personligt 70-års tegnet til Erling og fire andre trofaste, frivillige soldater.

 

 

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring