Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Pressemeddelelse

Ny chef for Hærhjemmeværnsdistrikt Østjylland

De frivillige soldater i Hærhjemmeværnsdistrikt Østjylland får ny distriktschef, når Christina Pojezny sætter sig i chefstolen d. 1. maj.

06-05-2020

Pressemedd​elelse | 1. maj 2020​: Mens vi taler delvis genåbning af Danmark under en krise, hvor Hjemmeværnet yder et aktivt bidrag, er der vagtskifte på chefgangen ved Hærhjemmeværnsdistrikt Østjylland. Den 1. maj satte den erfarne officer oberstløjtnant Christina Pojezny sig i chefstolen. Hun bliver hermed distriktschef for ca. 1200 frivillige soldater og ansatte i et område, der strækker sig fra Randers i nord, til Samsø og Odder i syd.

Oberstløjtnant Christina Pojezny
Foto: Klaus Gunnestrup/HDEJY S9

Under de nuværende Corona-prægede omstændigheder påtager Christina Pojezny sig en lidt usædvanlig opgave: Hjemmeværnet er blevet bedt om at stille - og har i høj grad stillet - med veluddannede og velmotiverede soldater under en omfattende krise. Dette samtidig med at soldaterne fortsat har forventninger om uddannelse og personlig udvikling, netop i en tid hvor stort set alle uddannelses-, trænings- og øvelsesaktiviteter har været lukket helt ned.

Christina Pojezny er dog ikke i tvivl om, at kabalen vil gå op, blandt andet i kraft af Hjemmeværnets hidtidige omfattende og alment anerkendte Corona-indsats. Som hun udtaler:
 
​”Vi vil fortsat være kendetegnet ved stor professionalisme, et højt aktivitetsniveau og et godt sammenhold - også når hverdagen indfinder sig igen. For kun ved kontinuerligt at opretholde og udbygge vores militære og faglige kompetencer, kan vi være klar, når Forsvaret eller civile myndigheder næste gang efterspørger vores kompetencer. Skulle Danmark stå i en situation, hvor der skulle blive behov for endnu flere frivillige, så er jeg ikke et øjeblik i tvivl - Vi stiller op!”
 
Mangeårig erfaring i Forsvaret

Christina Pojezny afløser oberstløjtnant Finn Jensen, der efter seks år som Distriktschef skal løse en opgave i NATO Joint Force Command Brunssum i Holland. Christina Pojezny kommer til jobbet med 34 års erfaring fra Forsvaret, og med et fundament, der er bygget op helt fra bunden som konstabelelev i et panserinfanterikompagni - altså med gevær, rygsæk og 84 mm dysekanon som arbejdsredskaber.

Efter uddannelsen til officer har hun været delingsfører, næstkommanderende, kompagnichef og sektionschef. Hun har også været udsendt og haft kommando over enheder med flere forskellige nationaliteter, soldater fra alle værn og sågar en hesteeskorte. Det er altså på ingen måde en uerfaren soldat og leder, der træder ind ad døren hos Hærhjemmeværnsdistrikt Østjylland i Brabrand.


Foto: Klaus Gunnestrup/HDEJY S9
 
Et bankende hjemmeværnshjerte

Vigtigst af alt er dog måske, at der, bag den multiterrænslørede uniform, banker et hjemmeværnshjerte. Det har hun fået af sine forældre, der var aktive i Hjemmeværnet i en tid, hvor det nærmere var reglen end undtagelsen, at man deltog i Danmarks forsvar.
 
​”Begge mine forældre var i min barndom meget aktive i Hjemmeværnet, så jeg har naturligvis tilbragt adskillige sommerferier på campingpladsen ved Hjemmeværnsskolen i Nymindegab. Det var klart deres interesse for Hjemmeværnet, som motiverede mig til at gå ind i Forsvaret”, siger Christina Pojezny.
 

Videohilsen til soldaterne i Østjylland

Christina Pojezny ser i høj grad frem til at få hilst på de mange frivillige soldater og samarbejdspartnerne i beredskabet. De nuværende omstændigheder gør det umuligt, og hun har i første omgang sendt en videohilsen til soldaterne i Østjylland, med ros for den hjælp og støtte, der er ydet til samfundet.
 

”Vær stolte af jeres indsats”, siger hun og fortsætter: ”I gør hver især en forskel og tøv ikke med at opmuntre interesserede til at søge ind i Hjemmeværnet, når I møder dem på jeres vej”.


For mere information og/eller interview med Christina Pojezny kontakt disktriktet på hdejy@hjv.dk

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring