Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Topbanner

Nyhed

4. maj i Rindsholm Mindelund

Distriktet afholdt højtideligholdelse af 75 året for Danmarks befrielse i Mindelunden på Rindsholm. Chef OL P. Nikolajsen, trompetist Ole Sørensen og fanevagt KK Lillelund. Arrangementet blev streamet via facebook.

06-05-2020


 

Redigeret af webredaktør J. Krätz Andersen, HDMVJ

Trompetist Ole Sørensen spillede "Danmark Frit." Distriktschefens 4. maj tale er her i uddrag:

"Som følge af Coronapandemien er det ikke tilladt at samles mere end 10 personer, så derfor er vores traditionelle arrangement her ved Rindsholm med Gæster, Musikkorps, taler, sange, modtagere af Hjemmeværnets Fortjensttegn m.v. alt sammen udskudt på ubestemt tid.

I år er det ellers 75 året for Danmarks befrielse - og der var over det ganske land planlagt utallige markeringer af Danmarks befrielse – en befrielse der er afgørende historiske betydning for Danmark, og som giver anledning til refleksion og eftertænksomhed, og som fortjener markering her i 80-året for besættelsen og 75-året for befrielsen.

Nogen har sammenlignet Coronakrisen med en krig, hvor modstanderen bare er usynlig. Kampen mod denne Corona virus har været og er enorm, millioner af mennesker i sundhedsvæsnet har igennem flere måneder utrætteligt kæmpet for at holde flest mulige mennesker i live. Men også herhjemme i Danmark, har læger, sygeplejersker, og alle de andre der får et velsmurt sundhedssystem til at virke både i kommuner og regioner, kæmpet en hård kamp, med risiko for selv at blive smittet og dermed bære smitten med hjem til deres egne familier. De mennesker der dag, aften og nat har taget den ene hårde vagt efter den anden, de der har passet de ældre, syge og sårbare i samfundet - de er denne krigs sande helte, de fortjener vores store og uforbeholdne tak, uden dem ville Danmark have set ganske anderledes ud. 

For 80 år siden den 9 april 1940, blev få danske soldater sendt i kamp mod en ganske overlegen tysk styrke, som angreb vores land fra syd. De gjorde præcis hvad de fik besked på, selvom deres odds - var ikke eksisterende, så drog de i kamp, med det resultat at 16 unge danske mænd blev dræbt og 21 blev sårede. De gjorde modstand og dem må vi aldrig glemme.

Senere har vi tusindvis af gange hørt ordene “ALDRIG MERE EN 9. APRIL". Men hvad mener vi med disse ord; vil vi ikke gøre modstand en anden gang og dermed miste menneskeliv - eller vil vi have en robusthed og styrke, så vi kan gøre kvalificeret modstand, hvor oddsene er mere jævnbyrdige og hvor vi ikke taber landet på nogle få timer. Jeg vælger at tro på det sidste.

Det danske forsvar er igennem utallige år blevet nedskåret i størrelse og økonomiske muligheder, det samme gælder for Hjemmeværnet. Heldigvis ser vi nu, at det igen går langsomt men sikkert fremad, men det er også helt afgørende nødvendigt - hvis vi ikke skal havne i samme situation som for 80 år siden. Den øgede aktivitet mod øst og vores tilstedeværelse i Baltikum, udviser med al tydelighed, at der er behov for en større robusthed og udholdenhed end vi har været vandt til de seneste mange år. 


 

Og det vi bygger op i dag - kan bruges i morgen. Hjemmeværnet er som en stor frivillig militær beredskabsorga-nisation klar til at løse mange opgaver. Det ser vi her under Coronakrisen, utallige Hjemmeværnssoldater er eller har været indsat til grænsekontrol, handlingsanvisning på sygehuse, færdselsregulering og nu også med opbygning af testcentre og logistikopgaver. Der skal fra min side lyde en kæmpe tak til alle jer der som Hjemmeværnssoldater har været med til at løse disse utallige opgaver, for et hårdt presset samfund. Det samme gælder for de mange soldater fra det øvrige forsvar, Personel fra Beredskabsstyrelsen og Politiet som også er indsat til løsning af opgaver for Danmark – tak for samarbejdet og tak for indsatsen.

Der skal naturligvis også denne aften sendes en kæmpe stor og varm tak til alle de soldater, frihedskæmpere, mænd og kvinder som for 75 år siden aktivt deltog i kampen for at befri Europa og dermed Danmark, uden deres enorme og utrættelige indsats, hvor de med stor risiko for at miste livet, kæmpede den nødvendige kamp mod Hitlers Nazityskland. Uden deres indsats og heltemod ville verden have set anderledes ud.

I respekt for alle de der kæmpede på allieret side under krigen, for alle de der mistede livet under anden verdenskrig, for alle vores udsendte og dem vi har mistet, for alle der dagligt arbejder med opretholdelsen af vores samfund, vores demokrati og vores værdier, for dem vil jeg nu ligge en krans her ved Hjemmeværnsstenen i Rindsholm."

Her​efter blæste Ole Sørensen "Alid frejdig, når du går!"


Fakta

Distriktet afholdt højtideligholdelse af 75 året for Danmarks befrielse i Mindelunden på Rindsholm. Chef OL P. Nikolajsen, trompetist Ole Sørensen og fanevagt KK Lillelund. Arrangementet blev streamet via facebook.

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring