Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Kompetencerne blev testet


Der var hjemmeværnsfolk fra både Middelfart, Assens, Svendborg og Odense til stede, da der lørdag var stor øvelse på områderne omkring møbelvirksomheden Carl Hansen & Søn

12-11-2018



Artikel af Sofie Secher Karslen, Fyens Stiftstidende, 3. november 2018

Foto: Nanna Høyberg Pedersen, Lokalforsvarsregion Vest

Lørdag den 3. november blev mere end 50 fynske hjemmeværnsfolk testet i diverse kompetencer som afspærring og bevogtning, da der var øvelser på området omkring møbelvirksomheden Carl Hansen & Søn i Gelsted.



Områderne mellem de mange haller hos den vestfynske møbelvirksomhed Carl Hansen & Søn lå langt fra øde hen lørdag den 3. november. Dagen stod nemlig på test for de fynske hjemmeværnsfolk, som er særligt uddannede til at hjælpe politiet - det såkaldte politihjemmeværn. Spredt ud over området var der arrangeret øvelser i alt fra observation til afspærring og bevogtning.
- De blev alle sammen ringet op i morges ved syvtiden og bedt om at møde op herude. Ingen af dem vidste, hvad de skulle, fortæller Bjarne L. Pedersen, major i Hjemmeværnsdistrikt Fyn.



Formålet med dagen var at teste de frivilliges kompetencer, og det sørgede otte betjente fra Fyns Politi for. Betjentenes opgave var at stille opgaverne og briefe gruppeførere, som herefter skulle briefe deres hold og herefter forsøge at løse den stillede opgave efter bedste evne.
- De bliver målt, som var de politibetjente, for i visse tilfælde bliver vi brugt i stedet for politimænd, siger Bjarne L. Pedersen og fortæller, at det ofte er et spørgsmål om ressourcer. Medlemmerne af Hjemmeværnet er frivillige og får ingen løn for deres arbejde.
- Vi presser dem. De lærer mest, når tingene ikke fungerer som forventet. Og dumper de testen er det udelukkende ledelsens ansvar - ikke den enkeltes. Så er det os, der ikke har trænet dem ordentligt.

Præsidentbesøg på fabrikken

Lørdagen sluttede med en stor øvelse, hvor rammerne var et præsidentbesøg på møbelfabrikken, som udviklede til noget, der kunne ligne terror, fortæller Bjarne L. Pedersen.
- Vi træner uden våben. Vores opgave er at assistere politiet, tilføjer han.

​Møbelfabrikken deltog ikke selv i øvelserne, men stillede området til rådighed for Hjemmeværnet.



Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring