Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Julehilsen fra distriktschefen

Tak for det fremragende samarbejde i 2016

20-12-2016
Kære frivillige ved Hærhjemmeværnsdistrikt Sydøstjylland.

Så står julen atter for døren og jeg fornemmer at I så småt at gået på en velfortjent juleferie. Det skal dog ikke afholde mig fra at bringe jer og jeres kære en lille jule- og nytårshilsen.

Igen i år har I leveret varen. Både i form af støtte til vores samarbejdspartnere Politi og Beredskab, men også når det gjaldt uddannelses- og øvelsesvirksomhed.

Jeg skal i den forbindelse overbringe de varmeste julehilsener fra Politidirektøren ved Sydøstjyllands Politi og sige tak for den fremragende indsats distriktet har leveret i hele 2016. Uden Distriktets støtte, ville Politiet i Sydøstjylland ikke have kunnet frigjort så mange ressourcer til bekæmpelse af kriminalitet mv. i politikredsens område, som tilfældet har været.

2016 har på mange områder været et år hvor Distrikt Sydøstjylland gik foran som det gode eksempel, og viste at Hjemmeværnet kan meget mere end trafikregulering.

Det fik man bevis for under den stort anlagte Landsøvelse, hvor over 600 frivillige fra distriktet deltog i bevogtningen af Kolding Storcenter. Hjemmeværnssoldater fra alle distriktets kompagnier deltog med støtte fra vores udenlandske gæster, og viste både Politi, civile samt hjemmeværnsledelse, at man trygt kan drage nytte af den kæmpe ressource Hjemmeværnet besidder, hvis Danmark skulle komme i en krisesituation.

Desværre bliver vi hele tiden mindet om, alverdens ugerninger - også på vores breddegrader. Derfor skal vi som hjemmeværnssoldater udvise rettidig omhu, og forberede os på det uventede. Vi skal blive ved med at minde hinanden om, hvorfor vi har et Hjemmeværn, og at vi skal uddanne os, således at vi som Distrikt står godt rustet til de opgaver der end måtte finde vej til os.

Tak for jeres tålmodighed og måde at håndtere tingene på. Der bliver i den grad også brug for i 2017, idet vi bliver færre på Distriktet, og vi derfor skal udtænke nye måder at udføre støtte til jer på. Vi vil naturligvis anstrenge os for at kunne levere rettidig og netop tilstrækkelig støtte til jer – også i det kommende år.

Tak for jeres indsats i 2016. Og tak til jeres kære for at give jer lov til at bruge de mange timer I gør på frivillig tjeneste. Den velvillighed bliver der helt sikkert brug for igen i 2017.

Jeg ønsker jer alle en glædelig jul- og et godt nytår.

Vi ses i 2017.


Thomas Pedersen

Distriktschefen

 Seneste nyheder

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring