Af K. Gunnestrup | HDEJY S9
Vi møder Henrik en augustaften i Infanterihjemmeværnkompagni Østjyllands lokaler i Brabrand, hvor han har holdt møde med sine befalingsmænd. I gården har en infanterigruppe gjort sig klar til aftenens infanteritræning. Henrik selv sidder i kontorstolen i sit hjørnekontor på 1. sal bag et almindeligt institutionelt skrivebord. Han smiler venligt, folder hænderne på hovedet, læner sig tilbage i stolen og ser os an. Der opstår den der lidt akavede pause, hvor isen skal brydes. Det bliver Henrik, der sender et bred smil vores vej og siger: ”Vil I ikke have en kop kaffe”?
Kompagnichefens tid i Forsvaret
Selvom Henrik er ret ny, og fik kommandoen i kompagniet i juni måned, så har han allerede en længere historie i kompagniet. Men lad os først kigge lidt længere tilbage. Det store smil kommer på, da Henrik begynder at fortælle om en fjern fortid i Forsvaret, hvor han som konstabelelev hos Jyske dragonregiment i eleveskadronen og senere konstabel i 2/I kampvognseskadron, lærte soldaterhåndværket fra bunden. Senere gjorde han tjeneste som kommandør på en Leopard 1 kampvogn, efter uddannelsen som befalingsmand. Efter fem år hos Jyske Dragonregiment, var det tid til at gå civil, men med en ben i reserven, der senere skulle sende Henrik ud i verden.
Her holder Henrik en pause i historien, fletter igen fingrene, lægger dem på hovedet og læner sig tilbage i kontorstolen, der genstridigt knirker. Han får det der eftertænksomme og drømmende udtryk i ansigtet man genkender hos mange soldater, når de tænker tilbage på deres tjeneste. Det var en spændende tid.
De første Hjemmeværnserfaringer
Historien forsætter, for Henrik er ikke færdig med at være soldat. Han finder en god anledning til at forsætte sin tjeneste i Hjemmeværnet, nu som gruppefører. Faktisk var han allerede trådt ind i Hjemmeværnet før han begyndte hos Jyske Dragonregiment, og skæbnen ville at han, da han i 1982 blev medlem, trådte ind i det kompagni, der hed 2440. Efter fem år sammen med kampvognene vender han tilbage til sit gamle hjemmeværnskompagni, nu som gruppefører, noget han er de næste fem år.
De der kender lidt til historien ved allerede nu, at der her opstår en sjov sammenhæng. 2440 er navnet på et af de kompagnier, hvis arv det nuværende Infanterihjemmeværnskompagni Østjylland bærer med sig. Henrik er altså, efter godt 40 år siden sin start i Hjemmeværnet, som en boomerang vendt tilbage til der hvor det hele startede, men meget rigere og meget mere erfaren.
I Herculesfly med jægersoldater
I den mellemlæggende tid har han lavet en del andre spændende ting. I en længere periode var han observatør og siden navigatør i en af de tidligere flyvende delinger Flyvehjemmeværnet rådede over, hvor han sad ved siden af piloten i en Cessna, når de var på øvelse og opgave. Senest har han været delingsfører i Hjemmeværnskompagni Odder og Uddannelsesstøtteofficer i Politihjemmeværnskompagni Aarhus.
Tilhørsforholdet til Forsvarets reserve har også fyldt en del undervejs, bl.a. da Henrik blev aktiveret som et del af et detachement hos DANILOG, og i 2003 befandt sig om bord på et Herculesfly sammen med tre jægerpatruljer. De var på vej på opgave i Irak som en del af den forkommando, der blev sendt afsted, for at klargøre den danske mission. Opgaven lød på at være logistisk forbindelsesofficer til den britiske kommando. Det er desuden en forpligtigelse Henrik stadig holder ved lige, som en del af Forsvarets reserve som stabsbefalingsmand i JMTO’s reservekompagni i Karup.
I den civile verden har Henrik uddannet sig inden for business administration og ledelse, hvilket har givet ham ansvarsfulde jobs bl.a. som HR-chef i Plantorama og Jem & Fix. For nuværende handler det daglige arbejde om at matche virksomheder og ledige i Silkeborg Kommune, så virksomheder får den rette arbejdskraft, og ledige får noget passende at lave.
Vi skal satme være dygtige
Hvordan går det så til, at man træder til, når der er brug for en chef? Henrik fortæller selv, at det begynder med et delingsførerkursus på Hjemmeværnsskolen, som tænder gnisten i ham igen. Han fortæller, at det virkeligt er hårdt, men at den kombination af taktik og ledelse han får med, giver ham ny motivation og et nyt fagligt fokus. Åbenbart så meget, at det kan ses i øjnene på ham. Det ser hans daværende kompagnichef Per Asmussen fra Politihjemmeværnskompagni Aarhus, der opfordre Henrik til at gå hele vejen og til at blive kompagnichef.
Da muligheden så melder sig, og endda i Henriks gamle hjemmeværnskompagni, tager han skridtet, og træder til. Nu er det en ny situation og en ny opgave, og når man ser rundt på væggene i kontoret, hænger der mange plancher, der vidner om, at det ikke bare er ligetil at overtage et kompagni - det er nødvendigt at tænke sig grundigt om.
Og her kommer overskriften ind i billedet, for Henrik fortæller, at noget af det første han gør, er at samle førerne og sige: ”Nu skyder vi på chefen… hvad vil I?”. Det er et oplæg til at komme på banen både med håb, drømme, ønsker og behov, som kan bruges til at sætte retning. For som Henrik siger, så er det hvad en chef skal gøre. Han skal være med til at tegne et ambitiøst og attraktivt målbillede og herudfra sætte rammerne, stille krav og motivere.
Hans mål er, at kompagniet skal være så dygtigt, at det er et andre vil ”lege med”. Det vil sige både træne og løse opgaver med. Det skal bero på anerkendelse af opgaveløsningen, som igen bygger på, at alle skal være godt uddannet, kunne løse opgaven og samarbejde. For som han siger: ”Vi skal satme være dygtige, når vi en dag stiller 70 mand med skarpt i våbnene nede i gården – det er en alvorlig opgave”
Vi er ikke bedre end sidste aktivitet vi har holdt
Henrik ved godt, at det kræver en indsats at nå dertil. Der skal rekrutteres og der skal leveres kvalitet. Kompagniet består for en stor dels vedkommende af studerende, som han erfaringsmæssigt ved kun bliver i 5-7 år, da de så flytter efter arbejde og etablerer familie. Men han roser alle for at være tændte og brænde for opgaven, når de møder frem. Og netop derfor skal alle aktiviteter kvalitetsmæssigt også være i orden.
”Vi er ikke bedre end den sidste aktivitet vi har holdt”, siger han. Med det mener han, at folk jo bare bliver væk, hvis det noget skidt man disker op med, når man laver uddannelse og øvelse. Og det stiller store krav til førerne – og det stiller store krav til chefen. Han ønsker sig også, at distriktet leverer den enhedsuddannelse og de skydeperioder i delingsramme, der er behov for, for at få trænet alle niveauer. ”Det kunne man finde ud af i gamle dage”, fortæller han.
Drømmen er nu, at han om to år kan træde en fuldt enkadreret bevogtningsdeling og to fuldt enkadrerede infanteridelinger an i kompagnigården. Han indrømmer, at det måske er lidt smånaiv, men at man skal tro på det. Og det skinner igennem, at han fuldt ud tror på det, for nu sidder han ikke nonchalant tilbagelænet i stolen. Han nærmest ligger hen over skrivebordet mens han fortæller.
Det handler om dygtige førere, der får ansvaret for at afprøve deres evner og faglighed, og så skal han nok stå bagved og bakke op. På den måde har han godt nok overblikket over kompagniet, men skal også løse opgaver helt fra at rense våben til at føre folk i felten - ”Jeg viser folk tillid til det modsatte er bevist”.
Et umiddelbart behov Henrik har er at finde en erfaren næstkommanderende til kompagniet, der kan træde til og hjælpe med driften. ”Det skal være en, der er god til det lidt ”kedelige” og kan styre kompagniet”, siger han med et skævt smil gennem skægget. Ingen tvivl om at Henrik hellere er på skydebanen eller i felten med sin udrustning på, end at sidde bag skrivebordet, hvis han selv kunne vælge.
En ny chef er også i lære
Folkene er nu vendt tilbage fra aftenens tur i felten, hvor de har trænet stillingsskifte, og vi kan se på Henrik, at det nu begynder at krible i ham for at komme ned til dem. Det lader til, at Infanterihjemmeværnskompagni Østjylland har fået sig en chef der sætter fuld fokus på uddannelse, fuld fokus på opgaven, og giver masser af ansvar og tillid. Og så står han klar til at hjælpe, når der er brug for det.
Det sidste Henrik når at sige, inden vi takker for kaffen er: ”Jeg skal huske på jeg også er i lære – jeg er jo lige blevet chef”.
